Sådan må en vækkelse se ud! Den modne kvindes ansigt nærmest hæves op imod lysstrålen med magnetisk kraft. Hun åbner sig overgivent og lader sig bestråle. En fusion af det jordiske og det himmelske finder sted. Vi er vidne til et helligt øjeblik.
Man ak. Det er såmænd fotograf Sophus Juncker-Jensen, der i sit atelier i Frederiksberggade i København for hundrede år siden eksperimenterede med lys, skygge og modeller. Han ernærede sig som en slags kunstfotograf og blev beskrevet som pictorialist.
Fotografi som medie imiterede ofte de klassiske kunster. Sophus Juncker-Jensen var inspireret af den litterære symbolisme.
Forfatteren Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet havde allerede introduceret franske forfattere som Charles Baudelaire, Paul Verlaine og Stéphane Mallermé for danskerne.
Verden er dyb
Menneskets længsel efter det metafysiske, sjælens lys og åndens genkomst skulle gennemstrømme kunsten. Slagordet var ”Verden er dyb. Og kun flade Aander fatter det ikke.”
Her kunne fotografiet finde sin indgang, fordi mediet i sig selv er manipulation af lys.
Og netop en kasse til at fange lyset, også kaldet en camera obscura, havde daværende kronprins Christian hjembragt fra Paris i 1839. Det første danske fotografi, eller rettere daguerreotypi blev skabt året efter. Motivet er et parti fra Gråbrødretorv.
Den klassiske malerkunst blev udfordret. Billeder og deres brug blev demokratiseret til det helt igennem folkelige og allestedsnærværende i tiden, der kom.
Fotografiets århundrede
Det 20. århundrede blev fotografiets periode. Dets (mis)brug både propagandistisk og æstetisk kommer også til udtryk i udstillingen.
To billeder, taget af den tyske fotograf Hans R. Robertson (1883-1950) fra AEG Turbinefabrikker i 1933 viser storindustriens haller som katedraler, der hylder den moderne teknologi.
Da produktionen blev omstillet til at fremstille våben til Det Tredje Rige, flygtede Robertson til Danmark for at undgå jødeforfølgelsen. Han bosatte sig senere i Gentofte og blev en skattet portrætfotograf af kunstnere og forfattere, bl.a. Johs. V. Jensen.
Imens blev fotografi mere og mere udbredt, også til en voksende skare, der ville udvikle og forfremme fotografier til andet og mere end hurtige illustrationer. Danske Marianne Engberg (født 1937) har for eksempel siden 1960’erne eksperimenteret med hulkamera-fotografi (pinhole).
Hun bor og arbejder i New York, hvor hun ofte lægger hovedet tilbage og tager billeder af skyskrabere, så alle linjer falder ind mod midten og skaber abstrakte mønstre. De er enkle, nærmest art deco mønstre med en klar æstetik.
Stilleben som fotografier
Da farvefotografiet blev introduceret til almindelige mennesker i 1960’erne, blev det virkelighedsnære medie naturligt nok inddraget i kunstfotografernes palet, der endelig var blevet lige så kulørt, som kunstmalernes havde været det gennem århundreder.
Et godt eksempel fra udstillingen er Tine Beks Fruit Basket in Glasgow (2018), der er et forsøg på at skabe et stilleben, som kunsthistorien kender som en særdeles populær genre i Holland i 1600-tallet. Disse malerier lever og lyser fortsat klart i dag.
Netop i denne sammenhæng markeres klart forskellen på klassisk malerkunst og fotografi: tidsdimensionen. Det varige overfor det flygtige. Farvebilleder har kun en holdbarhed på ca. 25 år.
Hvis fotografiet i sit første århundrede var baseret på, hvad man kan kalde en fair byttehandel, der tilbød en nærmest magisk billedkraft til gengæld for at give afkald på farve, så er den næsten ubegrænset udvidede billedkraft i farvefotografiet i dag baseret på en anden slags kalkulation: de glinsende farver erhverves til gengæld for universel trivialisering og privatisering.
Kunsten er lang, livet kort
Allerede i det 4. århundrede før Kristus formede den græske læge Hippokrates en aforisme, der på det senere latin stadig holder “Ars longa, vita brevis”.
Det tolkes gerne som en påmindelse om, at kunstværker kan leve længere end deres skabere. Og at evnen til at skabe kunst er et talent og en færdighed, der ofte kræver livslang træning. Det kan man ikke klikke sig til.
Fotografiet er øjeblikkets medie. Det spontane overfor det planlagte. Men kunstfotografiet har forsøgt ikke kun at efterligne, men at kreere en selvstændig genre.
Udstillingen viser Olafur Eliassons fotoserie fra 1999 The Small Moss Series, der registrerer de transformationer i farver og former, mos som hjemsted for insekter og mikroorganismer undergår.
Efter iPhonens fremkomst i 2007 er fotografiet sluppet løs, nærmest som en global besættelse. Den uvorne og hyperaktive lillebror til kunsten huserer overalt.
Kamera-relateret ekshibitionisme er blevet nærmest pandemisk, men uden at det har ført til højere kollektiv immunitet. Vi er væltet omkuld af en billedstorm af sekundær narcissisme, uden fortilfælde i civilisationens historie.
Den Sorte Diamant
Søren Kierkegaards Plads 1, København K
Frem til 18. november 2028
