Anne-Marie Carl Nielsen, (1863-1945) havde minderige relationer til Fuglsang Herregård, for gennem mange somre tog hele familien Nielsen på sommerferie hos den gæstfrie Bodil de Neergaard, som residerede som frue på herregården.
Ferie var det måske ikke kun, men i hvert fald nogle uger på landet, nede på det naturskønne og frugtbare Lolland. Man tog ud på skovtur med madkurve og legede og badede, børn som voksne.
Om aftenen var der koncerter i herregårdens koncertsal, hvor Carl Nielsen var aktiv som komponist og violinist sammen med danske og internationale komponister og musikere. Anne Marie lyttede med om aftenen, men flittig som altid, brugte hun også sommeropholdet på at modellere dyr om dagen.
Et foto viser Anne-Marie og Carl sammen med to af de tre børn på Fuglsang en sommerdag, hvor de leger et såkaldt djævlespil.
Nu er Anne Marie på besøg igen i form af et stort udvalg af hendes værker ca. 150 i alt.
Udstillingen startede på Glyptoteket, fortsatte til Ribe og slutter på Fuglsang Kunstmuseum.
Hvor udstillingen på Glyptoteket i København spillede sammen med de storslået dekorerede vægge og lofter, er særudstillingssalen på Fuglsang Kunstmuseum, hvis bygninger er af ny dato, skrællet for dekoration. Rummet er rent og purt med hvide vægge og farveløse lofter. AMCN udstillingen fremstår på den måde meget stærkt med skulpturerne smukt fremhævet i rummet, fordi det er det eneste, der er og intet kan forputte sig i rumdekorationerne.
I glasmontrerne ses et fint udvalg af de små værker, som rækker helt tilbage til den pure ungdom.
Her kan man opleve kunstnerens evne til at skabe dynamik og liv i de små dyrefigurer. Især kalvene står utrolig fint med en vibrerende overflade, så man kan fornemme dyrenes pels. Anne Marie Carl Nielsen var proprietærdatter fra Kolding-kanten, og hun havde fra barnsben blik for dyr.
Det kommer også frem i de store værker, især forarbejderne til hovedværket, statuen af Kong Christian d. 9, lavet til Christiansborg Slots Ridebane, men også det vidunderlige værk, Musikkens Genius, symboliseret ved statuen af hendes mand Carl Nielsen som ung panfløjtespiller på Pegasus, der efter mange eksperimenter ender uden vinger og virker helt rigtig sådan. En virkelig dejlig udstilling med en fremragende kunstners værker.
Elisabeth Toubro
AMCN udstillingen har fået en sløjfe: I udstillingsgangen udenfor særudstillingsrummet vises et nyt værk, 4,15m x 1,10m, med navnet Osmosis, udformet af billedhuggeren Elisabeth Toubro (f.1956). Den skal ses som en parafrase over forbindelsen til AMCN´s værker, formet som to spor i en bølgeform, som snor sig ud og ind af hinanden. Det røde er AMCN`s bane og det hvide er ET`s.
Navnet Osmosis hentyder til vands diffusion ud og ind af celler og skal pege på AMCNs store betydning for Elisabeth Toubros arbejder, nærmest som en gennemstrømmende inspiration.
Toubro har i lerskitser genformet nogle af AMCN´s kendte skulpturer og lavet sin egen snoede sti ved siden af for at vise sin homage til sit forbillede. ET skriver velformuleret om det i bogen Osmosis, men ET´s evne til at genskabe Anne Maries skulpturer i ler er måske lidt skuffende. Dog en interessant tilføjelse til den store AMCN udstilling.
Fuglsang Kunstmuseum
Nystedvej 71, Toreby L.
Frem til 8. januar 2023