Elementære forvandlinger

22. Jun 2017

Af Inge Schjødt
inge@komkunst.dk

En treklang af eksperimenterende, østjyske billedkunstnere Sarah Jo Fischer, Xenia Lassen og Jens Thordal udfordrer materialer og rum på sommerens første store udstilling i Doverodde Købmandsgård i Sydthy. Stedet har for nyligt indgået samarbejdsaftale med SMK – Statens Museum for Kunst om udflytning, således at her bliver skabt et udstillingssted for vekslende dele af det statslige museums samling, som derved bliver tilgængelig, til glæde for tilrejsende publikum, og til gavn for Thyegnen i vid forstand. Med aftalen og med udstillingen Elementary er der taget hul på at forvandle det gamle industrielle bygningskompleks til et ekspanderende kulturpunkt.

Sarah Jo Fischer former i koldt porcelænsler universelle, naturinspirerede, rumlige strukturer.
– Jeg fascineres af hvor lidt der skal til for at skabe en form, der bliver genkendelig og levende, fortæller Sarah Jo Fischer om de sarte, hvide porcelænsskaller, elegant monteret på glas i Købmandsgårdens rustikke silo. Med sin arkitektuddannelse i bagagen var vejen kort for Fischer til at gå videre og udforske det skulpturelle formsprog.

– Når der arbejdes med fysiske modeller får jeg små gaver, fortæller Sarah Jo Fischer. Det kan være fra materialet, der måske reflekterer eller tager imod lyset på en særlig måde, en samling der har forskudt sig lidt og nu skaber en helt forrygende niche eller måske fungerer det hele først når alt er vendt på hovedet.

– Jeg begyndte at undersøge former, der blev mere abstrakte. De kom til at afsløre min interesse for former og mønstre i naturen og jeg oplever efterhånden disse knoglelignende strukturer, som udtryk med forskellige personligheder. Hvor de bliver levende for mig er de samtidig frosset fast i ubevægelige skeletter, som kunne være gamle forsteninger. Hvordan mon de ville se ud med kød, hud, skæl, fjer?

Som kunstneriske objekter rummer Fischers former såvel spontane som lovmæssige udtryk, og på samme tid en sart og stærk skønhed.

Xenia Lassen arbejder med lysobjekter og udforsker lysets fænomenologi i geometriske 3DLIGHTWORKS, der i dag består af 4 store prototyper og 18 skitsemodeller, skabt for installation og udsmykning.

– Ved at anvende materialer, som bryder lyset i farver, kunne jeg arbejde med lys og farver på selve lysets præmisser, og videregive oplevelser af lysets fænomener på en meget levende og direkte måde, forklarer Xenia Lassen om værkerne i akryl og plexiglas. Det er et lys, man kan lade op ved, et lys, som forbandt mig med universet, og gør det muligt for mig at transmittere og kommunikere med det. Formerne er krystallinske, de kommer indefra og omgiver mig. De afspejler både lys- og himmelfænomener, samt vækstprincipper og former fra naturen, fortæller Xenia Lassen.

Jens Thordal ætser, maler, lakerer, sliber og smelter motiver på metal i en alkymistisk fusionsproces, inspireret af kinesisk I Ching-filosofi, poeten Richard Rudd og det menneskelige potentiale i DNA kodernes 64 aminosyreforbindelser. I den præhistoriske filosofi og moderne videnskab er der et sammenfald omkring tallet 64, hvorfor Thordal har valgt at udføre et tilsvarende antal motiviske eksperimenter til udstillingen, som er på en gang abstrakte, ekspressionistiske og rundet af naturens spil i flade og farve.

Udstillingens værker står i stærk kontrast til det historiske pakhus på kanten af Limfjorden, og udfordrer gæsten til at åbne sind og sanser og meditere, fx over de tre tilstande: såvel skyggeside, som gave og guddommelig mulighed – i kunsten, i stedet og i menneskene selv.
– God sommer i Doverodde i Thy.


Doverodde Købmandsgård
Fjordstræde 1, Doverodde
Hurup Thy
Frem til 29. juni