Det, der er uforklarligt

15. Sep 2016


Af Bo Gorzelak Pedersen

bogope@gmail.com

Mogens Møller er en institution i dansk kunstliv, og en fin en af slagsen. Han er så hædret, som en dansk kunstner overhovedet kan blive uden at blive helt guldrandet af det: Tidligere professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi, i en periode formand for Statens Kunstfond – og tildelt både Eckersberg Medaillen og Thorvaldsen Medaillen. Og alt sammen helt fortjent.

Strandberg Publishing har nu udgivet et bogværk om ham, ”Værk”, med diverse tekster af Møller selv, nogle forfattet sammen med Dorte Dahlin, enkelte digte af Lars Bukdahl, et frit flagrende essay af Kasper Nefer Olsen og to introducerende, kunsthistoriske tekster af henholdsvis Peter Michael Hornung og Else Marie Bukdahl. Derudover indeholder bogen et rigt billedmateriale, objekter og skulpturer, malerier og tegninger, samarbejder og udsmykninger.

Mogens Møllers værk er enormt. Jeg fristes til at sige astronomisk. Hans måske mest berømte værk, ”Zodiac” fra 1991, er et planetsystem af krukker centralt placeret på Axeltorv i København. Han startede som en slags minimalist, men fandt sig indlejret i historien, som al snak om postmodernisme til trods stadig trænger sig på og betyder noget. Siden er det som om, Mogens Møllers kunstværker er opstået ud af en intim dialog med især antikkens og barokkens mestre, en slags hvisken grænsende til tavshed. For sådan er hans kunst. Den er stilren, men barok og irregulær. Den er i kvantitativ henseende meget omfangsrig, og mange af hans værker er store, men hans oeuvre råber ikke. Det hvisker og tisker om ting, der ikke kan forklares. Eller som Peter Michael Hornung et sted i bogen skriver specifikt om Møllers krukker: ”de belønner ikke vores udelte opmærksomhed med en forklaring”. De drager os ind i det stille.

Gennem hele sin karriere har Mogens Møller formået at opretholde et højt kunstnerisk niveau, og når man betragter de mange værker afbilledet i ”Værk”, imponeres man over både den grad af åbenhed og modtagelighed, han i tidens løb har udvist, og den store følsomhed. Han begyndte først relativt sent at male, og hans malerier og tegninger forekommer mig fuldt ud lige så overbevisende og interessante som hans skulpturer. Der er intet brud eller pludselige ture ud ad blinde biveje, men en vedvarende trofasthed over for en personlig, kunstnerisk vision. Det er stort.

Strandberg Publishing skal have tak for en smuk og velproduceret bog om en betydelig, dansk kunstner. Bogen er på i alt 320 sider, og den anbefales varmt.


”Værk”
Strandberg Publishing (2016)
ISBN 978-87-92894-72-4