Apolonia Sokol på ARKEN – At male smerten med omsorg

Af Erik Meistrup - 18. Dec 2023

Nogle gange vækker en udstilling med en ukendt kunstner mere opsigt end en af en kendt. I dette tilfælde gælder det den dansk, franske og polske kunstner Apolonia Sokol (1988), som er uddannet fra et kunstakademi Paris i 2016. Der er også lavet en dokumentarfilm om hendes vej til kunsten som på en måde er hendes livsværk (så langt det rækker for nu). Hendes hurtige berømmelse ligner den som Frederik Næblerød også har været udsat for – uden at sammenligne deres værker. Jagten på noget nyt og kunstnerisk uspoleret er lige så intens som i sportsverden og gevinsten tilsvarende. Politiken ryddede to sider til et interview (21/10) med Lotte Folke Kaarsholm under overskriften ’Aktivismen er et hårdt sted’, og i Information (23/10) ophøjede Maria Kjær Themsen hende til ’Vor tids Frida Kahlo’, så kan man ikke komme højere op på den skala. Det med Kahlo henviser også til, at Sokol optræder i sine egne malerier, f.eks. i to, hvor hun har fået foretaget en abort, f.eks. ’mig efter endnu en abort’ 2021 med et langt sammensyet sår, der næsten illuderer den penis, der var skyld i uheldet’, for, som hun siger i et radiointerview, ’jeg har givet afkald på at få børn i denne verden’.

Flademaleri

Noget af det første, der slår mig, er hendes udprægede flademaleri, der ikke løfter sig ud af lærredet, og som minder mig om det oldægyptiske grav-murmaleri (besøg Moesgaard i Århus og se deres Ægypten-udstilling). Men der er også et strejf af Giacometti og Modigliani i måden at trække figurerne ud i en langstrakt tynd form. Modiglianis modeller er tydeligvis tolket i mandens traditionelle blik, som er helt anderledes hos Sokol – der er en verden til forskel i synet på, hvad en model er, og hvad den transformeres til. Faktisk ligner hendes kvinde- og transfigurer på en måde i høj grad de supertynde supermodeller fra modeverdens shows, også med deres indstuderede lukkede attituder.

Personerne er tæt på

Hun maler familie, venner og bekendte og aktivister ind i en verden fyldt af trængsler og konflikter og smerte ved at være til og være anderledes – og derfor er alle hendes malerier portrætmalerier. Det med aktivisme spiller en central rolle for hende, og som hun siger i Politikens interview: ”Men selvfølgelig går jeg til demonstrationer. Det gør vi normalt hver weekend, det er jo Frankrig, og min mor er ’gul vest’. Sokol lever i og åbenbart for et miljø på kanten af det accepterede og det normaliserede, hvor det at leve ”er noget, man gør sammen med andre. Og et værk findes ikke, hvis det ikke bliver set”. Der er mænd på maleriet, men det er kvinderne og, som hun selv siger, transpersoner, der er hendes udtalte domæne, og det kommer stærkt frem i det store værk ’Forår’, som hun har malet op mod sin store inspiration Botticellis ’Primavera’ fra ca. 1480, som er en hyldest til frugtbarhed i både konkret naturforstand og som kvinders blomstrende fertilitet. Hos Sokol er det ni ufrugtbare transkvinder, der stirrer intenst ud på os og markerer, at der ikke er en genfødsel, men et smerteligt udsagn om manglende frihed og anerkendelse.

Opgør med dyderne

Denne smerte, synes jeg er udtalt i mange af hendes billeder, også når kvinderne er meget handlekraftige som i et billede af en fødsel, hvor to sortklædte (sorgens farve) hiver barnet ud temmelig kontant, eller når de samme to sortklædte er hævnere i ’Vertus’ (dyder), hvor de er i gang med at skære hovedet af en anden kvinde (magten). Igen er motivet tydeligt hentet fra renæssancen hos Artemisia Gentilechi, der selv var udsat for voldtægt og tortur, og maler et motiv, hvor Judith halshugger Holofernes og befrier jøderne. I ’Krigen’ er en ung indfødt pige, der rider over de døde hvide mænd, og hun havde selv lyst til at dræbe nogen på det tidspunkt, og hendes assistent havde også et personligt opgør, så der er personer, der mentalt skulle ombringes med i bunden. Der er kun enkelte ’lykkelige’ motiver som en mor og hendes nyfødte eller et almindeligt portræt som af ’Bahia’. Det er en smerte, der både er hendes egen. og som er udbredt i blandt andet de ’outcasts’ hun omgås, men det er en smerte, der også bæres med en stolthed som i ’Forår’. I værket ’Mareridt’ ser vi spejlbilledet af Foråret’, de samme figurer er fanget i deres egen verden af et mareridt, der er deres egen virkelighed og uden udsigt til udfrielse.

Mødet med Apolonia Sokol er noget af en mavepuster med sit direkte sprog ind i en politisk virkelighed, hvor racisme og kønsidentiteter er på spil i en gryderet i trykkoger, der kalder på evige demonstrationer for lighed og frihed.

ARKEN
Museum for Samtidskunst
Skovvej 100, Ishøj
Frem til 4. februar