At rejse er på mange måder ligesom at skabe. Man finder ting frem, man ikke anede, man besad og overraskes af de gemmer af potentiale, der under de rette omstændigheder pludselig kommer til udtryk. Man kan endda kigge tilbage på det skabte eller det hændte og sætte det ind i et større perspektiv.
Set i bakspejlet forekommer det pludselig én, at begivenhederne har en mening bag sig; som om tilfældighederne og ens viljeshandlinger har arbejdet sammen om at få én lige præcis hertil. Men hvordan kan man vide, hvad der er hvad? Hvornår slutter tilfældighederne, og hvornår starter viljen, eller omvendt, om man vil. Måske er det netop gennem viljen, at man gennem de tilsyneladende tilfældigheder skaber en mening. Den tanke kan jeg godt lide.
Jeg har nu boet i Berlin i tre måneder og byen forekommer mig at være evig foranderlig. Måske delvis pga. den heksekeddel af en undergrund, der her eksisterer. Man kan mene hvad man vil om disse autonome elementer, men de sætter deres præg på byen. „Punk is not dead“, ser man ofte tagget på mure og offentlige toiletter.
Den anarkistiske ånd skinner igennem næsten alle steder, man færdes. At opponere imod det bestående er absolut en integreret del af ungdommen her i Berlin, og det er en populaer antagelse, at denne aggressivitet imod autoriter kan føres tilbage til 2. verdenskrig: „Ingen fører skal igen fortælle os, hvordan vi skal leve og tænke“. Og faktisk er det ikke kun ungdommen, der udstråler denne ånd. Alle steder, man faerdes, kan man mærke en vis lemfældig omgang med det lovgivne.
Den lille røde mand ved fodgængerfeltet betyder: „Vent med at gå – med mindre der ingen biler kommer“, ikke-ryger skilte betyder: „Lad være med at ryg – med mindre du mener, det ikke vil genere nogen“ og en lille detalje, jeg personligt holder meget af: de små, indhegnede jordarealer på fortove, der normalt er forbeholdt offentlig beplantning, bliver af beboerne ofte brugt som små haver, hvilket ikke blot giver afveksling i bybilledet, men også en følelse af, at denne by er indbyggernes egen. Det giver en fornemmelse af en by, der udvikler sig indefra.
Nok er Berlin en moderne metropol, der i mange henseender er topstyret, men man støder hele tiden på disse små tegn paa, at byen, når alt kommer til alt, er i indbyggernes hænder. Og det er forfriskende! Isaer når man kommer fra et land som Danmark, hvor det ind imellem kan forekomme én som om det individuelle initiativ har måttet vige pladsen for regelretheden.
Men regelrethed fås i mange varianter. Efter at have boet i tre uger på Linienstraße 102, et venstre-orienteret kollektiv i bydelen “Mitte”, gjorde jeg mig den erfaring, at det at være autonom langt fra er det samme som at være frittænkende. Jeg havde fået lov til at bo der gratis, mens jeg udsmykkede en facade på en bar lige overfor, og var lykkelig over at have fået mit første job. Jeg havde aldrig før boet i et såkaldt autonomt bofælleskab, og jeg må sige, at jeg, da jeg første gang trådte ind i gården for at spise brunch med beboerne, var både imponeret og benovet. Fire etager tårnede sig op på hver side af mig, fantasifuldt udsmykket med grafitti, små skrot-installationer og andre finurligheder.
På to hjemmelavede terrasser, een på taget af et skur, en anden bygget direkte ind i muren, sad folk og nød deres veganske brunch. I et stort bøgetraee, umiddelbart bagved skur-terrassen, legede et par børn, hvis bevægelser brød formiddagssolens stråler og skabte en så idyllisk atmosfære, at jeg nærmest ikke vidste, om jeg skulle bryde ud i latter eller brække mig. Sebastian, en af beboerne, fik til opgave at vise mig rundt i huset, som i alle henseender levede op til facaden. Hvor end vi gik, var der tegn på den autonomi, selvstyrethed, man ville forvente.
