Frederiksborg Slot knejser prægtigt i voldgraven. Det er et sandt skatkammer i flere etager og fløje og rummer nærmest hellige genstande og værker fra vores nationale arv.
Det Nationalhistoriske Museum hedder det – meget passende. Nu præsenteres udstillingen Ikonisk – Ind i historien, med fokus på syv udvalgte værker, der åbner som vinduer ind til århundreder, mennesker og strømninger i fædrelandet.
Ikonisk er velvalgt. Ordet kommer af græsk eikon ‘billede’. Og netop visualiseringer af vigtige personer og perioder kan – som religiøse ikoner – helliggøre begivenheder i et lands lange liv.
Museet har valgt et greb og princip kaldet gateway, som stammer fra British Museum. Disse indgange er en velvalgt pædagogisk tilgang til det kæmpe lager, museet råder over, når der zoomes ind på både konger, videnskabsmænd, sammensværgelser, politisk infight, mordsager, oprørske kvinder og kosmiske opdagelser.
Drama og postyr i århundreder
De syv ikoniske værker består af seks malerier og en himmelglobus. Vi bevæger os fra 1200-tallet til år 2009. Et ordentligt spænd, fuld af drama og postyr.
Vi ser det berømte maleri af Otto Bache fra 1882 af ”De sammensvorne rider fra Finderup Lade efter mordet på Erik Klipping”, der foregik i ly af mørket Sankt Cæcilie nat i november 1286. De har netop stukket kong Erik Klipping ihjel i landsbyen Finderup ved Viborg og dermed begået det sidste kongemord i danmarkshistorien. De forblæste grå skyer på himlen truer. Mordet er aldrig blevet opklaret.
Ind på scenen træder en rigtig power woman anno 1513. Allerede som 2-årig blev Birgitte Gøje (1511 – 1574) af sin stedmor og abbedissen i Ring kloster trolovet med en voksen mand, Jesper Daa. Men da trolovelsen senere skulle besegles af begge parter, sagde Gøye nej. Hun talte aldrig et ondt ord om Jesper Daa. Hun ville blot selv bestemme, hvem hun ville gifte sig med.
Gøye var en af årsagerne til Christian IIIs lovændring i 1539 mod børne- og tvangsægteskaber. Hun fandt selv sin ægtefælle, nemlig adelsmanden Herluf Trolle, som var moderne opdraget. Sammen grundlagde de skolen Herlufsholm, der fortsat trives.
Christian den megalomane
Christian IV (1577 – 1648) er ikke til at undgå. Den store bulderbasse, der sad på tronen i knap 60 år, arvede Frederiksborg Slot, men rev det hele ned og fra 1600 og 25 år frem lod han opføre Nordens største renæssanceanlæg. Intet mindre krævede hans ego.
Der er en sløjfe til Birgitte Gøye, fordi Herluf Trolle faktisk oprindeligt i midten af 1500-tallet havde ladet en herregård, Hillerødsholm, bygge på stedet. I 1560 købte Frederik II den og omdøbte slottet til Frederiksborg.
Vi ser Christian IV i et portrætmaleri på træ af Pieter Isaacsz fra ca. 1615, hvor den imposante monark er iklædt sort silke med en krave af hvide kniplinger, datidens dyreste tekstil.
Han kigger selvtilfreds og luksuriøst ud mod beskueren. Intet kunne rokke ham.
Et andet klenodie på slottet er Constantin Hansens ikoniske maleri Den Grundlovgivende Rigsforsamling, 1860-64. Med sin højde på 3,5 meter og længde på 5 meter virker det monumentalt. Det var også meningen.
Det er samtidig også det perfekte eksempel på, at fortiden hele tiden ændrer sig.
Maleriet indeholder mere end 150 personer, hvoraf langt de fleste er genkendelige. Da billedet forestiller forsamlingen i 1848 og Hansen malede det fra 1861 til 1865, måtte han bruge fotografier, andre billeder og buster som forlæg.
Billeder er altid lystløgne
Derfor var processen dynamisk. For eksempel er Grundtvig kommet med på billedet, selv om han ikke var med til åbningsmødet i rigsforsamlingen den 23. oktober 1848. Han blev først valgt ved et suppleringsvalg i november samme år. Ved at placere Grundtvig yderst til højre i forsvindingspunktet fik han en slags “glorie” i Constantin Hansens forfalskede udgave af fortiden.
Ethvert kunstnerisk værk er selvsagt en fortolkning. Billeder er altid lystløgne. Det gælder i høj grad også for udstillingens sidste indslag Peter Carlsens Danmark 2009.
Det er en parafrase, der parodieres ind i en satirisk forklædning.
Forlægget er Eugene Delacroix’ berømte maleri Friheden fører folket på barrikaderne fra 1831. Den franske nationalmoder Marianne fører de franske arbejderes kamp for lighed og retfærdighed frem mod sejr.
I Carlsens udgave fører hans ofte anvendte figur Villy med blafrende Dannebrog folket fremad, men hvilket folk og mod hvad?
Vi ser en forurenende svinebonde, en præst, en flok vrede roligans og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, efter han blev overhælt med rød maling af en demonstrant i en slags happening. Sceneriet udstiller aggressiv vulgaritet.
Ifølge Peter Carlsen selv ser vi de syv dødssynder: griskhed, fråseri, vrede, liderlighed, misundelse, dovenskab og hovmod i aktion.
De er også ikoniske.
Det Nationalhistoriske Museum
Frederiksborg Slot 10
3400 Hillerød
