An Panton – Vil I af dovenskab eller uvidenhed have hvidt eller gråt?
Brug dog jeres fantasi, siger vor tænksomme og ind imellem vildt eksperimenterende modernistiske designer Verner Panton til os i en stor fremragende udstilling på Trapholt
Midt i 90´erne så jeg i en forretning en række farvestrålende Panton-lamper. De var noget dyre, men da jeg alligevel kom igen fjorten dage efter, var alle solgt bortset fra en lys og smuk varm grøn lampe, der var blevet sat ned. Den købte jeg lidt tøvende. Grønne lamper havde aldrig været in. Nu hænger den i vores soveværelse og samtaler bl.a. med en nærmest nihilistisk maske fra Mexico, en betagende vemodig Pontormo-Madonna, en kopi af Rodins foruroligede Tænker og en bekymret Voltaire-buste. De fire får det ligefrem bedre og lyser op sammen med Pantons lampe: Måske situationen ikke er så slem, som vi har troet, siger de som anmelderen, selv om et personlige velvære, som Panton gerne ser, ikke indfinder sig og nok heller ikke lige er det, der trænger sig mest på i en verden, hvor omsorgen er ved at bukke under for vold og krig.
Den ”gode smag” – uha
Ikke desto mindre har Panton i en udfordrende tale, der velvalgt er ophængt i Trapholt, givet meget tankevækkende eksistentielle svar på spørgsmål som det i overskriften. Han undlader her skånsomt at tilføje, at det hvide eller grå på væggene ville passe godt til de mange mennesker, der selv forholder sig passive til verdens ve og vel i parcelhusene. Men kritikken kommer frem andre steder. Han ser således den såkaldt ”gode smag” som noget tillært, som man mindre holder fast ved af overbevisning end som noget, man tankeløst efterligner. Så er ´god´ smag ikke ”en belastning”, spørger han os. Er den ”ikke tit en fare for ens egen kreativitet? … Jeg kender mange mennesker med dårlig smag, men med megen fantasi”.
Men ”hvorfor”, spørger Panton, ”ser de fleste boligindretninger (i så fald) forholdsvis ens ud? Er det mangel på fantasi – penge eller muligheder?” Og hvorfor er dagligstuebelysningen altid grå-gul?” ”Er det ikke vigtigere, hvordan et hus ser ud indeni end udefra? Der er antagelig tusind huse, der er gode ude fra, men det er ”svært at nævne bare 50 indretninger af samme kvalitet”.
Nips i reolen, ikke Gesamt-kunstværk
Panton harcelerer over, når folk bare hænger kunst på væggene, stiller nips i reolen og lægger såkaldt ægte tæpper på gulvene uden at overveje, om hele rummet ikke skal være ét kunstværk, hvor belysning, farver, tekstiler og møbler er bestanddele af en helhed. Spørgsmålet er dog, om en sådan vil lykkes, hvis ikke fortiden, også den før modernismen starter omkring 1800, får et ord med, så man kan se sig selv i en universel sammenhæng og således blive mere sig selv.
Panton langer med føje ud efter de mange indretningsarkitekter, der gør sig ”de største anstrengelser for at få alle indretninger til at se ens ud”. Er de bange for, at det fantasifulde er upopulært eller for, hvad deres kolleger ville sige, hvis de skaber noget usædvanligt, eller savner de bare fantasien selv? Vil de bare lave det, der ønskes, og ikke forsøge at påvirke folk? Det har Panton selv virkelig været optaget af. Men det har ikke været let, når de fleste mennesker interesserer sig ”mere for et godt fjernsynsapparat end for en god sofa”, når ”folks smag og deres krav er afhængig af deres indkomst”, og når ”smagen ændrer sig sammen med velstanden: jo mere folk tjener, desto mere konservative bliver de”. Fornyelsen bliver svær, hvis de velstående ikke vil punge ud.
Er en fuglerede ikke lykken?
Alligevel er han kommet godt afsted med store fornyelser. Han har således i sin designen af Der Spiegels kontorbygning i Hamburg beskrevet, hvorledes violette, kongeblå, mørkturkise og grønne farver fremmer både koncentration, kunstnerisk og intellektuelt arbejde. Følelse og fornuft hænger sammen for ham, selvom romantiker-modernisten i ham mest har dyrket farver, fornemmelser, dufte, ønsker og drømme. Derfor spørger han: ”er en fuglerede (ikke) lykken? ligesom han også i sin tale gør opmærksom på, at blomsternes farver ikke bare er ”til for biernes skyld”, og at vi ikke må glemme, hvorfor naturen ”hovedsagelig er grøn hos os”.
Uden naturen dybt i sindet bliver vi da heller ikke os selv, så der ligger stadig over for en naturfattig slægt en stor opgave for folkeopdragere som Panton, der døde i 1998. Han minder om den store engelske romantiker Samuel Coleridge, der på sit både jævne og dybsindige sprog i et kærligt digt fra 1798 ønskede, at hans lille søn, der var ved at falde i søvn, ville opleve alle årstider som dejlige, hvad enten sommeren klædte jorden med sine grønhed, eller rødkælken sad og sang mellem flager af sne på den bare gren i et mosklædt æbletræ.
Der er noget, vi ikke mere rigtigt husker, siger Panton. Så se hans store og vægtige halvhundredårige produktion i den fortræffelige udstilling på Trapholt, før glemslen helt indfinder sig.
Trapholt
Æblehaven 23, Kolding
Frem til 14. august
