Randi & Katrine - Blå Macaw. Foto: Inge Schjødt.

Corner kalder – kalder Corner

Af Inge Schjødt - 11. Feb 2020

Det syder og bobler i hele organismen, når man forlader Sophienholm ved Kgs. Lyngby efter et besøg på årets Corner udstilling. Med omkring firehundrede værker på væggene får man noget af et indtryksmæssigt styrtebad, hvor der med fordel kan reguleres på temperaturerne her og der.

Ligefrem behagelig skal en kunstudstilling sandt nok ikke være, men dette års ophængning kunne, med en mere heldig hånd, have givet årets udstilling et mere harmonisk eftermæle. Det er dog retfærdigvis kun få, men betydningsfulde rum, der kradser disharmonisk i øregangene.

– Her skal fremkaldes nogle udvalgte indtryk, som en appetitvækker til at opsøge årets righoldige Cornerudstilling, der kan ses frem til 16. februar.

Randi & Katrine – Brystkasse. Pressefoto.

Det bedste

Gæsterne først: Randi & Katrine leverer et forfriskende indspark med værkerne Brystkasse, papegøjen Macaw og Sailors Valentine i træ, pap, maling, støbebeton, muslingeskaller, søkort, med mere.

– Såkaldte souvenirs, der kalder på eftertanke og varsomhed i samarbejdet med fjerne kulturer.

– Smukt og stedsspecifikt tænkt med inspiration fra den berejste Frederikke Brun, der engang var frue og mæcen på Sophienholm.

Claus Handgaard – Undulat. Foto: Inge Schjødt.

I samme rum på førstesalen har Claus Handgaard et velkomponeret blik på moderne stilleben i en delikat kolorit på krydsfinér. I Cobrarummet har Finn Heibergs sitrende, fine og finurlige scenerier fået en velvalgt placering sammen med Mogens Gissel og keramiker Bente Hansens Aalto-lignende bølgekrukker.

Mezzaninen med Tong Wong og Pontus Kjærrmann. Foto: Inge Schjødt.

På Mezzaninen regerer Pontus Kjerrmanns herlige og kærlige Lewis væsner i en velkomponeret opstilling, sammen med Uffe Christoffersens velkendte tigre, Erik Bjerg Nielsens ekspressive naturpoesi og billeder af Tong Wong, der leverer et af udstillingens malerisk mest interessante bidrag.

Daniel Enkaoua – Liel de face torso nu. Pressefoto.

Det værste

I hovedhusets pragtsal har Daniel Enkaoua helt berettiget fået plads til nogle vidunderligt sanselige, store portrætter. Men hvorfor bringes de ikke i samklang med rummets arkitektur? I stedet har Jakob Jørgensens fotografier i et betydeligt mindre format fået pladsen på langvæggen.

– Al respekt for vores monark og hendes eventyrlige frikvarterer, men. Øv. Den manglende kadence forstyrrer oplevelsen af både Enkaouas malerier og Jørgensens fotoserie.

I forhallen møder vi Damen fra Avignon af Merete Hansen. Men, hende har vi da set før? Og på samme plads? Det kræver et dyk i kataloget at erkende, at Damen her optræder for fjerde gang, og nu i søndagstøjet i Hansens livskraftige formsprog.

Kirsten Klein – Sommerstorm i Svaneke. Pressefoto.

Det virkeligt gode

En sand fornøjelse er det at gense fotografier af den nu 75 årige nestor indenfor landskabsfotografi, Kirsten Klein.

– Jeg håber, at glassene blev løftet behørigt, da Corner udstillerne fejrede fødselsdagen umiddelbart efter udstillingens åbning, for hun, Kirsten Klein, åbner om nogen vore øjne for landskabets skønhed. Både i de monumentale himle og i bølgens og pløjemarkens strukturer.

– Tak til Klein. Tillykke med det flotte årstal.

Helt godt var det dog ikke med det overfyldte udstillingsrum på Staldloftet. Igen skurrer og gyser det. Her er plads til mere selv disciplin, en skarpere udvælgelse, eller en bedre indretning af rummet, for det yder ingen retfærdighed at fylde så mange værker ind.

Mia Nelle Drøschler – Can I Reach the Sky From Here. Foto: Inge Schjødt.

Mere heldig var Mia Nelle Drøschler med pladsen i Orangeriet, hvor hendes farveeksplosioner gik godt i spænd med væksterne, der omgav malerierne, som tydeligt har udviklet sig siden Norske Hus.

Martin Askholm – Eat the Rich, kobbertryk. Foto: Inge Schjødt.

Side- og slutbemærkelser

Lars Heiberg, Anita Viola Nielsen og Martin Askholm gør det glimrende i hovedbygningens sidegemakker, hvor det er naturligt at gå tæt på, og studere både digitaltegning, akvareller, linoleums- og kobbertryk.

Sophienholm byder på mangfoldige muligheder, og Corner byder på stor variation, hvor kun få kan undværes.

Bente Hansen – Bølger, keramik. Foto: Inge Schjødt.

I 2020 udstiller: Martin Askholm, Elisabeth Bergsøe, Jens Bohr, Per Baagøe, Uffe Christoffersen, Mia Nelle Drøschler, Daniel Enkaoua, Alba S. Enström, Mogens Gissel, Claus Handgaard, Bente Hansen, Merete Hansen, Ole Prip Hansen, Finn Heiberg, Lars Heiberg, Tove Hummel, Elisa Jensen, Jacob Jørgensen, Jens-Peter Kellermann, Pontus Kjerrman, Kirsten Klein, Leif Madsen, Anne Marie Mejlholm, Anita Viola Nielsen, Egon Bjerg Nielsen, Hanne Sejrbo Nielsen, Mogens Nørgård, Lars Ravn, Morten Skovmand og Tong Wang. Gæsteudstillere: Randi & Katrine, Bianca Maria Barmen.

Det er dygtige folk. De fortjener både salg og opmærksomhed, og en noget bedre kuratering til næste år.

Corner 2020
Sophienholm, Kgs. Lyngby
Frem til 16. februar