Jamie Diamond - Cuddlers. Foto: Connie Boe Boss.

Trapholt sætter fokus på vores relationer til hinanden

Af Connie Boe Boss - 22. Oct 2022

Hvad vil det sige at være et forbundet menneske?

Menneske, natur og teknologi er omdrejningspunkterne på Trapholts nye store udstilling, som handler om menneskets forbundethed til andre, til naturen, til teknologien, eller til hinanden via teknologien. Hvad og hvem har vi brug for at forbinde os med som moderne mennesker, og kan vi leve af en forbundethed, der slet ikke er menneskelig mere? Hvad er det, der sker med os hvis vi ikke er forbundet til noget eller nogen? Hvad vil det overhovedet sige at være forbundet?

CONNECT ME er Trapholts tredje udstilling med afsæt i identitet. Første udstilling var EAT ME i 2017 efterfulgt af SENSE ME i 2019.

Hvad er en forbindelse?

Vi har under Coronapandemien oplevet at være trukket væk fra andre mennesker. Vi oplevede at vi kunne forbinde os meget tæt og personligt på kryds og tværs via teknologiens platforme, og vi brugte naturen meget mere. Oplevede vi også, at vi har mindre brug for relationer til mennesker af kød og blod? Nej, tværtimod oplevede de af os, der sad isolerede med meget få personer eller et dyr, at vi trods alt havde ”noget” som dem, der var helt alene, ikke havde. Det var allersværest for de helt alene at være disconnectede.

Kunstværkerne i udstillingen CONNECT ME forsøger at vise at livet opstår i et netværk af menneskelige, teknologiske, materielle og naturlige relationer. At alting er tæt og gensidigt forbundet; at vi ikke kun lever gennem én kanal, men at vi kan leve med og i alle mulige relationelle konstellationer.

Jeg havde nogle virkelig gode og øjenåbnende oplevelser undervejs i den stort anlagte, internationale udstilling, og vil her lave 3 nedslag.

Hudsult

Jeg var helt vild med den lille suite, hvori Jamie Diamond fra USA viste sin foto- og videoserie ”Skin Hunger” om den serviceøkonomi der er forbundet med ikke-seksuel platonisk intimitet. Hun viser professionelle ”kælere” (Cuddlers) som leverer berøring og kontakt for en timepris, f.eks. i form af at stryge over håret eller ligge i ske på en seng. Relationen handler udelukkende om berøring og fysisk nærhed og ikke et forpligtende emotionelt eller seksuelt forhold.

Intimitet er et fuldstændig anderledes behov end sex, og der er noget meget tilladende og emotionelt stort over Diamonds skildring af sådanne betalte berøringstransaktioner. Og selvfølgelig også noget trist, fordi serien skildrer single- og ensomhedens hudsultspris.

Cecilie Waagner Falkenstrøm. Foto: by ARTificial Mind.

Et stort dansk talent og hendes AI

Cecilie Waagner Falkenstrøm tilbyder dig et ”faustisk venskab” med en kunstig intelligens. Hun er en prisvindende og internationalt anerkendt kunstner og har her skabt verdens første AI interaktive kunstværk af sin slags. Her er relationen simpelthen en slags algoritme, der lokker os til at dele personlige informationer. Eller rettere: Reagerer på dine svar og via lagret information skaber nye billeder, nye spørgsmål og således fører ”samtalen” videre.

Du står i et mørkt rum, AI spørger dig om noget, du svarer og så er du i gang – billeder og lyd kommer frem hele vejen rundt om dig og næste spørgsmål/svar driver dialogen videre. AI gemmer alle dine svar så du herefter indgår i algoritmen.

En djævelsk, faustisk, relation, som Falkenstrøm bruger til både at vise, hvad AI kan og også hvor faldgruberne i moderne teknologi ligger. Et meget spændende værk, der i sidste instans netop IKKE skildrer forbundethed, men kun viser et tableau af aktion/reaktion, uden emotionel kontakt, skabt udelukkende digitalt.

Blooming by Lisa Park – Copyright © LISA PARK STUDIO.

Et rørende øjeblik…

Den mest rørende, og også mest spektakulære, oplevelse var sydkoreanske Lisa Parks ”Blooming” – et interaktivt videoværk, med et stort digitalt kirsebærtræ, der først blomstrer når folk holder hinanden i hånden eller har hudkontakt i en omfavnelse foran værket. Hudkontakten tænder træets vækst og foran dig blomstrer det smukkeste træ – lige indtil du slipper kontakten med den anden.
Jeg var alene afsted til ferniseringen på Trapholt og gik også alene rundt i udstillingen. Jeg stod og betragtede værket, når andre holdt hinanden i hånden og fik blomsterne til at springe ud, bl.a. et ældre ægtepar, men jeg havde ingen…

Kustoden ved værket spørger mig så om jeg har lyst til at prøve? Og det havde jeg jo. Pludselig stod jeg foran træet i fuldt flor med en kustode i den ene hånd og en totalt ukendt ung kvinde, der også gerne ville være med i den anden.

Således fik selve interaktiviteten (og nødvendigheden) os til at connecte. Og det var en meget fin oplevelse, som fik mig til at tænke på, at vi til alle tider og i enhver sammenhæng har mulighed for at række ud og skabe relation. Hvad enten det er direkte til et menneske, eller til natur eller via teknologi. Det vigtige er nok her budskabet om at vi har brug for at connecte.
”No Man is an Island” (John Donne)

CONNECT ME kræver lidt…

Som alle store museumsudstillinger med interaktive værker kræver udstillingen at man lige orker at sætte sig lidt ind i det hele og prøve de forskellige værker af. Heri ligger både en fordel og en fare, idet jeg på den ene side synes det er en meget vedkommende, stærk og velkurateret udstilling og på den anden side også ser, at rigtig mange udstillingssteder disse år ”halser efter” teknologien og herved kan komme til at gøre udstillinger til et oplevelsescirkus, med larm og ståhej og så megen interaktivitet, at publikum udmattes, børnene skriger og pointen ligger på gulvet.

TRAPHOLT
Æblehaven 23, 6000 Kolding
Frem til 13. august 2023

Faktaboks:
Kunstnere i udstillingen:
Annie Sprinkle & Beth Stephens / USA
Astrid Myntekær / Danmark
Camilla Reyman / Danmark
Cecilie Waagner Falkenstrøm / Danmark
Dorota Grabkowska / Polen
Eija-Liisa Ahtila / Finland
FOO/SKOU / Danmark
Jamie Diamond / USA
Lauren Lee McCarthy & Kyle McDonald / USA
Lilla LoCurto & Bill Outcault / Venezuela, USA
Lisa Park / Sydkorea
Mathias Bengtsson / Danmark
Memo Akten / Tyrkiet
Olafur Eliasson / Island/ Danmark
Ping Wong / Kina
Raquel Kogan & Rejane Cantoni / Brasilien
Yushi Li / Kina

Artikel fra: Nr. 09 / 2022 – Oktober /November