Første bog om kunstner bøgerne.

Arte forlag

10. Sep 2021

Egentlig er det at oprette et forlag at lave en aktiv handling, hvor bøgerne laves og går i trykken. Det er således den skabende proces, der er vigtig.

Det at få et spændende projekt til at lykkes, at få tanker og ideer og kunst og et forfatterskab ud til læserne. På Arte forlag er det hensigten at udgive kunstbøger, billedbøger, faglitterære tekster og skønlitterære bøger så som digtsamlinger, noveller og romaner. Der lægges vægt på den frie tanke, lysten til at skabe og få bøger søsat.

Egentlig startede det hele, da jeg var barn og min mor lavede billedbøger og fortællinger til mig og mine tre brødre. Hun var så god til at indleve sig i eventyr og fortælle og vise det i billeder, at det lagde en linje for min forkærlighed for bøger.

En af min mors (Ruth Andersens) børnebøger.

Min mor, Ruth Andersen, debuterede som billedkunstner, først på Charlottenborg og senere på Tistrup sommerudstilling. Sjovt nok sammen med både Birte Ohsten og Finn Have i årene omkring 1980. Da hun fyldte 80 år ville jeg hylde hende som den fantastiske mor og billedkunstner, hun er. Jeg lavede en retrospektiv udstilling af hendes værker. Birte Ohsten og Berit Hjelholt dukkede bl.a. op til ferniseringen, og Birte Ohsten blev så ellevild med rummene, fordi der er så fantastisk et lys, og hun ville straks udstille.

Der kom også en masse andre kunstnere, der ville udstille, og på den måde skabte kunstnerne faktisk et galleri Arte. Anita Houvenaeghel, Felix Pedersen, Bent Skytte-Rasmussen, Finn Have og mange andre.

Arte Museum på skitseplan.

Arte forlag opstod med rod i galleriet, fordi jeg nu ville vise de fine billedbøger, min mor havde skabt, da jeg var barn. Jeg syntes, andre også skulle få glæde af dem. Så jeg er nu gået i gang med at udgive dem. Samtidig vil jeg gerne i samarbejde med de kunstnere, der udstiller på galleriet, formidle hvem de er i bogform. Vi er derfor begyndt at samarbejde om at udgive bøger om dem. Jeg skriver en omfattende tekst og de står for billeddelen. Samtidig har jeg planer om at udvide galleri Arte til Arte Museum & gallery. Det 100 kvadratmeter store galleri bliver der ikke rørt ved, men der bliver ført en spiraltrappe op til 1. etage, hvor der skal bygges et 160 kvadratmeter stort museum.

Der skal laves en karnap med store vinduer ud mod havet, så lyset kan strømme ind, for der er jo kun 150 meter til havet. For enden af huset skal der bygges en stor terrasse over det, der nu er garage, men skal omdannes til værkstedsrum med grafisk presse, ovn osv. Man får et fantastisk udsyn til Bulbjerg fra terrassen, for huset grænser lige op til de fredede arealer uden andre huse som naboer.

Ligesom cirkler i vandet udvider det sig hele tiden. Bl.a. mødte jeg for nogle år siden på Instagram filmintruktør Preben Lorentzen, som har arbejdet som tv-fotograf i 20 år. Vi har samarbejdet om flere film i vores unge dage, bl.a. til tv2 og til kunstmuseer. Så vi talte om, det kunne være spændende at begynde at lave film sammen igen og lave et videotek på det, der om nogle år gerne skulle blive Arte museum. Så måske bliver Arte forlag ikke kun for bøger, men også for video-film. Man kan ikke andet end se, hvad fremtiden bringer.

www.galleriarte.dk

Redaktør på Arte forlag, Pier Maria Andersen.