Astrid Noack brillerer med sit underspillede og stramme formsprog i udstillingen ”Menneske først” på Holstebro Kunstmuseum
Astrid Noack var en bagud skuende billedhugger i en tid, hvor det moderne buldrede frem og kunstnerne skabte nye ismer. Alligevel var hun anerkendt både i sin tid og blandt kollegerne.
Udstillingen
Jeg går rundt blandt skulpturer, som er jeg i et atelier. Der er fotos af Astrid Noack i atelieret, lydoptagelse af hende. Det er svært ikke at blive opslugt af disse underspillede, stærke skulpturer, gipsafstøbninger, udkast og skitser. For udtrykket er insisterende og har nerve. Vi kommer helt tæt på og ind kunstnerens arbejdsproces. Lyssætningen er smuk og . blød, små og store værker varierer opsætningen og grupperinger af mindre værker sættes sammen efter type, køn eller stilling. De korresponderer med hinanden. Det handler om mennesker, stående, siddende, liggende, værende i livet. Alt sammen stramt og spændstigt i formen, med små forskydninger i kroppen, en fod lidt foran den anden, hænderne asymmetrisk foran kroppen, hvilket fjerner det statiske udtryk og giver lige det ekstra, der skal til.
Statuen fra 1939 af kunstnerkollegaen Anna Ancher regnes for et af Astrid Noacks hovedværker og store gennembrud. Af den er der skabt 3 bronzeafstøbninger, hvoraf den ene erhvervedes af Louisiana. Den overgik i 1976 til Holstebro Kommune og står i dag foran Holstebro Kunstmuseum og er både et monument for Anna Ancher og et symbol på den fremadskuende kvindelige kunstner. Anna Ancher levede i en mandsdomineret kunstnerverden, hvor kun få kvindelige kunstnere brød igennem og på trods. I Noacks monument ser jeg en rank og stærk kvinde, nysgerrig på verden og sine motiver.
En ener i en moderne tid
Astrid Noack er arkaisk i sit formsprog. Den arkaiske stil er kendetegnet ved frontalitet, strenghed og stilisering. Alt det overflødige skrabes væk i en årelang proces. Derfor er Astrid Noacks samlede værker begrænset. Bortset fra portrætbestillingerne udviskes persontræk. Det handler om mennesket, eksistens og almengyldighed.
Noacks værker kan man nemt glide forbi i dag. Der er så meget, der er mere ekspressivt og påtrængende. Men det er at snyde sig selv.
Hein Heinsen, tidligere professor på Kunstakademiet i København, har kaldt Noack større end Giacometti og sammenligner hende med maleren Hammershøj.
Astrid Noack
Astrid Noack (1888-1954) var ud af en købmandsfamilie fra Ribe og tog som 14-årig til København for at bo hos søsteren. En periode er hun porcelænsmaler på fajancefabrikken Aluminia og i 1906 begynder hun som den første kvinde på billedskæreruddannelsen på Vallekilde Højskole. Som flere andre kunstnere i den periode blev håndværkeruddannelsen afsæt for hendes kunstneriske udvikling. Hun arbejder bl.a. under Joakim Skovgaard med billedskærerarbejde i Viborg Domkirke og kommer ind kunstnerkredsen omkring ham.
1920 er året, hvor Noack i lighed med mange andre kunstnere rejser til Paris. Her bliver hun gravid, men ernærer bl.a. sig og barnet som kunsthåndværker ved restaurering af kirker og skulpturer i Frankrig. Hun er særligt optaget af gotisk og ældre tiders udtryk, hvilket kommer til udtryk i hendes kunst, der er let stiliseret, naturalistisk i modsætning til alt hvad der sker i den klassiske modernisme.
Astrid Noack oplever den store sorg, at hendes søn Stefan, der er svagelig, dør, da han er kun halvandet år af mæslinger. Hun mister fodfæstet og lever en tid som hjemløs under broerne i Paris.
Tiden i Paris er med til at forme hende. Livet er nøjsomt og præget af hårdt arbejde og stor sorg, men også inspirerende byliv, samvær med andre kunstnere og tilknytning til l’Academie Scandinave. Adam Fischer og Gottfred Eickhoff nævnes som væsentlige i forhold til hendes kunstneriske dannelse i Paris.
Efter børskrakket 1929 var Noack, som mange andre nødt til at rejse hjem til Danmark. Hun etablerede sig med et lille kummerligt atelier på Nørrebro, hvor hun boede og arbejdede i mange år.
I 1935 blev Astrid Noack, som den første kvinde, optaget i kunstnersammenslutningen Grønningen og i 2006 blev hun, som eneste kvindelige kunstner, optaget i den danske Kulturkanon. Derudover modtog hun båder Eckersberg og Thorvaldsen medaljerne og diverse legater, mens hun levede.
De mange nøjsomme år og kummerlige livsvilkår mærkede hende. Som 66-årig døde Astrid Noack i 1954 af lungekræft.
Denne levnedsbeskrivelse kan synes irrelevant. Men det kan alt sammen læses i hendes værker. Smerten, det hårde liv, trætheden er til stede. Men Noacks kunst indeholder også værdighed, nysgerrighed og menneskelighed.
Samlingen
Astrid Noacks legatfond har siden 1982 langtidsdeponeret studiesamlingen på Holstebro Kunstmuseum. I forbindelse med opløsning af Noack legatet er studiesamlingen endeligt overdraget til Museet. I den anledning vises nu samtlige 191 værker i studiesamlingen i udstillingen.
Bogudgivelse
Til udstillingen er der udgivet en meget fin bog, der hjælper til forståelsen af kunstneren Noack og hendes tid med tekster, citater og billedgengivelser, der understreger hendes betydning.
Holstebro Kunstmuseum
Museumsvej 2A, Holstebro
Frem til 4. maj 2025
