Modefotografi og maleri går i dialog. Fotografier i overstørrelse fylder Kunstforeningen Gl. Strand, modefotografier som er direkte inspireret af kunst. Cecil Beatons håndmalede kirke fra 1936 er en hilsen til Matisse. Clifford Coffins anonyme kvinderygge midt i en ørken fra 1949 leder tanken hen på både Dali og Magritte. Camilla Åkrans ensomme kvinde fra 2010 er en moderne Ed-ward Hopper.
Kunstforeningen Gl. Stand har åbnet dørene for en udstilling med smukke fotografier fra modebladet Vogue gennem de sidste 80 år. Udstillingen formidler skønhed og fantasi og sætter tanker i spil, for hvad er mode, og hvad er kunst?
Kuratoren Debbie Smith fra det spanske Vogue har været i arkiverne og fundet fotografier frem, som refererer til malerier, som en del vil kunne nikke genkendende til. Drømme, begær, skønhed og elegance har altid dannet fundament for modefotografi, som udtryk for den fremherskende visuelle kultur til forskellige tider.
I mange tilfælde har fotograferne haft et bestemt maleri i tankerne, i andre er referencerne mindre tydelige, og i andre igen er omdrejningspunktet maleriske kvaliteter som farve, komposition og stil.
Edward Steichen, Vogue-fotograf fra 1923-1937, sagde:” Lad os gøre Vogue til det nye Louvre”. Kunstens betydning lader sig ikke fornægte i modeverdenen. Udstillingen viser et historisk tilbageblik på forbindelsen mellem kunstnere og modebladet. I alle fotografierne er der i emnevalg, teknik, eller komposition referencer til forskellige perioder og genrer i malerkunstens historie: Renaissan-ceportrætter, hollandsk stillleben, barok, rokoko, landskaber fra im-pressionistiske malerier, foruden fotografier inspireret af f.eks. Av-antgarden og Pop Art.
Modefotografer har altid grebet muligheden for at vise, hvordan en smuk krop, det fineste stof og ornament bedst kom til udtryk. Det har de evnet i så høj grad, at fotografierne ikke synes at have noget at gøre med at sælge tøj. Lys, skygge og antydninger er langt mere effektive end nøjagtige detaljebeskrivelser. Til alle tider har malere været sig dette forhold bevidst og gennem århundreder skabt skønhed, som langt overgår den, vi kender fra virkelighedens verden.
Modefotografer skal kunne skabe illusioner uden at syne uærlige. De skal kunne fortælle noget af historien, men ikke den hele, så beskueren selv kan færdiggøre fortællingen, også selvom det kun er på det ubevidste plan. Beskuerne ender med at se, det de burde se, snarere end det rent faktiske motiv, fordi fotografen har brugt kameraet som pensel og skildret:” ikke selve genstanden, men den effekt den skaber” med den franske digter Stéphane Mallarmé (1842-1898) ord.
Mange af fotografierne på udstillingen arbejder helt specifikt med bestemte malerier som udgangspunkt. Erwin Blumenfeld har brugt Johannes Vermeers berømte maleri, Pige med perleørering fra 1665 også kaldet ”Nordens Mona Lisa”. Fotografen har spejlvendt motivet for at undgå at lave en kopi af maleriet, men derimod fastholde motivets association til skønhed, ædle smykker og elegance. Selvom fotografiets motiv ikke umiddelbart forekommer at have noget med mode at gøre, giver det indirekte udtryk for en livsstil, som har med skønhedsbegrebet at gøre.
Peter Lindberghs fotografi fra 2012 viser 3 kvinder iført smukke kjoler i dans omkring et nerietræ direkte inspireret af Monets maleri, Kvinder i haven, 1866. Kvinderne på maleriet er ligeledes iført store, smukke rober. Kvinderne fordriver tiden med dans og udstråler netop den sorgløshed og elegance, som modefotografen efterlyser til at indtage læseren. Manet malede kvinder i store moderne kjoler og vidste, at det velstående borgerskab var storforbrugere af både kunst og tøj, noget de fleste modefotografer også har skrevet sig bag øret.
Fotografierne på udstillingen er iscenesat både tematisk og kronologisk. Typiske maleriske genrer som portrætmaleri, landskaber og stilleben fungerer som indholdsmæssige rettesnore. Det er udstillingens ambition at vise modefotografiernes kvalitet som billeder i deres egen ret, fri af deres oprindelige sam-menhæng i magasinerne.
Udstillingen er meget appetitligt kurateret med gulvtæpper i de enkelte rum, som kompositorisk og farvemæssigt spiller sammen med fotografierne. Ege Tæpper har lavet gulvtæpperne for Vogue til udstillingen. De små vægskilte med tekst til hvert fotografi er holdt i samme farve som rummet og fuldender indtrykket af perfektion.
Der mangler bare en ting: henvisninger til de mange malerier, som modefotograferne har brugt som udgangspunkt, samt en beskeden reproduktion i postkortformat af de pågældende malerier. Det ville i højere grad uddybe den dialog, der finder sted, og man ville styrke netop sammenkoblingen med det kunsthistoriske, som trods alt er udstillingens ærinde.
De klassiske malerier får jo også nye betydninger, når de på denne måde trækkes frem i lyset. Maleri og fotografi er pile, som peger på hinanden, spejle, som forstærker og giver nyt liv.
Men modefotografi – er det nu også kunstfotografi? Spænder det kommercielle sigte ikke ben for modefotograferne? Er udstillingen i virkeligheden et reklamestunt fra Vogue’s side? En ulv i fåreklæder?
Kunstforeningen Gl. Strand
Gammel Strand 48, København
Frem til 2. september
