Siegfried, Klaus Becker, Olie og lak på lærred. Foto: Brynhild B. Eriksen

EN ÆRA SLUTTER

Af Brynhild Bøtker Eriksen - 10. Mar 2025

FAKTOR 13

Det er en fornøjelse at besøge Kunstnergruppen FAKTOR 13 i Silkeborg Kommunes fine lille Galleri Nygade 26 A i Bios Gård. Gruppen præsenterede sig i Silkeborg med deres første udstilling i Den Gamle Sygehusbygning i 2014 og markerede sig snart med markante udstillinger bl.a. med udstillingen MELLEM RUM i 2018 og i et samarbejde med Museum Silkeborg og Papirmuseet i den fantastiske udstilling PAPIR TIL KANTEN i 2020.

No IV, Puppe, Mette Mailund Strong, tusch på papir. Foto: Brynhild B. Eriksen

Nu er det slut

Det har været en virkelig spændende Kunstnergruppe at følge i de 12 år, den har eksisteret. I løbet af de sidste år er initiativerne fra gruppen dog flydt lidt ud i sandet; måske på grund af medlemmers alder, måske på grund af udstillingsinteresser langt fra Silkeborg endog i udlandet, og hvem ved, måske har det været vanskeligt at opnå enighed om tematikker for udstillinger.

Nostalgi, Jette Bækgaard, Akryl på lærred. Foto: Brynhild B. Eriksen

EPILOG

Nu er der så taget initiativ til, at gruppen udstiller sammen en sidste gang i Silkeborg. Helt oplagt at kalde denne, deres sidste fælles udstilling for EPILOG, og 10 af FAKTOR 13s kunstnere deltager med værker i udstillingen. På trods af, at de ikke har udstillet sammen de sidste par år, er det blevet en flot udstilling, hvor vi som publikum straks føler os draget ind i lokalet, i første omgang af noget af et blikfang i form af værket SIEGFRIED af Klaus Becker; et farvestrålende værk i olie og lak på lærred. Derefter går øjet videre til fire sarte, poetiske værker af Mette Mailund Strong; store tegninger i tusch på papir af pupper i forskellige afskygninger. Et andet spændende værk af samme kunstner er værket FORVIRRING af ståltråd og med skyggevirkning på væggen.

Uden titel, Lis Rejnert, Grafisk tryk og gouache. Foto: Brynhild B. Eriksen

Udstillingen i de ganske vist beskedne, men fine lokaler rummer ualmindeligt mange forskelligartede værker i mange kunstgenrer lige fra blyanttegninger på lærred og papir over glaseret stentøj til Lis Reinert Jensens værk i grafisk tryk og gouache og Jette Bækgaards tre stiliserede portrætter fra en serie på fem, som hun har kaldt NOSTALGI og endelig til Steen A. Hovmands to Grønlands inspirerede værker URANI og INUK. Steen A. Hovmands to værker er begge malerier i akryl og olie, på lærred og udstilles på et tidspunkt med megen snak om Grønland. En særlig finesse ved maleriet INUK som betyder menneske på grønlandsk er et lille påklæbet ”metalmenneske”, et fundet, formet overkørt stykke metal, hvilket man nok kan lægge visse symboler i.

Galleri Nygade 26A
Bios Gård
8600 Silkeborg
Frem til den 29. marts

INUK, Steen A. Hovma Steen A. Hovmand, akryl, olie på lærred. Foto: Brynhild B. Eriksen
INUK, detalje, Steen A. Hovmaand, metal på lærred. Foto: Brynhild B. Eriksen