Svend Wiig Hansen (1922–1997) var én af Danmarks mest markante kunstnere i det 20. århundrede, kendt som både billedhugger, maler, tegner, grafiker, filmskaber og scenograf. Igennem 50 år skabte han et imponerende og mangefacetteret kunstnerisk livsværk. Jeg betragter ham sammen med Palle Nielsen som de to vigtigste kunstnere fra perioden 1945 til 1970 og en langt vigtigtigere og mere betydningsfuld kunstner end Per Kirkeby.
Svend Wiig Hansen var som Palle Nielsen en fremragende grafiker, som udnyttede mediet fuldt ud, men temaerne var de samme som i maleriet. Et fremragende eksempel på hans grafiske kunnen er hans delvise selvportræt Den hvide prins, som desværre ikke er med udstillingen.
Råt formsprog
Ekspressionisten Svend Wiig Hansen havde et råt og markant formsprog med voldsomme penselstrøg og kraftfulde skulpturer, selvom titlen Gående, Faldende, Stående virker noget påklistret og ikke særligt sigende. Udstillingens kerne er en række vigtige malerier som Århus Kunstmuseum fremsynet havde sikret sig for mange år siden. Jeg har en enkelt anke, og det er, at man ikke har et stort foto af hans absolutte hovedværk ’Mennesker ved havet’, der står ved Esbjerg. Det er også i Hjerting Kirke, at han har én af sine vigtigste kirkeudsmykninger (som heller ikke er nævnt). De fire ni meter høje menneskefigur blev opstillet i 1995 og er i dag Esbjergs vartegn. Et mesterværk i dansk kunst i det offentlige rum.
50´ernes angstfyldte verden
Udstillingen viser værker på tværs af medier som skulptur, maleri, tegning, grafik, film og scenografi fra hele Svend Wiig Hansens mere end 50 år lange vidtfavnende karriere. Fra skandalen om Moder Jord-skulpturen i Aarhus i 1954 (som den socialdemokratiske borgmester forlangte fjernet – hvad den også blev på en Falckvogn! – den endte så i eksil i Herning, hvor den stadig står, nu hos HEART) til hans bidrag til Biennalen i Venedig i 1964.
Svend Wiig Hansen kunne som Palle Nielsen i dennes grafik skildre menneskets særlige situation i den farlige grå verden i 1950erne (som jeg også husker den) med dens trussel om atomkrig og Sovjet-konfrontation overfor USA og dens undertrykkelse af Østeuropa. Ungarn 1956 står stadig stærkt i erindringen. Den grå virkelighed er markant skildret i maleriet ”De søgende” fra 1955, hvor figurerne har svært ved at finde fodfæste sammen, og en lille bøjet figur kunne ligne døden, der bukkende inviterer indenfor.
Temaerne spejler nutiden
Eller se bare hans mesterværk ”Menneskeridt” fra 1959 om undertrykkelsens konsekvenser. Værket står krystalklart også overfor dagens rædsler i Gaza, Ukraine eller Sudan, hvor nogle anonyme røde (vitalitetens farve) mennesker ridder på nogle grønne figurer, der er tvunget i knæ, og hvis øjne skinner som dødens. Fortsættelsen følger med ”Angstens offer” fra 1974, der netop kunne være en dagsaktuel kommentar om Ruslands missilangreb på Kyiv. Tilsvarende med ”Mennesker i et dæmonisk landskab (1965), hvor de røde farver i figurerne angiver levende kæmpende liv i et stort grønt landskab med et sort opslugende hul i midten.
Aflæsningen er her mere subtil og åben. Det gælder også ”Mennesker i forvandling II – kampen” fra 1963, hvor de gule og røde farver angiver aktion i et underligt åbent landskab og med en blå himmel i baggrunden Menneskefigurerne er voldsomme, nærmest dæmoniske, og den ene ligger som slagen tilbage. Maleriet kan ses som en anden afspejling i skulpturen ”Mennesket det ensomme dyr” fra 1990, hvor en figur står sammenknuget på en piedestal fortabt i sig selv. I det hele taget er hans skulpturer en studie for sig med deres organiske krøllede, og nogle gange opsvulmede former som i Moder Jord eller i busten ”uden titel” fra 1983, hvor hjernen synes svulmet op til et niveau, der truer med at springes. Måske kunne titlen have været ’for tænksom’ eller for meget skærmtid.
En vision for fremtiden?
Svend Wiig Hansen arbejdede flere gange offentligt med sine malerier for at vise og fortælle, hvordan og hvorfor han arbejde. Det skete bl.a. i 1974 i Nikolaj Kirke i København, hvor han over 14 dage arbejdede på 22 malerier. Denne udstilling bør genindsætte ham på hans retmæssige plads som en af Danmark største og vigtigste kunstnere. Jeg vil slutte med at betragte et af hans mest gådefulde malerier ”Syn” fra 1992-93, hvor noget, der kunne ligne en menneskelig ildkugle, er ved at styrte i havet, mens solen brænder bagved. Lad mig fortolke det ind i klodens debat om menneskehedens misbrug af klodens ressourcer med mulige katastrofale følger for klimaet og dermed for menneskeheden. Alle bør se udstillingen med Svend Wiig Hansen.
ARoS, Aarhus Kunstmuseum
Aros Allé 2, Aarhus
Frem til 30. august
