BJØRNS TEGNEBOG

6. Jan 2015

Af Pier Maria Andersen

Forlaget Knakken i Thisted har gennem de sidste 30 år mest udgivet lokalhistoriske bøger. De har nu valgt at udgive en bog med Bjørn Søndergaard, der har titlen ”Bjørns tegnebog”.
Bjørn Søndergaard har som udgangspunkt haft 27 skitsebøger (1980-2014), og det er et sammendrag af disse, man kan se i den lille 14 x 15 cm bog på hele 278 sider. Den koster 198 kr., og den har samme format som en af de små skitsebøger, Bjørn Søndergaard har som sit udgangspunkt. I alt er der udgivet 500 bøger.
Lektor Ole Laursen har udvalgt, hvilke skitser der skulle med, og han har skrevet forord til bogen.
Skitserne er udvalgt efter emnegrupper og Ole Laursen og Bjørn Søndergaard har givet emnerne titler. Bjørn Søndergaards datter Lærke har scannet alle siderne ind direkte fra skitsebøgerne. Der er altså ikke retoucheret eller pyntet på skitserne. Det er den ægte vare. Man føler på den måde, at man med tegningerne er tæt på kunstneren, for de kommer direkte fra hjertet.
Forlaget har sparet indholdsfortegnelsen væk, så man må bladre i bogen for at se emneinddelingerne. Det er fx natur, folk, væsener, ting og sager, trapper-stiger-bænke, steder, på hjul, ideer – små fortællinger, små billeder, arkitektur – huse, notater, tegn, mønstre, serier. Der er en lille tekst under overskrifterne, og til hver enkelt skitse er der ligeledes en overskrift. Dette giver bogen overblik, og det er spændende at se de fine små tegninger, der indimellem er kolorerede. Der er originalitet og en fin fri streg i skitserne, indimellem MÅ man tænke Picasso.
Bogen er med sort indbinding og alt er meget udsøgt – layout, billedvalg, teksttype, papirtykkelse. Et smukt stykke arbejde!

Bjørn Søndergaard: Bjørns tegnebog. 2014
Forlaget Knakken. 14 x 15 cm, 278 sider. Pris: 198 kr
ISBN: 978-87-88797-04-6