J.F. Willumsens museum iscenesætter natur og liv i Ernst Ludvig Kirchner og J.F. Willumsens´værker. De to mænd skildres som to enere og stærke personligheder, men sammenstilles i denne udstilling ved at trække deres mange ligheder frem i lyset.
Under Første Verdenskrigs rasende ødelæggelse realiserede de to gådefulde kunstgenier på hver deres måde et individualistisk projekt ved at flytte til henholdsvis Davos og til Sydfrankrig. Begge for aldrig at vende tilbage til deres respektive hjemlande.
To kunstnere, der ikke ville gå på kompromis med hverken deres kunst eller eget liv. To mænd, der ikke gav efter for modestrømninger eller rettede ind, men gik egne vegne i udtryk og levet liv. Dette bevirkede ligeledes, at de led under ikke at blive så anerkendte, som de sikkert havde kunne blive hver især med deres store produktion og evne til at rejse ud og til ellers at søge ind i kunstverden af flere veje. Begge har turde eksperimentere og kaste sig ud i det ekspressive og det vitalistiske med rod i et nytænkende moderne udtryk, der for dem var uløseligt bundet til det at være en filosofisk kunstnersjæl.
Udstillingens intime rum
Udstillingen er opdelt i et nærvær til de to kunstnere i en labyrintisk indgang i tematiske rum skildrende de to mænds liv. Nedenstående er et tema, der rammer ind i sjælen af dem begge i iscenesat natur og liv.
Bjergenes og naturens kald
Willumsen og Kirchner søgte det gådefulde, autentiske og en dybere sammenhæng med det personligt oplevede i en potenseret livsfølelse i naturen og i skabelsen af et nyt (kunstner)-liv i Alpernes bjergtagende natur og i den alpine folkekultur. Kirchner blev helt bogstaveligt til en ”Boheme-bonde”, der levede sig ind i bonde- og folkeånden med de lokale. Han skabte møbler og lokale tæpper.
Begge mænd havde oplevet krig og modgang og forliste kærlighedsforhold. Derfor fandt de et kald i den friske bjergluft og i det frisættende. Den nøgne krop, elan vitale og diverse udendørsaktiviteter såsom det at bade, danse og det at vandre transformerede en urdyb kraft frem.
Kirchner beskrev dette møde som en ny energi, en ensomhed med plads til ro og arbejde samt som et nulpunkt, der tvang ham til at starte forfra i en alpin åbenbaring omsat til kunst: ”Bjergluften er god for mine hænder. Det er næsten som en befrielse”.
Willumsen kaldte bjergene for fremmedartede skønhedsverdener forbundet med kunstens væsen. I et forlængende spor af romantikkens tanker om det sublime malede Willumsen sig ind i disse bjerges mystik og ind i det indre personlige rum.
J.F. Willumsens Museum
Jenriksvej 4, Frederikssund
Frem til 31. januar 2021
