Den store mester

19. Dec 2016

Af Erik Meistrup
meistrup.erik@gmail.com

Kampen mellem værk og væg
ARoS direktør Erland Høyer-sten fortalte ved præsentationen, at i Bergen, hvor han kommer fra, havde man en samling, hvor der kun var to danske kunstnere heriblandt J. F. Willumsen, som man be-tragtede som en efterfølger til Munch. Det havde gjort ham nysgerrig nok til at vide mere og få to af museets folk, Lise Pennington og Jacob Veng-berg Sevel, til at sammensætte en ny og anderledes udstilling om Willumsen, hvis mål er ”at løfte ham op i elitedivisionen”.
Willumsen har sit eget museum i Frederikssund, hvor man jo hele tiden kæmper for at få gjort ham interessant også i samtiden. Det er så blevet denne udstilling, hvor man på nu traditionel ARoS-manér også lægger stor vægt på ’indpakningen’.

Man har så at sige gået ind på Willumsens optagethed af farver brugt i forskellige peri-oder og sammenhænge og så malet rummene op i de farver, der passer til perioden, således at malerierne så at sige fortsætter i væggene. En me-tode, der kan forsvares med, at man derved kommer tættere på farverne og oplever deres ’kraft’. Omvendt vil nogle mene, at væggene så at sige ’æder’ sig ind på værkerne og ikke lader dem tale for sig selv.

Kunne det hele
Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) er en ensom gi-gant i det danske kunstlandskab med sin enorme am-bitioner, flid, eksperimenter, outsiderstatus, franskorientering og uhyre optagethed af sin egen rolle. Han er selv i centrum hele vejen igennem, både personligt og gennem de tre kvinder, han deler livet med og som inddrages som motiv igen og igen.
Willumsens er svær at sætte i en bås, som vi jo ofte gør for at have et overblik. Han er måde moderne og gammeldags. Han skifter retning og stil og alligevel hænger det sammen, når man ser det samlet i tilbageblik. Han passer aldrig ind i eller er allerede på vej væk fra retninger som symbolismen, realismen, neoimpressionismen, manierismen, vitalismen, og hvad vi nu vil bringe frem.

Det store nye stjernetegn
Et af hans helt afgørende værker (i tre dele) malet over en længere årrække er ”Tizi-ans Dødende”, hvor han selv er hovedperson. Her møder vi den store mester, der maler om kap med tiden og døden, der vil opsluge ham symboliseret ved en hule, der trækker ham til sig (fra 1935). I det afgørende tredje maleri, ”Himmelgåden” (1938), svæver han på himlen og har fået løvekrop efter ægyptisk sfinx-forbillede. Han er indgået i stjernehimlen som et nyt stjernebillede. Nu kan man ikke længere komme uden om ham, og tegnet skal lede fremtidige kunstnere på den rigtige vej til berømmelse. Willumsen var intenst optaget af den italienske ren-æssance, som han så sig som en forlængelse af. Han var den udsete til at forene det nordiske med det ypperste fra renæssancen og derved skabe noget helt nyt, der brød med normerne og rammerne. Dette illustreres f.eks. ved at solens stråler er over ham i forskelligt farvede op-splittede ’pile’, mens de neden under ham er samlet til det hvide lys i rolige baner. Han breder samtidig armene favnende, der er plads til andre store stjerner. Denne udlægning går imod den gængse, der ser det som et trist billede.

Det religiøse
Denne nye forening mellem syden og Norden indeholder alle de elementer, der skal være: frigørelsen af kroppen og kvinden, det teatralske, det himmelstræbende, det storladende (grænsende til banale kitsch), men han tilføjer også det videnskabeligt undersøgende, ikke mindst når det gælder lyset og dets virkninger i materialer og som ramme eller spot på situationer. Se bare på ”Aftensuppen” (1918) i familien, hvor han bruger petroleumslampens lys på en måde, der stråler eksplosivt og farver bordpladen, som var det nådens lys, der favner familien.
I ”Efter Stormen” (1916) går en kvinde foroverbøjet på en strand i solens næsten ubarmhjertige stråler, som hun skærmer sig mod med armen. Bag hende står havet som en stivnet mur, nu da stormen har frataget vandets dets kraft. Det ulidelige lys kan godt forstås som det guddommelige åsyn, man må bøje sig for, også selvom man er en almindelig kvinde. Referencerne til renæssancen er markante, men hos Wil-lumsen er det, som om det religiøse forandrer karakter til noget mere alment eller na-turreligiøst.
”En bjergbestigerske” (1904) er et andet af hans af-gørende værker med hans kommende hustru som mo-del. Kvinden står afslappet lænet til vandrestaven og skuer ud over et bjerglandskab, hendes grønne kappe smelter sammen med den grønne baggrund. Hun er en del af naturen og landskabet samtidig med, at hun let be-sejrer det.
Willumsens skiftende pe-rioder og farvernes symbolistiske dominans som en integreret del af motivet gør ham ude af trit med samtiden, men kan ses som pegende ind i den postmodernisme, han ikke kendte, og det nymoderne.
Man kan f.eks. se en Tal R som på flere måder en forlængelse af Willumsen. Man-ge af hans opstillede motiver med M. Bourret (hans sidste kvinde) opbygget ud fra skitser og fotografier peger frem mod en del af nutidens fotografiske kunstsprog. J.F. Wil-lumsen er en af dansk kunst virkeligt store giganter, og udstillingen gør ham ære. Det er unødvendigt med de farvede vægge og gulve, han kan godt stå distancen. Noget afgørende nyt bidrager selve udstillingen ikke med (ud over eksemplerne fra hans skitsesamlinger), og der er ikke ’dukket’ ukendte værker op. Willumsen svæver fortsat som et stjernetegn på kunstens himmel.


ARoS
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 5. marts 2017 
Artikel fra: Nr. 11 / 2016 – Dec. / Jan.