Det værelse, jeg fik tildelt, er et godt eksempel. „The hole“, blev det kaldt. Det havde tidligere været et gennemgangsværelse, men det var de altså blevet trætte af; derfor havde de besluttet sig for at hamre et hul i den væg, der ledte ud til køkkenet. Godt nok skulle man ned på alle fire for at komme ind på vaerelset, men det virkede! Voíla, problem solved. For at pynte lidt på det, havde et vittigt hoved malet et par søjler i arkaisk stil på hver side af indgangen. Initiativer som dette var at finde overalt i huset, og det tog mig ikke lang tid at komme til at holde af den del af bofællesskabet.
Men …een ting havde jeg svært ved at vænne mig til, og det var den konstante aggressivitet imod det bestående, der var at finde alle steder i huset, især gennem valget af udsmykning. Jeg lagde ikke så meget mærke til det i starten, men i løbet af nogle dage blev det åbenbart. Om det så var i form af postkort, plakater eller grafitti: alting, alting, var en form for angreb imod det etablerede. Efter en uge begyndte det at blive lidt anmassende, som om huset var ude på at hjernevaske mig.
Jeg begyndte også at lægge mærke til, at en uforholdsmæssig stor del af samtalerne beboerne imellem bar præg af dette, om det så var udvekslinger af politisk overbevisning eller drabelige historier om politivold. Denne ensporethed blev i løbet af kort tid for meget for mig, men på den anden side er det interessant at befinde sig i et miljø, hvor beboerne er så brændende engagerede i det, de beskæftiger sig med. I Danmark har man ofte en tendens til at sætte lighedstegn imellem dedikation og ekstremisme, så set i dette perspektiv var det forfriskende at bo sammen med sådanne ildsjæle.
Men ildsjæle eller ej, deres politiske korrekthed gjorde det til noget af en opgave at finde et passende valg af motiv til barfacaden. Mange af mine ideer indeholder nøgenhed, så da barpersonalet så mine ideer til facaden, måtte de gøre mig opmærksom på, at al form for nøgenhed i street art i denne del af byen, hvor store dele af det autonome miljø holder til, bliver betragtet som sexisme. Sexisme, puritanisme, jeg ved ikke helt, hvor skellet går, men jeg gav pligtskyldigst mine figurer tøj på.
Der var også stor bekymring for, om jeg nu huskede at få mindst to-tre hudfarver med, hvis jeg lavede flere figurer. Ja-ja, jeg skal nok, jeg skal nok. Endelig kom jeg i gang, og arbejdet med maleriet skred hurtigt frem. Motivet, vi var blevet enige om, forestillede en storby, hvor alskens mærkværdige figurer skød op fra. Hovedmotivet var en guitarist, der tronede over byen.
Nederst havde jeg lavet en form for træ-kvinde, jeg selv synes, var blevet ret smuk. Langt hår, smilende øjne og en fin løvkjole. Jeg var vist i gang med at give hende øjenvipper, da Susan, en af beboerne fra huset, kom forbi. Hun kiggede længe før hun kommenterede: „Det går virkelig ikke. Hun er alt for pæn og borgerlig. Du bliver noedt til at give hende mere attitude. Nogle tatoveringer, et par piercinger …og mo-hair, eller noget i den stil“.
Usikker, som jeg var, takkede jeg hende for rådet med intentionen om rent faktisk lave billedet om. Men jeg kom til at taenke over det: hvorfor skulle hun, min traekvinde, ikke have ligeså meget ret til at eksistere som den version, Susan havde foreslået? Det forekom mig, at det ville være et brud på den solidaritet, det autonome miljø ellers prædiker.
Så jeg lod min pæne træ-kvinde være og lavede i stedet en kineser-punker-kvinde, der gav fingeren til en jakkesætsklædt herre med attachémappe. I håb om, at det skulle kunne virke afværgende mod hærværk i form af grafitti, lavede jeg desuden et lille telt, hvorfra et flag med det anarkistiske symbol, det omcirklede „A“, vejrede. Måske virkede det lidt desperat: „Se, jeg kæmper også jeres kamp! Jeg er solidarisk, for fanden!!!“ Men enten var det for letgennemskueligt, eller også var flaget for småt. Et par uger efter, jeg var færdig, blev ruden i hvert fald smadret.
