Trilogi med støvsugere III, 1996-97. Akryl og lak på lærred, 180 x 250 cm. Sorø Kunstmuseum

Billedkunstner Inge Ellegaard indtager Sorø Kunstmuseum

Af Arne Bremmelgaard - 19. Oct 2024

Sorø Kunstmuseum viser en udstilling med værker af Inge Ellegaard. Hun er repræsentant for ”De vilde 80’ere” og kan klassificeres som postminimalistisk og poststrukturel. Hun døde som 57-årig i 2010 og var i sin tid som billedkunstner en ret betydende aktør i kunstverdenen. Senere er opmærksomheden på hendes kunst svundet meget på trods af, at hun er repræsenteret på flere kunstmuseer og har bidraget litterært til forståelsen af sin egen kunst. Sorø Kunstmuseum ejer i lighed med Esbjerg Kunstmuseum flere af hendes værker.

Den aktuelle udstilling på Sorø Kunstmuseum er en glimrende mulighed for at få forståelse af begreber og teknikker, som er typiske for kunstretningerne i den senere del af 1900-tallet og begyndelsen af nullerne. Det er i særdeleshed rosværdigt at museet ledsager udstillingen af et halvt hundrede af hendes værker med et katalog, der på fremragende vis beskriver elementer og karakteristika i den anonyme, nonfigurative minimalisme og konceptkunst versus den sprælske, oprørske, ironiserende og figurative postminimalisme samt Ellegaards placering heri. Den besøgende sættes i stand til at læse og forstå de enkelte værker og sætte dem i relation til de forskellige kunsthistoriske strømninger samt til klassiske enkeltværker. Det vises hvorledes kunst tager afsæt i tidligere kunst.

Tre roser på ternet bund, 1999. Akryl på lærred, 90 x 90 cm. Sorø Kunstmuseum

Minimalismen og konceptkunsten er en logisk forudsætning for Ellegaards kunst, og hun bruger elementerne herfra (tegn, grids m.v.) i sine ”stilbrydende” billeder. Tegnene gentages igen og igen: bier, blomster, tern, malerklatter, hænder, flyvemaskiner m.v., og udvikler sig til billedserier, og tegnene væver sig ind i hinanden i en visuel og strukturel sammenhæng. Hun anvender en kraftfuld, bastant og koloristisk maleteknik med fede penselstrøg, som af og til sættes i kontrast til en fin og tynd streg eller lægges på et delikat geometrisk grid. Baggrunden for kunstretningernes brydninger er formentlig den stadig stigende digitalisering i samfundet med et helt univers af tegn, billeder, tags, fotografier, film m.v., som oversvømmer Verden i stadig stigende grad.

I en billedtrilogi med en Nilfisk støvsuger placeret i forskellige strukturelle sammenhænge undersøges de forskellige visuelle og strukturelle modsætninger: den hverdagsagtige brugsgenstand med krøllet el ledning og bugtet støvsugerslange mod det betydningsfrie og geometriske gitter som baggrund eller rumdeler. Hertil føjes tekstur/stoflighed i form af runde malerklatter, samt endelig 6 flyvemaskiner, der yderligere skaber en visuel rumlighed – ”repoussoir”.

Det er min formodning, at aktuelle udstillingen af dette brede udvalg at Ellegaards malerier samt de glimrende katalogtekster vil forny interessen for hendes kunst.

Sorø Kunstmuseum
Storgade 9, Sorø
Frem til 23. februar 2025

Artikel fra: Nr. 09 / 2024 – Oktober /November