ARoS har i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg i København skabt en udstilling, der skal fejre 50 året for billedpornoens frigivelse i 1969. Men hvordan laver man en fejring, når det lovgivningsmæssige er for kedeligt at vise, som Michael Thouber forklarer i sin præsentation,? Man beslutter at gå planken ud og vise den ”kunstnerisk porno”, der foldede sig ud, da friheden blev mulig. Præmissen – eller påstanden – for udstillingen er, at Danmark dermed skabte verdenshistorie og blev synlig internationalt med folk strømmede til for at se det, de ikke måtte se hjemme.
Det pudsige er, at vi igen i 2005 skabte historie med en tilsvarende sag, da religion meget lig billedpornoen blev eksponeret med ‘Muhammed-krisen’ (eller the cartoon crises som den blev til i udlandet) til følge. Sex og religion har gennem historien været brændbare emner. Måske man skulle have fulgt det juridiske spor frem for at indsnævre det til pornoen.
Kedeligt
Tidligere kulturminister Jytte Hilden (soc.) karakteriserede i sin tid meget rammende sport og porno som, at det nok kunne være sjovt at være med i, men kedeligt at overvære. Det ramte sportsfolket urimeligt, men måske meget godt pornoen. Det er i hvert fald langt hen ad vejen sådan, man oplever udstillingen. Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens fuldtonede pornodemonstration på Charlottenborg i 1969 for at fejre frigivelsen ved hjælp af et par konstruerede sexmaskiner kan således kun kaldes kunstnerisk, fordi det er dem på det sted. Der er ikke mange lag af kunstnerisk forestilling lagt ned i den performance og videodokumentation. Det sam-me kan man også sige om ”Tom of Finland” med de direkte homotegninger, der blev udgivet som tegneseriehæfte i sin tid. Det kunstneriske kan man se langt efter.
En alvorlig bagside
Det er vel det faktum, at unge mænd i en periode er intenst optaget af sex – især hvis den er vanskelig at få – at de unge kunstnere Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby selvfølgelig var optaget af det. Kirkeby med sine collager med modeller. Vi har på den tid også Arthur Køpcke, der her er repræsenteret af en indrammet collage af kvindetrusser. På den tid en provokation og måske også i dag, men må en anden måde. I dag vil det i bøger og krimier være udtryk for en farligt afsporet person, måske endda med børneporno på hjernen, som vi kan få et glimt af i Hans Henrik Lerfeldts tegninger. Faktisk udløste pornografiens frigivelse i visse intellektuelle kredse et krav om frigivelse af børns sex med voksne som noget naturligt. Kun indirekte ser vi bagsiden af pornoens frigivelse med skabelsen af en pornoindustri med indbygget udnyttelse af unge piger mænd. I USA har vi set spille- og dokumentarfilm om, hvordan man kan gå til i den industri.
Udstillingen føres op i tid, og en række yngre kvindelige kunstnere kommer på banen med et ønske om ligestilling også på pornosiden. Således kæder værket ”Kussen taler” det humoristiske sammen med det alvorlige. Der har også været andre kvindelige kunstnere, som har prøvet at fastholde problemet med den mandlige dominans helt ud i den måde, man dyrker porno på.
Super Freddie
Udstillingen åbnes med to værker af surrealisten Wilhelm Freddie (1909-1995): Sex-paralyseappeal fra 1936 og så igen fra 1961. Det første værk blev beslaglagt af politiet, og Freddie endte med en tur i spjældet, da han ikke ville betale en bøde på 100 kr. for utugtigt materiale. Han bad om at få værket udleveret til en udstilling, men fik nej, og så skabte han parafrase over det første værk, som også endte med beslaglæggelse. Denne gang i England. De to værker afspejler deres tid. Hvor kvindebusten i det første er lidt grå og bly, er hun i det nye værk mere direkte seksualiseret og farvestrålende. Kvindebilledet havde afgørende ændret sig med indgangen til 1960´erne. Freddies værker er i mine øjne tæt på at være de eneste rigtige kunstværker på udstillingen (der er andre som Cindy Shermans). De står i kontrast til f.eks. Jeff Koons serie om sin kopulering med sin daværende italienske elskerinde og pornomodel (hun kom endda i det italienske parlament som politiker), som er en gang kommercielt iscenesat pornoidyl, der skal score kassen. Det har Koons altid været god til at se muligheder i.
Noget af det mere interessant er et lokale bygget op som en spansk bodega, hvor man fejrer diktatoren Francos død – hans foto pryder væggene – med bemærkningen om, at man i Spanien i iveren efter at fjerne de fascistiske love også smed forbuddet mod billedporno ud i samme ombæring. Det var måske endnu mere revolutionerende i et så katolsk land som Spanien end i det sækulariserede Danmark et årti før.
ARoS
Aros Allé 2, Århus
Frem til 8. september
