Af Annemette Fogh
annemettefogh900@hotmail.com
I begyndelsen af 1890erne forlod maleren og billedhuggeren Paul Gauguin civilisationen og drog ud for at finde det naturlige menneske. Hans rejse til Polynesien banede vejen for en fornyelse af den vestlige verdens kunst med ismer som fauvisme og kubisme. På Glyptoteket kan man lige nu opleve resultatet af kunstnerens rejse til de eksotiske øer.
Udstillingen på Glyptoteket er helstøbt, kompakt og forsynet med oplysende tekster, som gør det let at følge Gauguin på hans modige og dristige færd mod selvrealisation og selvdestruktion på en gang. Tilsammen tegner billedskærerarbejder og malerier et nuanceret billede af livet på øerne og kunstnerens eksperimenter med at finde frem til et helt nyt selvstændigt formsprog. Museets egne værker fra årene 1887-1903 er suppleret med ca. 50 lån fra udenlandske samlinger foruden omkring 60 objekter fra den samtidige polynesiske kultur. Køller og våben, kultiske træskulpturer, tatoveringer, materialet er omfattende og fordeler sig over to etager i Henning Larsens tilbygning.
På Verdensudstillingen i Paris i 1889 havde Gauguin oplevet glimt af den polynesiske natur, og den unge ambitiøse kunstner blev her overbevist om, at Tahiti var stedet, hvor han ville få sit gennembrud som kunstner. Han var oprindeligt børsmægler, som opgav en borgerlig tilværelse for et liv som kunstner. Han var en periode gift med danske Mette Gad, som han efterlod i Danmark sammen med parrets fem børn for at realisere sine drømme om et liv i frihed. I Polynesien, langt fra Paris og naturalisternes og impressionisternes pæne billeder, kunne han leve, som han havde drømt om, og han gav sig selv navnet ”Oviri” som betyder ’vild’ på tahitisk.
Gauguin fremstiller en uspoleret primitiv verden i sine malerier fra det tropiske paradis. Mørklødede kvinder med et direkte blik er placeret i landskabet på baggrund af abstrakte flader holdt i violet, rødt, blåt og gult. De fremstår som polynesiske Madonnaer, der våger over mennesker, natur og dyr. Tahiti var dengang ikke præget af koloniale opgør, kulturelt armod eller affolkning, og Gauguin holder i sine malerier fast i den romantiske drøm om et land og en befolkning, som hviler i sig selv, og som har svaret på alle livets mysterier. Han søgte hen mod en oprindelig kultur, en tro, som kunne give ham ny inspiration.
Gauguin havde tidligere nærmet sig et fremmed miljø og forsøgt at blive fortrolig med det. Han havde malet både i Bretagne og på Martinique. De første to år på Tahiti (1891-1893) brugte han på at formulere et nyt malerisk udtryk, som gjorde det muligt for ham senere at udvikle sine malerier baseret på Tahitis dagligliv og den polynesiske mytologi. Han skrev noter, tegnede, lavede træsnit, fotograferede og i 1892 skrev han en bog om maoriernes tro. Gauguin brugte indbyggerne i landsbyen som modeller og gengav deres melankolske og drømmende udtryk. I sin bog Noa Noa skrev Gauguin om de tahitiske kvinder:”Hun havde sit folks majestætiske, skulpturelle statur, stor, fyldig og dog yndefuld, og arme så enkle og ligesom to tempelsøjler.” Og det er sådan, vi som beskuere oplever kvindefremstillingen i malerierne fra Tahiti. Tahitimalerierne bliver Gauguins signatur og et udsagn om en rå og primitiv orden, som hersker under civilisationens tynde fernis.
Da han vendte tilbage til Paris skabte hans særprægede malerier stort røre blandt yngre kunstnere. Maleriernes dekorative kompositioner og de stærke farver, som gengav følelser i stedet for virkeligheden, var et helt nyt udtryk på datidens kunstscene. Hos hans gamle venner og malerkolleger var meningerne blandede. Degas kunne lide Gauguins malerier, Monet og Renoir ikke brød sig om dem, mens Pissaro fandt det upassende for et civiliseret menneske at beskæftige sig med et vildt folks myter.
I 1895 rejste Paul Gauguin tilbage til Tahiti, men han genfandt ikke lykken fra de første år. Han blev syg og tænkte på selvmord, men alligevel er det malerierne fra disse år, som står som de mest afklarede. Fra 1901 til sin død i 1903, boede Gauguin på Marquesasøerne.
Gauguin i dag
Eftertiden har vist enorm interesse for Gauguins kunst og liv. Måske fordi han forstod at lægge afstand til fortiden i sit maleri, er der et strejf af nutid over ham. Hans malerier fra Tahiti er i dag ikoner for den europæiske kunsts møde med fremmede kulturer og Glyptotekets samling af Paul Gauguins malerier på 46 værker er en af de største i verden. Men som for så mange andre kunstnere, kom gennembruddet ikke i hans egen levetid. Gauguin var ludfattig hele livet, og med et dårligt helbred og tiltagende isolation, betalte han prisen for sin frihedstrang. For at have råd til at rejse tilbage til Tahiti måtte Gauguin i 1895 afholde en auktion over sine værker i Paris. Kun 9 af de 47 malerier fra Tahiti blev solgt, og han tjente kun det, der i dagens mønt svarer til 1500kr. Set i det lys, virker de millionpriser hans malerier indbringer i dag helt absurde, næsten uanstændige, når man betænker, at han livet igennem intet ejede udover sin trang til at erobre en ny skønhed, nedfælde den på lærredet og give den videre til os.
Dantes Plads 7, København V
Frem til den 31. december
