Hovedpersonen i dette fine portræt er kunstneren Meibom, som i samtaler med Per Nielsen, fortæller om sit liv som kunstner inden for tegning, grafik, maleri og skulptur. Det helt specielle ved Meibom er, at han egentlig havde en glorværdig karriere inden for erhvervslivet med flere ledende stillinger, før kunsten kom til at fylde det hele. Meibom er uddannet som svagstrømsingeniør, og det blev den uddannelse som bragte ham ind i erhvervslivet. Samtidig med sit arbejde tog han en kunstnerisk uddannelse på Det Fynske Kunstakademi, dengang man kunne tage det på aftenhold, men det var egentlig først, da hans børn flyttede hjemmefra, at han viede sig til kunsten
Sig dit job op!
En af lærerne på akademiet, billedhuggeren Eiler Madsen, gav Meibom det gode råd: ”Nu skal jeg sige dig noget. I morgen siger du dit job op på det der tossede telefonselskab. Du kan ganske enkelt ikke tillade dig at bruge dine evner på andet end kunst!”. Det gjorde Meibom ikke, for han syntes også, at han havde et ansvar over for sin familie. Den fortælles der om i langt afsnit om kunstnerens opvækst i Bolbro, som var et gammelt arbejderkvarter i Odense. Meibom arbejdede dog ihærdigt videre, kom på censurerede udstilling og fik stor anerkendelse for store udstillinger på bl.a. Silkeborg Bad og Nyborg Slot. Det er særdeles fortjent, at Meibom nu får sin historie fortalt med Per Nielsens velvalgte beskrivelse af et liv i kunstens tjeneste.
Tegning og grafik
Ifølge bogen har Meibom tegnet helt fra barndommen i forstadskvarteret, Bolbro. Det var svært at få anerkendelse for det, men måske var det en tegnelærer Thorsen på Bolbro Skole, som motiverede den unge mand til at følge sit talent. Det er tydeligt, at skitser og tegninger er vigtigt i Meiboms verden.

Af bogen kan man se, hvor meget skitser og tegninger betyder for de endelige værker. Det afslører, at her har vi med en kunstner at gøre, som meget omhyggeligt gennemtænker sine værker. Både skitserne og tegningerne har hurtige og løse streger, som ofte kun antyder en form, en figur eller ansigtstræk. I Meiboms selvportræt med pibe markerer nogle få streger nogle koncentrerede alvorstræk sammen med nogle stærke øjne bag brilleglassene en kunstner, som er fokuseret om at lave et portræt, som nok har portrætlighed, men også indeholder et ønske om at fortælle noget om personen. Den fortyndede brug af kontrastrige farver understreger selvportrættets gennemførthed.
Grafikken har en speciel plads hos Meibom. Han boltrer sig gerne i flere teknikker inden for højtryk og dybtryk, men de har næsten alle en indbygget dynamik. Koldnålsraderingen med en snerydder er et godt eksempel på kunstnerens fastholdelse af en bevægelse, hvor hovedpersonen i motivet er fanget i en bevægelse.

En trekantkomposition understreger det hårde arbejde med at flytte sne. Værket er selvfølgelig lyst forneden, for det er her sneen er, men over snerydderen er der helt mørkt, som om der er mere sne på vej. Samtidig presser det mandens arbejdsstilling ned, så arbejdet med sneen ser endnu hårdere ud.
Trekantkompositionen går igen i en fin ætsning, der er håndkoloreret. Motivet er rykket ind på en beværtning, hvor en person sidder bøjet over bordet.

Manden med kasketten sidder med en stok, som er med til at understrege hans ludende holdning hen over bordet, hvorpå der står en tallerken og et krus. Der sidder ikke andre ved det lille bord og det viser den ensomhed, som billedet udstråler. Manden er søgt ind på en beværtning, men alligevel er han skildret meget ensom. Man kunne forestille sig, at den hat, der hænger på en knag på væggen kunne tilhøre en anden kunde, som så har fundet plads et andet sted i lokalet og har efterladt manden alene.
Maleri og skulptur
Musikoplevelser er også en vigtig del i Meiboms liv. Den bliver skildret i bl.a. en række portrætter af kendte komponister, men også i nogle udtryksfulde malerier af musikere på scenen.

Kunstneren skaber en stor dynamik i billedet med de skrå linjer i forgrundens basstrenge og flygelspillerens tilbagelænede krop, så man får et indtryk af musik fuld af store følelser. Når Meibom maler, kommer der endnu mere gang i brug af farver, hvor han er særdeles bevidst om at bruge sort/hvid kontraster og komplementærkontraster. Det er ikke tilfældigt, at der er brugt rødt og grønt i bassistens ansigt, for det skal være med til at gøre bassistens improvisationer på strengene endnu mere følelsesladede.
Det er ikke, fordi Børge Meibom har lavet mange skulpturer, men i Odense findes der flere særdeles markante. På Assistenskirkegården i Odense er der opstillet en hel skulpturgruppe på seksten, der hedder Bispene. De er udført i træ og står som vogtere ved gravene, men også som vidner på levede liv.

Bogen om Børge Meiboms liv og kunst er et fint eksempel på, hvordan en kunstners erindringer kan kædes sammen med kunstnerens virke som kunstner. Den er krydret med gode citater af Meibom selv og Meiboms lærere. Det giver et godt indblik i, hvordan kunst kan skabes. Per Nielsen, som har skrevet og redigeret bogen, skriver i et letforståeligt sprog, som aldrig bliver indforstået. Heldigvis er det også mange gode gengivelser af den kunst, som Børge Meibom giver videre til os.
Per Nielsen: Bispe, Bolbrobisser og Moisengeusere – om B.C. Meibom og hans kunst.
Forlaget Ravnerock.