Af Erik Meistrup
meistrup@webspeed.dk
At skabe betyder selvforståelse for mig. Jeg ser også mine værker som en måde at dele mit verdenssyn på. En måde at tale uden ord og hinsides ord. Sådan udtrykker den japanske glaskunstner Masayo Odahashi sig i det katalog, der følger udstillingen. Enkelt uden falbelader og ganske præcist for det udtryk hun arbejder med og viser for de besøgende.
Andægtig tavshed
Hendes værker består af en eller i flere værker to piger eller yngre kvinder, der sidder i knælende stilling med nedslået blik opslugt af vedkommendes egen verden. Flere af pigerne har håret snoet rundt om halsen – værkserien Føler dybt – så man kan få en fornemmelse af et reb, der måske læger op til hængning. Dermed er antydet, at det indadvendte blik måske kan gå hen og bliver det fængsel, hvor kun det ultimative valg er en udvej.
Andre af kvinderne er udstyret med kaninhætter og -øre, som f.eks. i værket Min Sandhed, eller med fuldt kaninhoved i Ansigt til Ansigt. Sødt? Måske, men også lidt skræmmende. Er det en længsel a la Alice i Eventyrland om at afprøve dyrerollen, fordi menneskelivet er for trist? Er det en spejling af det menneskelige i det dyriske? Og hvorfor så kaninen? Er det den japanske mangakultur med drømme om at skifte roller og identiteter. Måske, det er ikke helt klart, men Odahashis værker er nok ikke helt så søde og ligetil, som man ved første øjekast kunne tro, selvom de synes at være præget af den andægtige tavshed som meditation og religiøsitet kan føre til.
Mix-Mask
Masayo Odahasi måde at skildrer livet på virker som en blanding af zen-buddhisme, dagligdag og moderne storby eventyrkultur mixet til noget personligt, der måske også viser noget om den person, der skaber. En person der er meget privat og lukket om en kærne, hun forsøger at udforske og holde fast i samtidig med at omverden maser på med det kommercielle struktur, vi alle er forbrugere af.
Ud af alle disse indtryk kommer et udtryk, der egentlig ikke er specielt japansk. Det kunne lige så godt være en del af katolsk klostertankegang, hvis pigerne var gjort mindre asiatisk, mindre Masayo for det er hende der er overalt i figurerne.
Hun er dygtig til det med støbt glas og indfarvninger, men vi kommer ikke særlig tæt på hende og udstillingen stemmer nok til tavshed og eftertanke, men også til at være udenfor uden mulighed for at forstå hvad der faktisk gemmer sig bag disse identitetsløse maskefigurer.
Strandvejen 8, Ebeltoft
Frem til den 13. juni
