13. Nov 2014

Af Leo Tandrup
gltandrup@gmail.com

Kunstneren er elev af den spanske hofmaler Velázquez og den store spanske tradition efter ham med Juan Miró, Picasso og Dalí i spidsen. Og hun har længe skabt inciterende parafraser ud fra Velázquez og med de tre andre i bagagen af den østrigske prinsesse Mariana, der i 1600-tallet kom til hoffet og blev gift med kong Philip IV, desuden af hofdamerne og af hendes datter Margarita. De led begge stærkt under den stive spanske hofetikette, så melankolien bredte sig i dem.
Men det kan Bentemarie ikke bære, så hun forvandler dem til moderne mennesker, og det med en stolt voksende frihedstrang i sig. Det ses bl.a. i et hovedværk på udstillingen, ”Miró ser på”. Det er ingen let opgave at løse, for i vor moderne civilisations sidste århundrede har friheden og dens nødvendige følgesvend solidariteten haft stadig mere belastende ydre vilkår, som Hitler, Stalin og hele kapitalismens stigende og ensrettende globalisering sammen med terrorens nihilistiske reaktion mod den viser.

Frihedstrangen kunne Bentemarie overtage fra Picasso og ikke mindst Miró, men hun har været nødt til at gøre sin palet lige så mørk og dyster ind imellem som Mirós blev med årene. Ikke desto mindre hælder hun ikke som mange kunstnere i dag til nihilismen. Angsten og natten skal have modspil i solen og håbet.

Bentemarie kommer som Miró til os med hænderne fulde af lyset i farven, med lysets lyst til dans og glæde. Og hun har i billedet til venstre identificeret sig så meget med sin dansende Miró, at hun har givet ham sine egne ben og sin yppige rumpe. For det er lettere for to end en at bære synet af, hvordan det varme og energiske gul-orange får mere end kamp til stregen og i stregen af det sorte, violette og grå.

Hun er så grebet af iver, at man rives med i hendes kamp for en sollysere fremtid for menneskeslægtens i opgør mod goldhed og undertrykkelse. Sjældent føles et menneskes nærvær så styrkende. Hendes sorte streg holder sammen på billedets skrøbelige væsener til højre, på Mariana, Margarita og yderst til højre folkets repræsentant, manden med det utilpasse blik og kosten til tyrefejningen.

For tyren med hornene øverst er der skam, som en hovedperson i billedet, mellem Miró og Mariana. Tyren er som hos Picasso folkets repræsentant, og den har det som i ”Guernica” ikke for godt. Tidens forbrugeristiske pøbelmentalitet har ramt folket, og tyrefægteren har da også givet tyren et stort dødeligt hul, så den vakler, mens Mariana ser på med et vemodigt blik ned mod hullet.

Hvad kan vi så gøre bedre i denne allerede langvarige knibe for store som små end at tage Dalis flamencosko på og inklinere for hinanden i en festlig dans, hvor vi sammen driver angst og bitterhed, mistillid og ydre dæmoner bort. Og det hjulpet af Bentemaries lige så spontant virkende, som bevidst skabte opadstigende rytme i malerierne, af hendes klangfulde farveharmoni og af hendes personer og ting, der er skabt med beåndet ynde.
Måske vi så engang ender som de mere afklarede utvungne og frie væsner, der er ved at springe ud i hendes univers. Det er et univers, der som Bentemarie selv udvikler sig, rammer os stadig mere og således bliver mere og mere universelt. Se bare udstillingen.

Artikel fra: Nr. 10 / 2014 – Nov. / Dec.