Edvard Munch: først med selfier! – Den berømte nordmand efterlod sig 261 fotografier og 30 negativer, der ikke var beregnet til offentlig skue. Nu vises de på Willumsens Museum. Det var kærlighed ved første klik mellem kamera og Munch selv som motiv
“Da jeg så min krop fotograferet i profil, besluttede jeg efter konsultation med min forfængelighed, at tilegne mere tid til sten- og spydkastning og til svømning”, skrev Edvard Munch til sin fætter Ludvig Ravensberg i juni 1904.
Selv om han med passende selvironi forholder sig til sit ydre, er det ikke just diskretion eller distance til sig selv, der præger hans leg med, ja, nærmest kurtisering af sig selv som motiv.
I 1902 købte han et Kodak Bull’s Eye fotografiapparat, og han var en af de første kunstnere, der tog, hvad vi i dag kalder ”selfies”. Endda i stor stil.
I positur på stranden
Den 39-årige maler kunne næsten ikke vente med at posere. Og heller ikke med at eksperimentere med dette tekniske vidunder.
Han malede med kameraet. Luftige væsener kunne pludselig ses, når billedet blev uskarpt og sløret. Skæve (og mislykkede) vinkler gav uventet et nyt perspektiv.
På intet tidspunkt forestillede han sig, at disse fotos skulle vises for et nysgerrigt publikum. Derfor kunne han skabe sig selv i det gengældte kærlighedsforhold, der glødede mellem ham og ham.
Det var gennem kameraets filter han fotograferede sig selv uden filter.
I begyndelsen af 1900-tallet tog han arrangerede fotos af nøgne kroppe på stranden ved badebyen Warnermünde på den tyske Østersøkyst, både af sig selv og kvindelige modeller. Det er helt i stil med tidens vitalistisk kropsdyrkelse.
Indlagt på privatklinik
Til hans ros skal siges, at han ikke kun fotograferede idealiteten. I 1908 lod han sig indlægge på en privatklinik i København på grund af angst, udmattelse og alkoholisme.
Her opholdt sig i over et halvt år og hans selfier fra denne fatale tid er sære billeder.
Især ét selvportræt viser hans sans for dramatik. I 1902 havde han ved et vådeskud ramt sig selv i fingeren under et voldsomt skænderi med ekskæresten Tulla Larsen. På billedet har han skubbet den skadede hånd med den halve finger frem i forgrunden.
Det var, som om kameraet kunne have magiske briller på.
”Havde vi anderledes, stærkere øjne, ville vi være i stand til, som røntgen…at se vores egne ydre astrale kappe – og vi ville have andre former”, skriver han til fætteren Ravensberg.
De mange fotos bliver nærmest skulptureret efter hans forestillingsevne.
Tilfældets muligheder
I andre tilfælde omfavner han netop tilfældet. Når han ikke når at flytte sig hurtigt nok, eller ryster på hånden opstår der interessante fejl i billederne, der giver nye vinkler og flader til fortolkning.
Fotografiets fascinationskraft ebber ud efter den første forelskelse. Der går næsten et årti, før han i 1927 igen afprøver fotografiets potentialer.
I mellemtiden er kameraerne blevet mindre, faktisk på størrelse med vore dages smartphones, og Munch kan nu tage ægte selfier ved at strække armen ud og tage billeder af sig selv.
Nu bruger han mediet som blik ind i sin kunstneriske biografi. Han er på billederne ofte omgivet af sine opstillede malerier i hjemmet.
Det er værkerne som surrogat-jeg’er, der affotograferes næsten som et kunstnerisk testamente.
Fotoets arkitektur
I foråret 1930 tager han en række selfier, der synes inspireret af den berømte Bauhaus-skole. Billederne er designet nærmest arkitektonisk med diagonale linjer fra huset i baggrunden bag hans ansigt, der er fotograferet nede fra.
Han står som en udhugget skulptur.
Selviscenesættelsen fortsætter med portrætter fra 1930, hvor han skuer ud mod himlen, iført solbriller og Fedora hat, med skarptegnet profil og fremskudt hageparti.
Motivet har han forsøgt nogle gange med og uden hat, men hver gang med stålsatte træk. Her råder tilfældet bestemt ikke.
Kameraets mangler
I selfier fra 1938 fra sit vinteratelier i Ekely poserer han regalt som kunstens kongefigur. Men dog formår kameraet ifølge ham ikke at fange det essentielle.
”Fotografiapparatet kan ikke konkurrere med pensel og palet – så længe det ikke kan bruges i helvede eller himlen”, skrev han i 1920.
Kameraet var trods alt kun et flygtigt bekendtskab. Der findes ikke belæg for, at han har brugt fotos som forlæg for malerier.
Men allerede tidligt eksperimenterede han succesfuldt med litografiet, hvor han skrabede og ridsede i det tykke tusch-lag på den litografiske sten, så resultatet fik en overraskende umiddelbarhed. Motivet? – ja, rigtigt gættet! – ham selv, nærmest som en dødsmaske, lavet da han kun var 32.
Et passende memento
Et så monumentalt ego har nu fået et jævnbyrdigt hvilested.
I sidste måned blev det nye Munch museum indviet på Oslos fornemste plads ved havnen.
Det er en monolitisk 13-etagers høj kolos til 2,7 milliarder kroner, der skal huse Munchs over 20.000 tegninger og grafiske blade samt omkring 1.100 malerier.
Han ville nok selv have syntes, at både højde og drøjde var passende.
Willumsens Museum,
Jenriksvej 4, Frederikssund
Frem til 9. januar 2022
