Head of Koitalel, 2021, Michael Armitage © Michael Armitage. Photo © White Cube, Prudence Cuming.

En af Afrikas bedste kunstnere er inviteret indenfor på Glyptoteket

Af Karen Hammer - 26. Jun 2021

Dette er en meget særpræget udstilling, der på tværs af historie og kultur frit blander aktuelle nyheder, popkultur, traditionelle fabler og livet i Kenya med ægyptiske sarkofager, græske guder, japanske træsnit, impressionistisk kunst og Goyas grafik med hinanden, for alle har de inspireret Michael Armitage. I alt er der udstillet 63 værker på øverste etage i den moderne del af Glyptoteket, de 17 af Armitage.

Anthill, 2017, Michael Armitage © Michael Armitage.
Photo © White Cube, Ollie Hammick

Kvinders farlige seksualitet

Midt i salen med det spændende maleri fra 2017 “Anthill”, som viser en kæmpestor myretue, der er under angreb af flyvende, nøgne kvinder ridende på hyæner (I stedet for middelalderens kosteskafter), DER står Afrikas andet bidrag: En høj flot træskulptur af en fødende kvinde. En heks? Måske. Hun føder en elefantbaby! Kunstneren er Chelenge van Rampelberg , der anses for at være den første kvindelige billedhugger i Kenya. Hendes kunst udspringer af livet og især mødrenes situation i Kenya. Hele rummet er dedikeret til kvinden – hendes farlighed og styrke både i og udenfor moderskabet. Kvinders farlige seksualitet er også kommenteret i værket med de nøgne kvinder, der sidder på spring ved en flod “Baikoko at the mouth of Mwachema River” fra 2016 (Baikoko er en rituel stærk seksualiseret dans, som i sin tid var forbudt i Tanzania som hedensk og seksuelt provokerende.)

Michael Armitage (1984-), Account of an Illiterate Man, 2020. Oil on lubugo bark cloth. Private Coll., Sweden © Michael Armitage White Cube.
Photo Theo Christelis.

Inspireret af Gauguin

Armitage skildrer sexturismen, hvor mange flotte unge mænd lever af at betjene hvide kvindelige turister ved Kenyas strande, i værket “Mangroves Dip”, hvor en sort mand er i færd med at dyppe en hvid kvinde med hovedet nedad i vand, OG han kommenterer Ugandas forbud mod homoseksualitet i værket “Kampala Suburb” fra 2014, som viser to mænd, der kysser hinanden.

Udstillingens nyeste værk “Beretning fra en analfabet” viser et trehovedet væsen i en skov. Tæt ved har man anbragt Gauguins krukke med tre ansigter som en mulig inspiration. Maleriet ønsker sandsynligvis at gøre opmærksom på kolonistyrets ødelæggelse af den fordums så rige naturskov, som inden kristendommen undertrykte alle oprindelige skikke og den lokale viden om naturmedicin. Det kan ses som en hyldest til fortidens glemte samspil mellem natur og menneske. Det er lettere at forstå hans angreb på Kina i værket “Sun Wukong in Gachie” fra 2015, der skildrer den mytiske kinesiske helt Abekongen, der maver sig ind i den kenyanske landsby Gachie på samme dominerende måde som Kinas industri og politik i de sidste 20 år har sat sig på store dele af Afrikas landområder og næsten helt overtaget magten i flere lande.

Baikoko at the mouth of the Mwachema River, 2016, Michael Armitage © Michael Armitage.
Photo © White Cube, Ben Westoby.

Malet på bark

Udstillingens største værk, det sarkastiske “The Promised Land” fra 2019, er et dystert scenarie, der gengiver de politiske protester, som brød ud efter Kenyas 2017-valg. Det er voldsomt og flot og så fyldt med hentydninger, at man må ty til de righoldige forklaringer for at få det hele med. Det er som alle de øvrige malet med oliefarver på Lubugo: Et tekstilagtigt materiale fra Uganda, som normal anvendes som ligklæder. Det fremstilles af bark og giver værkerne en urolig og primitiv baggrundsflade, som Armitage tydeligt helt bevidst lader bestemme værkets komposition.

Glyptoteket
Dantes Plads 7, København
Frem til 17. oktober

Artikel fra: Nr. 06 / 2021 – Juni / August