Af Lise-Lotte Blom
llb@nalnet.dk
Lys og Glas
David Svensson, (f. 1973) arbejder i udstillingen med lys og glas som sine primære materialer. Han fokuserer på gennemsigtighed, skrøbelighed, overflade og historisk reference. Forstået således at han eksperimenterer med bl.a. at sam-menstille lampetter af presset facetteret farvet glas fra 1960’ erne og 1970’erne samtidig med at han udfordrer betragterens møde med værket.
Udstillingen demonstrerer kun-stnerens fascination af materialets overflade, af spejlingen og betragterens refleksion i værket. I denne udstilling anvendes dagligdagens materialer som netop lamper og lampetter, billak plus tæpper og bogsider, hvis tekster er tilslørede. Dog oplyses det at tekstsiderne drejer sig om bearbejdede værksider af bl.a. Edgar Allen Poe og Majakovskij, dvs. avantgarde digtere.
Towers, 2013 og Relight, 2011
I opstillingerne Towers fra 2013 og Relight fra 2011 ses formationer af glas opbygget som tårne i fantasibyer med referencer til henholdsvis det 20. århundredes højhuse (Relight) og østerlandsk fantasibyggeri (Towers). Disse er dog ikke så interessante som værket Viewers fra 2009. Et væg til væg tæppe på 210 x 400 cm, hvor skygge effekten på tæppet er opstået ved at kunstneren har børstet tæppets luv den modsatte vej, således at figurer af menneskeskikkelser ses. Tydeligt set fra den ene side, svagt set fra den anden. Her er betragterens egne bevægelser afgørende for oplevelsen af værket. Ligesom variationer af dagslyset spiller ind.
Bogen David Svensson Old World Rise Again
I forbindelse med udstillingen er udgivet bogen David Svensson Old World Rise Again, med forord af Anna Krogh og grundige artikler af Cecilie Høgsbro Østergård og Sven-Olov Wallenstein. Her ses glimrende illustrationer også af ældre værker af Svensson, der ikke vises på udstillingen. Gerne havde man på udstillingen set installationen Re-flections (Absent Rooms) fra 2010, der ejes af Malmö Konstmuseum, hvor værket består af en række ophængte spejle. Spejlene er fra 1600-tallet til og med 1900-tallet og stammer fra forskellige geografiske steder. Men man må så glæde sig over andre installationer, f.eks. Black Tear (Lagrima Negra) fra 2005, som er et værk baseret på en readymade, et transparent italiensk loftlys indfattet i glas, der ligner en vanddråbe. Lampen , der er designet af Danilo de Rossi, er blevet dækket med sort billak, har en blank skinnende overflade.
Det er udstillingens ambition at især værket Old World Rise Again (bestående af de ca. 400 farvede glaslampetter) forvandles til en dragende lysskulptur, som betragteren kan genkende elementer i fra en svunden tid – og således kan åbne for glemte og nye historier. Måske skulle installationen være placeret i et mørklagt separat-rum, således at betragteren kunne koncentrere sig optimalt om at sanse værket. Folk der ikke har noget forhold til 1960’erne og 1970’erne vil nok primært se nogle referencer til loppemarkeders genstande i gammelt farvet glas. Men det kan jo også være en indfaldsvinkel til at betragte taktile værdier i billedkunsten. For det handler udstillingen også om.
David Svensson
Kunstneren er bl.a. uddannet på henholdsvis Oslo og Malmö Konstakademi. Han har udstillet siden 1997 først og fremmest i Skandinavien, men også flere gange i USA. Har modtaget flere priser og udmærkelser og er repræsenteret på en række museer. Bor og arbejder i Malmö.
Udstillingen vises til 25. august 2013. Informativt materiale er udgivet til udstillingen, jf. katalog (48,- kr.) med udførlig værkfortegnelse.
Brandts Torv 1, Odense
Frem til 25. august