Udstillingen er tilrettelagt, så den både er en ren ARoS-udstilling hentet fra samlingen og en stilfærdig markering af museets 160 års dag. Det var nemlig i 1859, at en gruppe velstillede borgere åbnede den første spæde optakt til et kunstmuseum i Århus med det ønske at den (dengang) moderne kunst også skulle være tilstede uden for København, og for at nå det mål, måtte man selv ud og købe værkerne. Det er nogle af disse værker, der danner grundlaget for den aktuelle udstilling, og enkelte af dem er hentet frem af glemslens tåger.
Udstillingen brækker over
Der er også et andet overordnet mål, og det er at vise noget af den kunst, der så at sige er blevet mentalt og kulturelt lagret som noget af det typiske danske – netop i perioden 1850 til 1900. Det handler først og fremmest om landskabet og så tidens folkeliv i Jylland, men det sætter sig ikke på samme måde igennem som noget ikonisk, der kan holde over tid. Faktisk falder udstillingen for meget i to dele til at udgøre et hele.
Politisk hensigt
Det er lidt pudsigt med den strategi om at vægte det særligt danske, for vi har næsten lige haft den noget dubiøse udstilling med Agnes Slott-Møller med Helte og Heltinder. Det er svært at frigøre sig fra den fornemmelse, at der også er et noget kynisk tiltag bagved, når man nu ved, at Dansk Folkeparti net-op har udset sig ARoS som ét af de museer, man ønsker at fratage noget af statsstøtten – netop fordi man er utilfreds med den indtil nu meget nutidige linje, man har / havde lagt sig fast på, og som man var meget stolt af.
Jagten på det ægte
Udstillingens kurator, museumsinspektør Erik Nørager, redegjorde ved fremvisningen klart for hensigten og afgrænsningen. Det handlede om at vise ”det ægte landskab” og ”det smukke Danmark” som ses som en grundtone i diskussionen om nogle af de nationale værdier, der diskuteres. Men han gjorde også en del ud af at påpege, at nogle af de naturgenopretningsprojekter, vi ser for tiden (bl.a. Mols National-park) samtidig peger tilbage til netop, hvad disse kunstnere indfangede og viste i deres billeder – så malerier kan derfor også fortælle noget i forhold til nutidens naturpolitik.
Del af en trend
Det med at trække især landskabet frem er sket løbende, bl.a. af ARoS selv i 2007, hvor man viste Janus La Cour: Stilhedens maler. La Cour er da også en central person i denne udstilling. Det gælder også sådan en som Vilhelm Kyhn, som Randers Kunstmuseum viste i 2013 med titlen Vilhelm Kyhn & det danske landskab. Endelig må man nævne Statens Mu-seum for Kunst, der i 2007 viste den store udstilling: Verden som landskab – nordisk landskabsmaleri 1840-1910.
Der er altså allerede sket en undersøgelse specielt af den periode, ARoS nu har valgt, så man kan derfor stille det naturlige spørgsmål om, hvad det er, Drømmen om Danmark bidrager med af nyt eller yderligere afdækning og forståelse af forestillingen om grundlaget for det Danmark, vi kender i i dag?
Noget nyt på færde?
Ud over en noget mere snæver vinkel (skabt af indkøbene i sin tid) på Øst- og Midt-jylland og påpegningen af en kobling til naturgenopretningen, er der ikke meget nyt. Faktisk savner jeg en uddybning af forholdet mellem de gamle naturscenerier og det, man forsøger at genskabe nu. Her kunne man have vinklet det med fotografier eller brugt nutidige malerier fra nogle af de samme områder, så der var tilvejebragt den dynamik, der mangler i udstillingen, som fremstår smagfuld og stilfærdig til næsten det søvndyssende. Publikum får i øvrigt ingen ledetråd til at se efter landskaberne som oplæg til naturgenopretningen. Man har garneret udstillingen med plancher med et udvalg fra Højskolesangbogen med ”I Danmark er jeg født” som den nok mest centrale sang. Måske skulle man også konkret have ladet sangene på skift fylde de farvede rums intime stemning af historiens brise.
Historisk inspiration
Erik Nørager fortalte i sin præsentation, at malerne var meget påvirkede af det franske salon- og naturalistiske maleri. Kyhn var nu mest optaget af Schweiz og Italien som guldaldermalerne. Noget man tydeligt kan se afspejlet i deres tilgang til at skildre landskabet som det er. Det er sikkert helt rigtigt, men alligevel synes jeg godt man kan se deres skelen til guldalderens optagethed af det nederlandske borgermaleri fra 1600-årene.
Som nederlænderne lykkes det malerne at få landskaberne til at fremstå meget storslåede, menneskestomme (eller med enkelte miniaturepersoner gemt i landskabet) og en form for stille dramatik som i et maleri af Hans Dall ‘Aftenbillede, hvor træerne er enorme og huset reduceret til nærmest legetøjsstørrelse. Eller Kyhns store maleri ‘Fra Ry bakker’, der giver et indtryk af noget næsten uendeligt som en amerikansk prærie. Drømmen om Danmark er på én gang både registrering og svulmende romantik om et Danmark, der er meget større og symbolsk end det faktiske land. Det er derfor på sin plads at have et opslag med Grundtvigs sang: ”Langt højere bjerge”. I øvrigt er der ingen henvisning til den store omstilling, landbruget var midt i og som ændrede landskabet i samtiden fra opdyrkning af heden til andelsbevægelsen, hvor industrialiseringen indfinder sig og forstyrrer drømmen om landskabet, så den er ikke tilstede.
ARoS
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 18. august
