Af Tom Jørgensen
tom@kunstavisen.dk
Som alle gode kunstnere er Allan Ottes værker fyldt med paradokser. Selvom hans malerier med deres optagethed af katastrofer er figurative og dramatiske, er malemåden nærmest demonstrativt ikke-følelsesladet. Først bearbejdes de fotografiske oplæg på en computer, så de passer til kunstnerens intentioner. Dernæst bearbejdes selve lærredet med airbrush, afdækningstape og en konsekvent brug af systematiske horisontale og vertikale penselstrøg påført med en meget fin pensel. Alt sammen for rent maleteknisk at undgå at blive sat i bås med den romantiske kunstnermyte om ”Den følelsesladede kunstner”, der afsætter sine sjælelige spor på billedet. I sammenligning hermed er Allan Otte knastør og konceptuel i sin tilgang til maleprocessen.
Katastrofer i hobetal
På den anden side sætter malerierne på trods af denne nøgterne malestil uafviselige spor hos beskueren. Penselarbejdet er de konceptuelle begrænsninger til trods eksemplarisk maleriske. Allan Otte kan virkelig, om ikke svinge, så i hvert fald føre penslen med en utrolig nuancerigdom som resultat. Og så er der motiverne: væltede busser, gravkøer og biler, døde dyr, smadrede fjernsyn, cellufanindpakkede blomster som efter et trafikdrab. I maleriet ”Indgreb” får vi endda hele det romantiske batteri smidt lige op i hovedet: i forgrunden et kompleks af kæmpemæssige geometriske fabriksbygninger, der bogstaveligt talt er ved at kvæle det idylliske danske landskab i baggrunden.
Memento mori, oprindelighed vs. kunstighed, liv vs. død, timelighed vs. evighed – alle det klassiske vesteuropæiske maleris elementer genfindes på disse lærreder.
Dramatiske motiver
Havde det ikke været for disse stemningsmættede motiver, ville Allan Otte rent maleteknisk have lagt sig i forlængelse af kunstnere som Kenneth Noland, Günter Förg, Daniel Buren og Agnes Martin. Man kan imidlertid ikke ignorere, at Allan Otte altså ikke kun maler figurativt, men at hans motiver i allerhøjste grad er dramatisk ladede. Når han i ”Slut” viser en solnedgang sænke sig over et øde landskab med en landevej og en traditionel dansk gård, er det hans nordjyske barndomsegn omkring Farsø, han viser os. En egn, han i andre malerier har skildret som mennesketom og truende med forladte og brændende landbrugsredskaber, dyster himmel og en traktor på vej til at forsvinde ned i det mudrede dyb.
Denne meget tydelige modsætning mellem et konceptuelt udtryk og et stemningsbetonet indhold giver en række interessante spændinger i Allan Ottes maleri. Nogle af disse kan forklares med humor. Når han kalder et maleri af et sammenstød mellem en lastbil og en personbil for ”Presset” og det uheldige sammenstød mellem en gravko og en flaskegrøn Ford for ”Nedtrykt”, kommer der en deadpan kulsort humor for dagen, der i sit væsen er yderst nordjysk. Uheldene er simpelthen for absurde, for katastrofalt katastrofale.
Når han i det store billede ”Ny begyndelse” maler et vinterlandskab med gård af L.A. Ring´ske dimensioner, aner vi imidlertid, hvad det er Allan Otte vil. Mere end et lønligt håb for en ny fremtid for dansk landbrug, er det nemlig det figurative maleri som sådant, han vil skabe en ny grobund for. Et maleri, som tager en moderne verdens erfaringer på sig, men i samme åndedrag insisterer på, at denne verden stadig kan gengives på en todimensional flade ved hjælp af farver og form.
Det er ikke mindst derfor, at Allan Otte står som en af de mest spændende unge danske malere for øjeblikket.
Attemosevej 170, Holte
Frem til den 4. juli
