Det er begavet. Det er morsomt og rørende, når de to billedkunstnere Signe Adrian og Mette Nedergaard boltrer sig samtidigt på et ark papir med hver deres helt individuelle udtryksform. Mette er til blyant, lineal og viskelæder. Signe er til posca, akrylfarver og ’one take’. Her ses sirlighed overfor fart – og hvilken effektiv kombination! Let ser det ud, men så let er det nu slet ikke.
De to kunstnere har på skift budt ind med hver deres element til de foreløbigt fem billeder, og derefter betitlet værkerne, så de er tilpas åbne for den oplevendes fortolkning. Signe Adrian har eksempelvis malet det musselblå krus med den knækkede hank, og Mette Nedergaard har tegnet den grå fisk med musselmalede aftegninger ved siden af. I de indbyrdes samtaler har de herefter valgt værkets titel – Social Disease, der ved tilfældets hjælp fik endnu et absurd lag i den engelske, men fejlagtige stavemåde – tak for det.
– Vi undersøger hvor lidt der skal til, før et billede rummer et helt andet budskab end det forventelige. Seriøse, svære emner som tab af noget dyrebart, hukommelse og normalitet gøres samtalebare, og der er kærlighed på spil og rummelighed overfor det svære og tunge, skriver de to om deres udforskning, som tager nærmest surrealistiske redskaber i anvendelse.

En hovedløs gine vander en blomstret kasket. Uvægerligt går fantasien i gang med at fordele roller og hensigter. Hvem er den evige husholder i gråt, der står bagved den kulørte, højtråbende kasket? Mon damen med vandkanden faktisk godt vil sige et eller andet til the Cap?
Heldigvis er der mulighed for at tolke kombinationen ud fra både din individuelle palet af referencer, den almene, som måske eksemplificerer parforhold? Og sidst men ikke mindst kan motivet referere til den aktuelle verdensscene, hvor kasketten, som symbol for tiden er temmelig optaget som et af den amerikanske præsidents kendetegn.
Mixed media
De kunstneriske udtryk, teknikker og materialer mødes i en balancegang, hvor kontraster og fælles temaer komplementerer hinanden. Her giver betegnelsen mixed media både mening og valuta for pengene.
– Vi er meget forskellige, og det dyrker vi, fortæller Adrian & Nedergaard.

Stativ // Stakit // Kasket
Duoen kalder de for “Stativ, stakit, kasket”, og de har fundet sammen om fascinationen af skæve vinkler.
– I vores hænder bliver dyrebare mærkevarer eller velfungerende køkkenredskaber ubrugelige. Et smukt hus uden døre utilgængeligt og hullet i Gucci tasken lappes friskt med gaffatape.
– Vi er optagede af det figurative og af, at noget ikke stemmer. Vi går lige til sagen for at dyrke det umulige eller uheldige. Vi vil bryde med det forventelige og sætte øjet på arbejde, fortæller de to.
Det lykkes så glimrende.

Ud af fem samskabte værker kan ét enkelt af dem fortiden opleves på Bugten 2026 – den censurerede udstilling hos Køge Bugt Kunstforening, som har til huse i Portalens Galleri ved Hundige Stationscenter.
Her har censorerne for Bugten 26, billedkunstnerne Mette Rishøj, Mia-Nelle Drøschler og Geert Daae Funder, haft til opgave at udvælge den kunst, der i nuet har kunstnernes særlige opmærksomhed, som foreningen selv udtrykker det i pressematerialet, og motivet Social Disease fandt nåde for censorernes blik. På udstillingen vises i alt 63 værker fra 27 kunstnere indenfor kategorierne: maleri, grafik, tegning, keramik, skulptur, foto, tekstil samt MiX, der giver mulighed for at blande flere kategorier og kunstneriske udtryk.
Især det sidste felt begejstrer denne anmelder for det, jeg fik at se af Signe Adrian og Mette Nedergaard. Deres samskabelser glæder jeg mig til at se flere af. De mestrer det, at have noget på hjerte og at bære kunstens flamme på forbilledlig vis – endda i et sjældent forekommende fællesskab.
Køge Bugt Kunstforening
Portalens galleri – Hundige Station
Frem til 10. oktober
