Hans Lynge (1906-1988)-udstillingen i Lemvig er en enestående mulighed at se et bredt spektrum af hans kunstnerisk produktion. En produktion, hvor meget har været i privat eje og efterfølgende skal doneres til et nyt grønlandsk nationalmuseum, der skal bygges i Nuuk.
Grønlandsk kunst har altid været der
Grønland – Kalaallit Nunaat – har i sin historie som koloni faktisk hele vejen igennem haft kunstnere, der udfoldede sig i skulptur, masker, musik og sang og med europæernes indtog også i tegning, træsnit og maleri, hvor en af de mest kendte blev Aron fra Kangek (1822-1869). Der er således en grundlæggende tradition med sagn, myter og historier, der er blevet holdt ved lige, selvom man prøvede at gøre grønlænderne danske og ‘moderne’.
Hans Lynge rager op
Bodil Kaalund (Grønlands Kunst, Gyldendal, 2010) opsummerer Hans Lynges betydning således:
“Blandt Grønlands mange kunstnere rager Hans Lynge op som en vidtspændende begavelse. En kunstner der i skrift og sten, olie, blyant og akvarel kunne omsætte sine visioner, båret af kærlighed til Grønland og dets folk (kalaallit), så vi alle forstod det. Hans Lynge forstod også, at kunstens væsen er uafhængig af tid og sted.” – “Lyset fik en stor hovedrolle i billederne – både landskabets, himmelrummets og stuens rum – og bevægelsen i skulpturerne. Den vigtigste inspirationskilde var bestandig mennesket, naturen og den righoldige grønlandske sagnverden… hvor de grønlandske myter og sagn fik ny virkelighed i det moderne Grønland.”
Hans Lynge formulerede det selv på denne måde (1967): “En rigtig kunstner… som vores forfædre kaldte angakkoq, et menneske, der har lært den kunst at komme på talefod med menneskers urinstinkter”
Han brugte dette som udgangspunkt for skriverier og teaterstykker, inden han kastede sig over maleriet og altid med det grønlandske som ledetråd og med et kritisk blik på det danske, der ikke ville forstå og acceptere det grønlandske som en selvstændig identitet og kultur.
Fra naturalisme til impressionisme
Hans maleri fra 1920erne er meget realistisk og i stil med en dansk maler som Emanuel A. Petersen (1894-1948). Hans møde med den europæiske udvikling, hvor han bl.a. indoptog neoimpressionismen, udviklede dog det lidt stive billedsprog til et mere dynamisk, hvor farver og former ikke længere skulle være så kantede, men levende, som man ser i malerierne ‘Naja’ eller i det trefløjede værk: ‘Den sidste trommesang’, hvor natur, himmel og mennesker udgør et hele. Det ser vi også i hans sidste maleri fra 1988 ‘Rypefamilie’, hvor fugle og klipper næsen smelter sammen. Tag også det forrygende maleri ‘Den gamle kone danser’ (1966) eller det rene landskabsmaleri ‘Før det boede mennesker’ fra 1974. Alle eksemplerne viser, at Hans Lynge var moderne i sit billedsprog og passer ind i en europæiske tradition, samtidig med at hans fastholder det grønlandske i motiverne.
Angsten for at blive solgt
Hans Lynge var i 1970erne utilfreds med det styret i Grønland, og han havde i sin barndom oplevet, hvordan Danmark kynisk solgte De vestindiske Øer i 1916. Han skrev derom: “hvordan frygten for, at vort land kunne blive solgt til et andet land, har fulgt os som mareridt i mange år – en frygt, der var slavernes skæbne.
En frygt, der nu er blusset op igen med Trumps imperialistisk drømme, og som man åbenbart overhovedet ikke reflekterede over i Danmark i sin tid, hvor man kun var optaget af prisen i guld.
Udstillingen har valgt at bruge ‘Den flyvende konebåd’ som signatur, hvor kvinderne gennem en magisk sang kan løfte båden og flyve, hvorhen de ønsker. Inge Lynge (Hans Lynges kone) fortæller, at Hans fik det ud af sagnet, at det ikke er nok at efterligne. Man skal have noget på hjertet, og man kan tilføje, som udstillingen også gør, at der skal lidenskab til for at løfte kunsten til noget, der transcenderer billedet og historien til noget andet og mere – en slags filosofi for at være et frit menneske. Hans Lynge-udstillingen er enestående og bør ses af så mange som muligt, og så bør man interessere sig meget mere for de nulevende grønlandske kunstnere, hvor der er mange fremragende, der som Hans Lynge forener fortid og nutid.
Museet for Religiøs Kunst
Strandvejen 13, Lemvig
Frem til 14. december
