Lars Physant. Harmonier, 2005.

Billeder i billeder – fra universer til multivers

Af Orla Schantz - 20. Nov 2017

Lars Physant har i snart 25 år boet og arbejdet i Barcelona. Heldigvis vender han af og til tilbage til fædrelandet. Nu præsenteres han med en stor retrospektiv udstilling og det er en fornøjelse at møde hans værker. Måske er det endda en serendipidisk oplevelse af især hans billede(r) af Dronning Margrethe fra 2015 i anledning af hendes 75 års fødselsdag. Det var en bestillingsopgave (og gave) fra Nationalmuseet og kan nu ses på udstillingen.

Portrættet indkapsler på flere måder Lars Physants arbejdsmetode, f.eks. at han ikke rammer sine værker ind. Hans billeder kalder han multivers, fordi de består af mange forskellige plader (universer), der nogle gange er beklædt med lærreder, andre gange er malet på træ. Der er nærmest tale om tektoniske lag, der giver forskydninger dels i billedets struktur, dels i tilskuerens visuelle modtagelse og medskabelse af værkerne.

Billedet eller mere præcist billederne af dronningen består af 12 enkelte delbilleder, der skaber maleriets samlede flade i en reliefstruktur. Lars Physants kone, kunstneren Sílvia Magrinyà-Costán, samler pladerne til den helhed, værker udstråler.

Han kalder selv sin stil multiversal realisme, og hans penselstrøg er netop ekstremrealistiske og bringer mindelser om guldaldermalernes akkuratesse. Foruden at være en suveræn tekniker er Lars Physant en intellektuel kunstner. Og tak for det. Han tænker over selve synshandlingen hos tilskueren i den proces, han kalder simultan perception. Ligesom maleren aldrig begynder på et hvidt lærred, går beskueren heller ikke til et værk med en blank mental tavle. Begge skriver videre på deres indre historier og omrokerer deres egne psykologiske billedsamlinger.

Det er denne introspektive naturalisme, som han selv benævner det, der i få lykkelige og heldige stunder kan samle en splittet virkelighed. Og så kan serendipidiske øjeblikke opstå.
Netop ”Serendipia” er den (spanske) titel på udstillingen. Og det er et frydefuldt begreb. Ikke så sært Physant har forelsket sig i det. Det blev skabt af den engelske kunsthistoriker og 4. Jarl til Orford Horace Walpole i et brev til en ven i januar 1754 for at beskrive ”evnen til at gøre lykkelige og uventede opdagelser ved et tilfælde” – og netop den slags heldige bivirkninger og overraskende effekter kan skabes i en stjernstund sammen med et kunstværk.

Kastrupgaardsamlingen
Kastrupvej 399, Kastrup
Frem til 28. januar 2018

Lars Physant. At skabe billeder af billeder. H. M. Dronning Margrethe II af Danmark, 2015.
Artikel fra: Nr. 10 / 2017 – Nov. / Dec.