Atomer, 1954, olie på lærred.

Axel Salto udstilling på Museet Holmen i Løgumkloster

Af Erik Fredens - 20. Jan 2024

Museum Holmen slog i december staldøren op til en lille perle af en udstilling med Axel Saltos papirarbejder. Staldør, da museet er indrettet i en gammel, og nu fredet, gård lige midt i Løgumkloster by med den smukke kirke i nærheden. Småt, men stort i tanke og ambitionsniveau. Tre til fire udstillinger af høj kvalitet bliver det til om året, med mange besøgende gæster, og båret af en aktiv stab af frivillige omkring museets ledelse. Filmforevisning i den gamle bolig, og med kaffe på kanden, gør det hele nærværende, og man føler sig velkommen. Småt er godt – i bogstaveligste forstand.

Udstillingen indskriver sig tematisk i museets ønske om at vise kunst, der udfolder sig med eksistens og livsvilkår som grundtema. Og man ser det i udstillingstemaet: Vækst, vildhed og vellyst. Det er livets vilkår, der er i spil. Axel Salto var inspireret af Ovids metamorfoser, hvor jægeren Aktæon forvandles til en hjort af Diana, og som spises af sine egen jagthunde, fordi han ser hende nøgen i badet. Hjorten møder vi som motiv i keramikken, og metamorfosen som et tilbagevendende og underliggende tema. Salto fascineredes af naturens evige foranderlighed af fødsel, vækst og død. Temaet blev en kunstnerisk besættelse for ham, som især fik udløb i keramikkens tre forenklede stilarter: Den riflede, den knoppede og den spirende stil samt i hans forfatterskab, skriver Anne Blond i den smukt illustrerede folder, der er udgivet sammen med udstillingen.

Hjortehoved af stentøj, 1946

Glæden ved naturen

Salto er sanselig og naturen umiddelbar og nærværende. Selv skriver han i bogen om sin keramik fra 1930: ”I naturen, som omgiver os, Sindets fornyer, faar Kunstneren sine fineste Inspirationer, der er ham saameget kærere, fordi de er udsprunget af Øjeblikkets friske oplevelse…..Glæden ved at finde den sjældne Ting forpligter til at give Fundet tilbage i en Skaals Form”. Men kunstneren skulle ikke blot gengive naturen, og efterligne den. Han skulle skabe i naturens ånd, og fremme den monumentale detalje, som han skriver i bogen: ”hellere Alexanders Øje end Slaget ved Issos”.

Skitser, tusch.

Skitsen

I udstillingerns mange skitser følger man Saltos søgende og sikre hånd. Han undersøger formens muligheder på papiret. Det være sig spontane indfald udført i løse streger, der ikke har et direkte formbeskrivende mål, som i de mere gennemarbejdede forlæg. Her opleves hans mange sider, der ud over keramikken spænder over maleri, grafik, tapeter, illustrationer og tekstiler. Vi er heldige, at blive inviteret indenfor og følge værket i den indledende fase, og opleve afsættet for det efterfølgende slutprodukt, som vi er så fortrolige med – vi får et kig ned i det kunstneriske maskinrum. Hvad udstillingen ikke byder på af keramiske værker, kan et besøg på Clay i Middelfart udligne. Her vises samtidig en omfattende udstilling af Axel Saltos værker.

Udstillingen er blevet til ved lån fra gallerier, museer og private samlere.

Museet Holmen
Østergade 13, Løgumkloster
Frem til 17. marts

Den fortryllede skov, 1957-58, olie på lærred.
Artikel fra: Nr. 01 / 2024 – Januar / Februar