9. Dec 2010

Af Erik Meistrup
meistrup@webspeed.dk

En særlig chance
Udstillingen med afdøde Poul Anker Bech på Randers Kunstmuseum er ved første overvejelse lidt mærkelig: At lave en udstilling baseret på maleriernes format. Det er ikke noget, man plejer at anvende som tematisk underlægningsmusik i en kunstudstilling. Efter en gennemgang af udstillingen bliver man imidlertid overbevist om, at grebet i dette særlige tilfælde faktisk er et modigt og rigtigt greb. Med til at komme til den konklusion er også det forhold, at netop disse store værker på ca. 2 x 3½ m ofte er skabt til specifikke steder. Det er malerier, der findes hos institutioner og firmaer spredt ud over landet og derfor ikke umiddelbart tilgængelig for det almindelige publikum. Man har altså her en lejlighed til at se en samling af store værker, man ellers ikke kunne se samlet – og den bør man absolut benytte sig af, hvis man hører til de mange, der har glædet sig over Poul Anker Bechs kunstneriske verden.

Formatbetydning
I dag er det ikke ualmindelig at kunstnere vil op i det store format, måske også fordi det er prangende (nogle har også svært ved det lille format, der kræver noget særligt) – der er prestige i at gøre alting stort. Poul Anker Bech var anderledes meget bevidst om, hvilke formater, der passede til hvilke historier, så når han gik op i stort format, var det fordi der var noget, som kun kunne fortælles på netop den måde. Men jeg er ikke enig i museets udlægning i sin pressemeddelelse, at det store format blev brugt,” når han havde noget ganske særligt på hjertet”. Det lille format og mellemformatet blev også brugt med omhu og med hensigt. Der var også forhold, han havde på hjertet, der kun kunne udtrykkes i et mindre format a la Christen Købke. Et af de helt afgørende malerier er f.eks. ’På Lurenkig ind i evigheden’, der er meget personligt og en afgørende fortælling om hans egen opfattelse af sit liv, samtidig med, at det er en besk kommentar til vores selvopfattelse af, at vi er udødelige som folk.

Den Tabte Tid – et testamente
Udstillingen bærer titlen Det Tabte Land, der samtidig er titlen på det tredelte maleri, der efter Poul Anker Bechs egen opfattelse skulle krone hans udvikling og sætte et afgørende ! i rækken af malerier. Det skulle samtidig fortælle noget om hans civilisations- og kulturkritiske holdning, hvor han fokuserede på den samfundsforandring, der fandt sted i det, der nu er blevet til begrebet ’Udkantsdanmark’. Samtidig er det også den kunstneriske kommentar til det udsagn, han flere gange havde fremsat (og kan læses på en af væggene i udsitllingen), om at han som menneske var uden for sin egen tid, født et århundrede for sent. Men måske netop, fordi han stod med det ene ben uden for sin samtid, så han måske klarere end mange andre tidligt, hvad omstillingen i samfundet betød og kom til at betyde for de mennesker, der befandt sig i randen af den moderne mainstream udvikling.
Billedserien består af værkerne ’En vinter lang’, ’I drift’ og ’Sommernat’ – de skal ses og læses i denne rækkefølge, men de er ikke malet procesmæssigt. I billedet ’En vinter lang’ (malet sidst) findes meget diskret ude i venstre side en næsten opløst skikkelse, der står og iagttager, hvad der foregår i billedet. Denne næsten abstrakte og delvis opløst figur har man kunnet møde flere gange undervejs i Poul Anker Bechs kunstneriske udvikling. Denne gang er det ikke kun en abstrakt figur, det er ham selv i rollen som den evige iagttager på samme måde som Nornegæst i Johs. V. Jensens store historiske roman cyklus ’Den lange rejse’ der også havde påvirket Bech, der var meget belæst. De tre malerier udgør en fortælling om årstider fra vinter over sommer til eftersommeren. Vinteren viser, hvordan landet er ved at forsvinde i havet, transformatortårnet og gylletanken er tæt på at blive opslugt. Naturen som konsekvens af menneskenes fejlgreb og manglende forståelse af sammenhænge, tager tilbage, hvad den tidligere gav. Sådan kan man læse det. Det næste billede ’I drift’ viser en anden konsekvens af samfundsændringerne. Folk er på vej op over en kant og væk – måske som udvandrer måske som evige turister, for der er noget lettere eksotisk (italiensk) over motivet. Det sidste billede i serien er: ’Sommernat’ og viser et isoleret område, der hænger ud over intetheden. En gammel bondegård, to får med ryggen til og i forgrunden nogle figurer om et bål på den grønne flade. Månen ses i baggrunden og antyder en solnedgangsstemning. Alt ånder fred og idyl – men også opgivelse, stilstand og forladthed.
Det tabte land er et testamente over en udvikling, der er kommet til sin kant og et testamente over den udvikling som Poul Anker Bech valgte at skildre fra sin debut i 1970ernes begyndelse. Forladthed og kant til virkeligheden har været der hele tiden i Bechs verden fra f.eks. ’Soldrømme’ i 1973 over ’Landzonen, vinter’ i 1980 til f.eks. ’Vinterdrift’ fra 1995 (bemærk at vinter og drift allerede den gang var til stede).

Landskabsmaler
Poul Anker Bech var mere end noget andet landskabsmaler som en LA Ring, en Hofmeister og en Niels Lergaard – alle tre havde inspireret ham på et tidspunkt. Udstillingen viser netop, at landskabet var det afgørende for ham at fremstille og menneskene og dyrene var en del af landskabet og dermed af den kultur-natur, der omgav ham og formede hans verdensbillede. Han brugte så forskellige kunstneriske greb i sin fortælling, greb som medførte, at nogle fejlagtige tolkede ham som en slags surrealist, men det var de små og store absurde sammenstød han så og som han tolkede med kunstnerisk virkemidler. Man ser det f.eks. i udstillingen med det todelte billede ’Fiskeren’ fra 2007, eller ’Opbrud’ fra 1985, ’Det lysner over agres felt’ (2007) eller ’Mediet’ fra 1986, hvor en person står og ser ud på et fjordlandskab, der ses fra skævt som fra en flyver der er ved at lægge an til landing.
Det er blevet en stor udstilling som de store værker tilsammen fremviser, og derved ikke bare gør Poul Anker Bech ære, men også giver os andre mulighed at få et overblik over de panoramiske værker. Bare synd, at der ikke er blevet råd til en katalog, der kunne yde malerierne retfærdighed og være et minde. Museets tidsskrift med sine uddybende kommentarer og analyser er udmærket, men billederne er krympede i forhold til teksten, men billederne skal kunne ses fuldt udfoldet.

Artikel fra: Nr. 11 / 2010 – Dec. / jan.