ARoS har skabt en lille sensation ved i samarbejde med Museum Ludwig i Köln at få sammensat en imponerende udstilling med James Rosenquist, der var en af den amerikanske popkunst skabere. Han var allerede i 1956 i gang med små abstrakte malerier og tegninger, hvor han møder Johns, Rauschen-berg, Indiana og Kelly, m.fl. i forbindelse med sin kunstneriske uddannelse. Rosenquist har selv godkendt konceptet og udvalget af værker indtil sin død i marts 2017, så det var hans enke og datter, der repræsenterede ham ved åbningen.
Fra Pop til disruption i farver og fragmentering
Disruption er blevet et politisk modeord, der bruges om flere helt forskellige ting, men stammer fra den amerikanske teknologiverden og betyder: afbrydelse, forstyrrelse eller sammenbrud og er udviklet til en slags filosofisk forståelse: disruptiv innovation. James Rosenquist må siges at være den perfekte kunstneriske frontløber på det felt, for hans malerier handler om at overføre den ’forstyrrende’ virkeligheds mange strittende tendenser til et samlet maleri. Nogle gange bliver det et helt enormt maleri, som fylder et helt rum (med værket F-111 (i 1965 ), tænkt som en ide om, at man trådte ind i det og blev omsluttet uden mulighed for at samle det til et enkelt udtryk.
Udstillingen har en ganske om-fattende visning af hans arbejdsgrundlag, hvor det tydeligt fremgår, at han ser reklameindustriens billedsprog som lige så autentisk som nyhedsmediernes politiske uddybning, og at de to sider er uløseligt forbundet som møntens to sider. Samtidig ønskede han at overføre reklamens stærke æstetiske appel til sit eget maleri, så ”det havde samme kraft som reklamen, gennem brug af deres teknikker og bizarre billeder.” Målet var at stille spørgsmål til motiverne, om de var betydningsbærende eller et rent formsprog.
Han forholdt sig aktivt til sin samtid og var med i demonstrationerne mod Vietnamkrigen og mange år senere mod Irakkrigen. Han har udtrykt det således: ”jeg går meget op i borgerrettigheder og etiske spørgsmål, og jeg har lavet mange malerier i protest mod tåbelige krige, idiotiske love, hensynsløse politiker og grådige spekulanter – det er bare så enkelt, at jeg ikke mener, at kunstnere skal prædike” (2009).
Billboards blev hans skæbne
Han startede sin erhvervsmæssige karriere i 1956 med at skulle male disse kæmpe reklameskilte, som var så afgørende amerikansk. Det var en hård branche, og han blev fyret flere gange. Han stopper i 1960, efter to af hans kollegaer er faldet ned fra et stillads og dør. Men årene havde lært man noget meget vigtigt, nemlig hvordan man kan male stort, selvom man står helt tæt på i processen. Han havde også opdaget en anden ting, nemlig at når han arbejdede med de store flader, var det reelt abstrakte forløb, han selv kunne se. De erfaringer, han fik, udviklede han til perfektion, som man gør med en god reklame, og placerede ham et sted, hvor han i kunstnerisk sammenhæng havde pladsen for sig selv.
Maleriet som en ’druktur’
Udstillingens titel er ’immersion’, et udtryk, han selv brugte og som museet i sproglig afmagt ikke kunne finde en betegnelse for, selvom det kunstteoretisk har været på dagsordenen længe. Nogle betragter det som et slagord, der betegner, når vores forhold til omverden og vores bevidsthedstilstande mødes, og vi bliver trukket ind i kunsten eller computerens virtuelle verden. Rosenquist sagde: ”jeg vil godt have, at folk, der ser på mine malerier, skal være i stand til trænge gennem lærredets illusoriske overflade og bevæge sig ind i et rum, hvor ideerne i mit hoved støder sammen med deres.” Altså, man slipper sin restriktioner og kaster sig ud i en slags kunstnerisk ’druktur’, hvor man møder værkernes oprindelige forståelse. Men som tiden går, bliver det jo sværere, fordi vores historiske bevidsthedstilstand reduceres eller smuldrer.
En klar udviklingslinje
Det er blevet en umådelig flot og imponerende udstilling, ARoS har fået lov til at hjemtage og vise os for første gang. Hvis man ser på et tidligt værk som ”I Love You with My Ford” fra 1961 og går videre til f.eks. ”Horse Blinders” fra 1968-69 og afrunder med kæmpeværket (3 vægge og 27 m): ”The Swimmer in the Economist” fra 97-98, kan man tydeligt se, hvordan han forvandler sin andel i popkunsten til disruption og skaber noget nyt og anderledes, samtidig med at man fortsat ser anvendelse af reklameelementer, som f.eks. øjne, der fortsætter i det nye maleri, som helt bogstaveligt får en tur i centrifugen.
Til slut et lille suk. Nu har vi endelig fået Rosenquist, efter vi har haft Warhol, Lichtenstein og Rauschenberg på plakaten flere gange – vi mangler kun den svensk-amerikanske multikunstner Claes Olden-burg (der fortsat lever), som var med til at revolutionere skulpturen på samme måde som Rosenquist fra pop til disruption. Bare ARoS også ville tage den udfordring på sig!
ARoS
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 19. august
