Af Erik Meistrup
e.meistrup@gmail.com
Kunstbygningen i Århus har 4 sideløbende udstillinger, der præsenteres under fællestitlen Den Varme Sommer – Myte og Krop. De fire ud-stillinger er så forskellige i deres indhold, at det kniber med at lave den fællenævner, som huset selv synes, der er.
Færøsk international identitetskrise
Rannva Holm Mortensen (1950) fra Færøerne præsenterer bl.a. det store collagemaleri: Der skal komme Dage (fra 2003), hvor hun kommer med forskellige historiske referencer til socialismen, arbejderbevægelsen, kunsthistorien og den politiske historie vil sætte Færøer-nes placering ind i en sam-menhæng – hvilket ikke rigtig lykkedes selvom det er et flot billede. Den centrale billede er en fotostat af et kendt italiensk maleri fra 1901 med strejkende arbejdere, der kobles med en personlig historie på Færøerne. Forholdet mellem de to slags historier vælter billedmæssigt uden at bidrage afgørende til en forståelse.
Der er andre værker af Mortensen: Den lange rejse fra 2006, der undersøger kroppens indre, fordi forståelsen af den skal kobles til forståelsen af de ydre om-stændigheder. Maleriet består af flere adskilte dele, hvor det koloristiske bearbejdes så det fremstår landskabsmæssigt med en slags forståelse af det kvindelige som naturens menneskelige ophav.
Værket Kommunikation (2006) der viser forskellige glimt af Færøerne som samfund og de anstrengte forhold til Danmark som kolonimagt i hendes øjne og hendes af-standstagen fra kongehuset, der latterliggøres. Igen er der en smule for meget postulat. Mona Lisa (2010), hvor hun genbruger og analyserer da Vincis ikoniske renæssancemaleri giver de et tvist af noget mytisk og lidt truende. Endelig det store panoramiske maleri Betragtninger og Drømme fra 2012, der også er en installation mellem maleri og tre giner, der igen viser hver deres film om kvindelivet. Maleriet er stærkt og, det tætteste jeg kan komme sammenligningsmæssigt er Galschiøts Skam-støtte eller en stor frise af Svend Wiig Hansen. Det er afgjort det stærkeste værk på hele udstillingen.
Grønlandsk punk iklædt tradtion
Jessie Kleemann (1959) er oprindelig uddannet skuespiller, hvilket afgørende har præget hendes tilgang til det billedkunstneriske. Værket Assak (Hånden) består af en række adskilte værker: Monotypier, en Perlekrave, der nærmest er blevet til slags rustning, en Rituel Stenplads, der er det, der er tilbage efter Klemann har haft en performance. Ved siden af er Sas-suma Arnaa – et telt med dekorationer og emblemer, hvor der kører en film om Havets Moder opført af Klemann. Endelig er der et træstativ med glasbeholdere fyldt med sælspæk fra Grønland, der henviser til den store betydning, sælen har haft i det traditionelle før-industrielle samfund. Til sidst er der en fotostat med hendes eget digt ’eskimoder-sproget’, hvor det bl.a. hedder, at sproget er levende, at det bliver betragtet som en af de truede arter, som dna’et, du ikke kan læse dig til.
Kleemanns undersøgelse af en feministisk og kropslig undersøgelse af den grønlandske selvforståelse, som der står i det udleverede materiale, er mærkelig tvetydigt og har da også vakt op-sigt i Grønland, hvor mange ikke synes om den vulgarisering af fortiden som udtryk for nutiden. Det kan faktisk også være lidt svært at se, hvad man kan kalde den samfundsmæssige og kulturelle relevans – men hvis man har set Tuukkaq-teatrets forestillinger, så passer det bedre ind i netop en teatertradition og de opstillinger, der er med, er så scenerekvisitter – hvor der mangler den levende forestilling mellem. Der mangler en slags grønlandsk punk, der kan sætte fortiden på plads, så nutiden bliver tilstedeværende.
Heksekunstner
Trine Mee Sook Gleerups The Fool – en nomadisk rejse ind i Tarot og livet, som den hedder – tager udgangspunkt i noget, der kaldes den Den Store Arkana, hvor man bruger 22 (Tarot)billedkort til at skabe en installation, hvor husets materiale skriver, at der skabes et holistisk ver-densbillede, der argumenterer for, at alt er sammenhængende og påvirker hinanden…. Jeg må sige, at jeg synes Tarot er billedmæssig tryllekunst, altså illusionsmagi og derfor er denne installation et slags modernes forsøg på heksekunst, altså at skabe en fortælling ud fra en illusion, hvilket ikke siger mig ret meget. Det gør Trine Mee Sook Gleerups performances, der skal fortolke opsætning og gøre den forståelig, heller ikke. Den jeg overværede foregik med monoton oplæsning på engelsk, der virkede søvndyssende. Det mindst man, kan forlange af en performance, er, at man kan leve den ud. Det er ikke litterær oplæsningsevent.
Kvindeudsagn
Endelig er der en række meget forskellige videoer, der kører på små skærme i det samme rum således at billedsiden ikke rigtig kommer frem med undtagelse af Marina Abramovic 6 minutter lange SSS (fra 1989), der får lov at bruge en væg. Men ellers bydes der på amerikanske Carolee Scheemanns Fuse (30 min) om elskovsscener, der opløses, Yvonne Rainer også USA med den lange (103 min) Privilege om kvinder og overgangsalderen. Joan Jones (USA): Organic Honey’s Visuel Telepathy fra 1972 (17½ min), hvor hun iscenesætter sig selv med masker og poseringer.
Ursula Reuter Christiansen med Skarpretteren fra 1971 (36 min) om et kvindeligt martyrium. Lene Adler Peter-sen med Pigen med den grønne kjole (Den kvindelige Kristus I) fra 1969 (11 min), hvor hun selv optræder som den ventende, der gør klar til fest, men ender med korsfæstelse.
Hvis man skal vove at trække en slags konklusion, så må det handle om forestillingen om undertrykkelse af det kvindelige set gennem 1970’ernes ideologiske op-rørsbriller. Måske en anelse bedaget. Beklager.
Midtbyen, Århus
Frem til den 16. september
