Kapwani Kiwanga, The Marias, 2020. Courtesy Centre d’art contemporaine d’Ivry – le Crédac, kunstneren og Galerie Tanja Wagner, Berlin. Foto: Marc Domage.

Blomsten i kunsten – velkomponeret udstilling på Arken

Af Connie Boe Boss - 25. Sep 2021

Hvorfor egentlig en udstilling om blomster?

Umiddelbart kunne man tænke, at en museumsudstilling med fokus på blomsterfortolkning er lidt old-school og støvet. Men ikke her – og ikke på Arken!

Udstillingen undersøger nemlig, hvordan blomsten som motiv i kunsten spejler skiftende tiders verdensbilleder, natursyn og samfundsforhold – fra 1800- tallets voluminøse blomstermalerier til samtidskunstens økokritiske strømninger – og derved bringer Arken hele molevitten up to date i en yderst velkurateret installering.

Før og Nu

Det er tydeligt at se, hvordan 1800 tallets malere skildrede blomsten overdådig og smuk i hjemmets trygge (biedermeier)-rammer modsat samtidskunstens brug af blomst og fauna i en diskussion om klima, biodiversitet og vores generelle relation til naturen. Blomsten som uskyld og ren skønhed er uinteressant i sig selv nu om dage – vi ønsker mere af den, når den optræder i vores kunst, den er hos flere samtidskunstnere redskab for et budskab.

Arken tør!

Generelt synes jeg at Arken i disse år sætter den ene store udstilling op efter den anden, hvor kuratering og præsentationen for publikum er på meget højt niveau. Arkens program og rumiscenesættelser er langt mere spændende end f.eks. Louisianas og deres temavalg er oftest mere skarpt og moderne. De har nogle knalddygtige kuratorer ansat, og museumsinspektør Dea Antonsen har i denne blomsterudstilling skabt et smukt, sanseligt og vedkommende univers, som det er en fryd at være til stede i. Der er så mange forskellige udtryk og overraskelser, at man ikke kører træt.

Arken tør også satse på de unge (danske) kunstnere, som kun lige er godt på vej. Det gør Louisiana og Aros stort set aldrig. På denne udstilling kan du se værker af f.eks. Emily Gernild og Rune Bosse, to kunstnere, du også stadig ser til salg for menneskepenge på gallerier og messer. Da Arken for nylig viste GULD viste de også ung samtidskunst side om side med guldhornene.

Der er en usnobbet tilgang her som skaber respekt i mine øjne.

J.L. Jensen, Nature morte med blomster i antik vase på marmorbordplade, 1834. Thorvaldsens Museum. Foto: Thorvaldsens Museum.

Det gør indtryk

At opleve de forskellige medier som maleri, skulptur, fotografi, film og installation skildre blomsten i kunsten på vidt forskellig måde. Mødet mellem kunstnere som Odilon Redon, Claude Monet og Hilma af Klint og samtidskunstnere som Tony Matelli og Halilaj & Alvaro Urbano skaber nye forbindelser mellem blomstermotivets historiske rødder og samtidskunstens kritiske dagsordener. Og når blomsterne i en hel vægs interaktive samspil med publikum bevæger sig efter menneskenes bevægelser i rummet, bliver det helt rørende. Og konkret: På nogle måder er naturen nødt til at følge os – på andre er vi afhængige af den. Under alle omstændigheder vil vi nødig undvære blomsten – hvad enten vi oplever den i naturen eller køber den med i en buket til en elsket person.

ARKEN
Museum for Moderne Kunst
Skovvej 100, Ishøj
Frem til 9. januar 2022

Artikel fra: Nr. 08 / 2021 – September / Oktober