Af John Poulsen
margit-john@mail.dk
Et fotografi er en fastholdelse af en situation i et forsvundet øjeblik, som i de rette hænder kan bearbejdes kunstnerisk og dermed, som al anden kunst, blive en del af den ballast, der er brug for i forsøget på at ændre verden til det bedre. At Joakim Eskildsen (f. 1971) er en af de fotografer, der har de rette hænder, kan man forvisse sig om på Den Sorte Diamants udstilling ”En verden jeg kan tro på.”
Eskildsen, der er uddannet som portrætfotograf hos Rigmor Mydtskov, blev tidligt interesseret i at lave fotobøger og tog til Finland for at videreuddanne sig indenfor dette område. Fotobogen kan i højere grad end en udstilling fortælle en sammenhængende historie, og den giver mulighed for langt større fordybelse.
På udstillingen får man et indtryk af det store arbejde, der ligger bag et sådant værk. Eskildsen har i tiden fra 1995 til i dag lavet fem og er i gang med to, og arbejdsprocessen med dem kan følges fra den første optagelse til det færdige billede, fra skitsebøger og prøvebøger til den færdige bog. Geografisk er de spredt vidt. De færdige bøger fra Norden til Sydafrika, Portugal, USA og med romaerne rundt i syv europæiske lande. For de igangværendes vedkommende er det Cuba og det nære liv med familien, hvor det nu end måtte udfolde sig.
Fælles for værkerne er, at motiverne er udsatte mennesker, der er truet af naturen eller det menneskeskabte som forfølgelse og ekstrem fattigdom, som f.eks. i USA, hvor den bliver forstærket ved også at indebære kulturel fattigdom.
For ca. 100 år siden fotograferede Jacob A. Riis slummen i New York med klar social kritik men med distance. Jacob Holdt rejste rundt i USA i 70’erne og dokumenterede med sine billeder fattigdommen råt og hudløst. Joakim Eskildsens tilgang til stoffet er anderledes, og måske derfor af en stærkere virkning på tilskueren. For ham begynder det med interesse, sympati og respekt for det enkelte menneske, det udvikler sig til et personligt forhold, som i resultatet udmønter sig i en kritik af de sociale forhold, eller hvad der skal fortælles om. I stedet for den rå reportage, der kan få os til at lukke øjnene, taler hans billeder uden sentimentalitet til følelserne og medmenneskeligheden for også at få os andre til at tro på en bedre verden, til at være optimister trods krig, fattigdom og anden elendighed.
Den Sorte Diamant
Frem til 30. januar 2016
