”Angst”: Tønder Kunstmuseet tager dette i vor tids meget dominerende levevilkår op til kunstnerisk behandling
En række danske og udenlandske kunstnere viser installationer, der tager udgangspunkt i Søren Kierkegaards beskrivelse af den eksistentielle angst, der ikke skal forveksles med frygt.
Danske Miriam Kongstad (1991 -): Installation og lydværk: ”The Onset of Fever” og ”Kimære”(lydoptagelse i samarbejde med Alexander Holm).
På gulvet ligger en mørk, nøgen, klodset krop på ryggen, benene trukket op, kønsdelene er synlige, overdimensionerede hænder hviler på kønnet: et hunkønsvæsen. Figurens hoved har døde øjne, kun med en enkelt frygtsom hvid plet i det ene øje. En lang metalsnor fører fra navlen hen til en slags hus. Der er antydning af et tag, gulvet er af metalplader, væggene antydes med få smalle stolper: konstruktionen minder om et bur. Indespærret? Fortabt? Scenen undermales af et lydværk med blandede, udefinerbare toner. – Installationen suppleres med malerier af Wilhelm Freddie og Franciska Clausen med angst-surrealistiske værker.
Danske Jeanette Ehlers (1973 -): “We´r magic. We´r real”. Skulptur og lydværk.
En stor kugle – måske 3 meter i diameter – bevæger sig om sig selv, er dækket helt med mørkmalede, tætsiddende syntetiske duske, der minder om mørke skove set ovenfra. En globe med skovdække? Kuglen står stærkt frem foran oplyste skinnende metaltæpper, der bruges ved redninger og er her anvendt som vægge til en kube. Suppleret af tegninger, skulptur og maleri af Melchior Lorck, Sonja Ferløv Mancoba og Jens Juul, hvis værker er inspireret af Orienten og Afrika. Det fremmede, eksotiske, magiske vinder – tilsyneladende – over angsten for det Andet.
Congolesisk- norske Sandra Mujinga (1989 -): ”Worldview”. En videoinstalltion.
Et væg-stort, næsten stillestående billede af et landskab med høje bjerge og en stor sø foran. Kun vandet bevæger sig, næsten umærkeligt. Her hænger malerier af Storm P (Syfilis /Angst), Edvard Munch (”Møde i verdensrummet”) og Agnes Slott-Møllers forlæg til en altertavle (en gruppe hvidklædte nonner, der hver skal døbe et barn, de har i deres favn, med titlen: ”Fædrelandets forår”). Disse supplerende værker står i skrigende modsætning til det tilsyneladende stille ”Worldview”. De storslåede og tydelige udtryk skjuler ikke den underliggende angst for det meningsløse.
Det interessante og betydningsfulde i disse 3 rum er, at der henvises til kunstnere fra en anden tid: den eksistentielle angst er tidløs.
Foto: Erich Goldmann.
SIGNA, dansk-østrigsk kunstnergruppe: ”Forbi en himmel”. (Installation og lydværk. Signa og Arthur Köstler, i kunstnerisk samarbejde med Lorenz Vetter, Mille Qvist, Tristan Kold. Lydlandskab: Martin Stig Andersen.)
Hvor de første 3 rum er næsten sparsommeligt udstyret med deres klare og afmålte værker, overvældes man i det sidste store rum af dens fylde og opfyldning med genstande og figurer. Man kvæles næsten af de udstillede mængder, og det føles, at her er der noget, der er helt forkert.
Hele rummet er holdt i hvidt, med svage lyserøde indfarvninger her og der – en svag antydning af blod? En opstilling af adskillige rækker af ens, militæragtige senge langs med væggene minder om en lejr. De er hvide, og dækket med hvidt og lyserødt sengetøj. Sengene er tomme, bortset fra et par enkelte med skjulte kvinder.
Til gengæld sidder 7 hvide brude i strålende brudekjoler midt på gulvet i en rundkreds, med tilslørede hoveder og slappe henslængte ben – smukke brudesko er arrangere i en rundkreds, med en kunstig brudebuket i midten.
Rummet udtrykker en ”hvid armod”, vi slet ikke kender til i vores velstandssamfund: kasserede lapper og klude samlet i sække, kvindeligt vasketøj hængt til tørre på snore eller hen over baljer og spande, gemt væk i et hjørne af et rustent metalskur, der står midt i det hele. I et andet hjørne af huset sidder en brud med tildækket hoved, en visnet buket på skødet: Flygtningelejr? Koncentrationslejr? Misbrugte kvinder?
Det slår mig, at mændene er fraværende. Hvor er de henne?
Skal denne rundkreds af (sammen)faldne brude minde om, at krigen tager mænd og sønner og efterlader sorg og sammenbrud af alle drømmene?
Det normalt strålende, smukke er skånselsløst blandet med det tarvelige og elendige.
Dette rum udtrykker ikke så meget, hvad angst er, men snarere, hvad angst gør ved virkeligheden. Den skaber forvrængede virkeligheder og fremmedgørelse. Vi genkender tingene, men kan ikke forbinde dem med det rigtige, det normale.
Med en stram og gennemført brude-kvinde-æstetik, suppleret med det militær- lignende sengeelement, er det lykkedes for SIGNA både at skjule og blotlægge menneskernes utilstrækkelighed – deres dæmoner, de ikke kan styre. Det er en installations mulighed at vise flere vigtige betydninger på en gang. Det er beskuerens privilegium at tolke det omfattende indhold.
Kunstmuseet har taget flere lokaliteter end normalt i brug til denne betydningsfulde udstilling:
I toppen af vandtårnet: Niels Pugholm, dansk kunstner (1983 -): Corona-krukker.
Bemalede krukker af skiftende størrelse, med portrætter, der afspejler angst og sorg, og med konkrete corona situationer. Han følger en historisk forankret tradition.
I Pumpehuset: Xavier Cha, amerikansk kunstner (1980 -): Video.
Et kvindeansigt skifter konstant ansigtsudtrykket, fra den største forfærdelse til ægte smil. En fantastisk bred skala af mimik.
Udstillingen skal absolut ses, helst flere gange.
Kunstmuseet i Tønder
Wegners plads 1, Tønder
Frem til 23. oktober
