Ditlev Blunck - Mareridt. 1846

Danske kunstnere har ladet sig inspirere af mørket på Øregaard

Af Orla Schantz - 19. Oct 2024

Kun om natten er vi helt os selv – Øregaard Museum fejrer mørket, men også de lyse nætter, som danske kunstnere har ladet sig inspirere af i flere århundreder

Natten har altid optaget Homo sapiens, der både har været skræmt og fascineret af lysets død og mørkets evige genfødsel.

Allerede for godt 2500 år siden gjorde den græske filosof Heraklit sig tanker om det sælsomme rige, som vågne mennesker trækker sig tilbage til i ly af natten.

Sovende mennesker er ulogiske, egoistiske og ustyrlige, mens de synker ned i Hades under byen, advarede Heraklit os om. Kun de vågne kan være gode og civiliserede borgere i et oplyst samfund.
At der foregår asociale gerninger om natten ved vi godt, skønt vi ikke helt vil forlige os med det.

Øregaards ophængning illustrerer dette dilemma, samtidig med at udstillingen Mareridt og lyse nætter. Natten i dansk kunst også bestræber sig på at fremhæve mørkets æstetiske kvaliteter.

Mellem tusmørke og morgengry

Bare ordet tusmørke om den lette, men også tungt fremadskridende tilstand mellem dag og nat kalder på dunkle og dybe tanker. Det var et elsket motiv i Romantikken, hvis kunst er rigt repræsenteret på Øregaard.

Den samme poesi viser sig sagte, når lysets puppe stille åbner sig og en ny dag bliver født. Morgengry er lige så associationsrig som tusmørke.

Menneskelivet flyder i rytmer mellem det tillukkede og det åbnede.
Udstillingen viser også overgange tidsligt i den danske kunsthistorie med afsæt i højromantikken fra slutningen af 1700-tallet, hvor også den litterære romantik når op til Danmark fra syd.

Netop ”det anede”, det, der kun sanses, det dystre, der skjuler det dybe bliver elskede forestillinger i perioden.

Mareridt og månesyge

Drømmenes ofte grufulde univers skaber syner, der kan ryste os.
Et fint eksempel er Ditlev Bluncks kendte maleri Mareridt fra 1846. En sovende kvinde med blottede bryster nærmest kaster sig bagover i sanselig overgivelse eller forfærdelse, mens et dæmon-lignende dyrevæsen sidder på hendes skød.

Intet er forbudt og tabuer er aflyst i søvnen. Unævneligt begær kan ikke skjules. Ej heller umættelig frihedstrang.

Dyret på den henførte kvinde er en mare, der er skildret i nordisk mytologi helt tilbage i 800-tallet. Den rider på sovende mennesker og giver onde drømme, deraf ordet.

I Ditlev Bluncks maleri er det nærmest en krydsning mellem en hare, en kat og et menneske.

Billedet emmer af erotisk syndighed, mens kunstneren også viser sin beherskelse af mytologi og lærdom.

Et lille relief nederst til højre på kommoden er Bertel Thorvaldsens noget uskyldige portræt af natten. Nattens dronning svæver hen over de sovende. Hun har lukkede øjne ligesom børnene i hendes favn. Nattens dyr – en ugle, flyver manende ud mod os og beordrer os til stilhed.

C. W. Eckersberg – Måneskinsbillede. 1821

Dagens slid slutter om aftenen

Mørkningen og melankolien, som Romantikken yndede at svælge sig i, var for de fleste mennesker også et velkomment farvel til dagens hårde arbejde.

Dagens slutning kan også være banal i al sin praktiske virkelighed. Det kommer lavmælt til udtryk i C. W. Eckersberg Måneskinsbillede fra 1821, hvor fiskere har nok at gøre med at gøre dagens dont på vandet færdig, så også morgendagen kan bruges fornuftigt.

Måneskin er ikke kun stemningsdyrkelse og årsag til månesyge. Det er også tiltrængt belysning, så man stadig kan se til at bestille noget.
Tilbage i huset kunne familien ved stearinlysets skær samles i tæt halvmørke. Faktisk opstod en hel genre i midten af 1700-tallet, hvor en vis maler Johan Hörner specialiserede sig i billeder af interiører, kun oplyst af kerter, hvor mand, kone og børn var optaget af hjemlige sysler.

Jørgen V. Sonne – Sct. Hans aften. 1860

Og dog lokker sommeraftener og lyse nætter. Det lune vejr vil omfavne os.

Livlig dans med karle og piger i skumringen omkring bålet nærmer sig et forspil til, hvad den kommende nat måtte bringe. Der er livskraft og munterhed i Jørgen V. Sonnes Sct. Hans aften fra 1860.
Netop ilden fra bålet lyser op og varmer i sommernatten, før månen kan kaste sit blege skær ned over dansende ungdom. Og den kultiske fejring af lyset en Sct. Hans aften går helt tilbage til tiden før kristendom og synd.

Fra nat til evig dag

I næsten hele menneskehedens historie har ild været den eneste lyskilde.

I dag, hvor alt er oplyst dag og nat, glemmer vi ofte, hvor kolossal en omvæltning, det var, da elektrisk lys blev opfundet. Det var først i 1857, da en kulbuelampe blev vist frem på Christiansborg Slots ridebane som et kuriosum.

Udbredelsen af lamper også i hjemmet blev hurtigt populært som motiv. Anna Ancher var glad for at male den gyldne stemning i lampens varme skær.

Siden har vi levet i en permanent dag. Men når vi sætter verden på pause i søvnen, kan vi overgive os til vores private rum, hvor vi kan være os selv fuldt og helt. Ofte træder vi ind i et raritetskabinet, andre gange vandrer vi hen mod en lysning i bøgeskoven.

Det er en velkurateret udstilling på Øregaard Museum over et interessant og eksistentielt tema i al dets mysterium. Stoffet er så rigt, at det kalder på nye fremvisninger.

Øregaard Museum
Ørehøj Allé 2, Hellerup
Frem til 16. februar 2025

Artikel fra: Nr. 09 / 2024 – Oktober /November