Jeg havde også lovet beboerne at lave et mindre vægmaleri i deres trappeopgang, men det viste sig nærmest umuligt. Hvad end forslag jeg kom med, var det enten sexistisk, kønsdiskriminerende, politisk ukorrekt, borgerligt eller hippie-agtigt. Til sidst lavede jeg, uden at konsultere nogen omkring det, en kat. Det er da i hvert fald et autonomt dyr, mere autonomt, forekom det mig, end beboerne af huset. Hvis de havde et problem med katte, måtte de jo bare male den over, jeg orkede i hvert fald ikke mere.
Efter tre uger i dette bofællesskab, var jeg mere end parat til rykke videre. Jeg beundrer virkelig den indsats, beboerne af Linienstraße 102 udfører, der er brug for moden opponeren til det eksisterende. Man kan argumentere for, at der er brug for en vis ensretning, hvis man i en større gruppe skal have noget fra hånden. Men det er ikke et miljø, jeg trives i. Derfor var jeg meget interesseret, da jeg fik svar fra en henvendelse, jeg havde sendt til et andet bofællesskab, Lohemühle. Det skulle efter sigende vaere et kunstnerkollektiv placeret i en skurvognspark i bydelen Treptow.
3 interessante bekendtskaber
David
David mødte jeg, da jeg i een af de første uger sad og solgte mine malerier i Mauerpark, een af Berlins mange folkeparker. Et par hunde havde lige været oppe at slås på mine originaler, hvilket havde sat mig i et stadie af modløshed, dog iblandet en ikke ringe del ironisk distance til hele situationen. Kort efter at jeg havde fået børstet skidtet af mine stakkels malerier, stod der pludselig en ung fyr og virkelig kiggede på malerierne.
Vi faldt i snak, og jeg fandt ham straks interessant omend mere end almindeligt sær. Han viste sig at være fra Californien, hvor han havde læst psykologi i et par år, men var altså nu droppet ud for at finde ind til sit egentlige kald. Hans klare, blå øjne var ligesom på samme tid både fjerne og tilstedeværende, men lod dog ikke èn i tvivl om, at han var fuldt ud til stede i øjeblikket. Når han talte, ræssonerede han ofte baglæns, hvilket kunne gøre det svært at følge med, og pludselig kunne han finde på at gribe fat i en tilsyneladende ligegyldig detalje og gøre den til samtalens omdrejningspunkt. Jeg blev dog hurtigt klar over, at jeg her havde med en ressource til nye indgangsvinkler at gøre. Han boede sammen med sin kusine Maya i nærheden af Mauerpark og inviterede mig til middag hos dem samme aften, hvilket jeg takkede ja til.
Da jeg nogle timer senere ankom, sad han fordybet i noget nær det mest primitive computer-animationsprogram, man kan forestille sig. Han havde lige oprettet en hjemmeside, hvor han lagde sine ‘animerede kunstværker’ ud iblandet mærkværdige kortfilm, han optog med sit digitale kamera; næsten altid med sig selv som hovedaktør. Finurligt var det, men umiddelbart var jeg ikke videre imponeret, da det i alle henseender manglede det håndværksmæssige aspekt, jeg personligt sætter meget højt.
Han var da også just startet, men var meget entusiastisk omkring ‘den platform’, det ville give ham. Denne platform, skulle det vise sig, var og er et meget alvorligt foretagende for ham. David har det, man vist kan kalde et messiansk kompleks, måske forårsaget af eet eller flere af de LSD-trips, han hyppigt refererede til. Nu forsøger han altså igennem diverse produktioner at viderebringe menneskeheden det, han er blevet begavet med. Indrømmet, jeg havde indledningsvis lidt svært ved at tage ham seriøst, men efterhånden som jeg lærte ham bedre at kende, kunne jeg trods alt se en vis helhed i hans tankeunivers.
Vi vedblev med at ses igennem en måneds tid, før han tog til Israel for at besøge sine bedsteforældres kibbutz; i øvrigt een af de allerførste i staten Israel. Med sig tog han 4 af mine malerier, han havde købt. Hans kusine, Maya, som ogsaa var udøvende kunstner, så jeg sidenhen også en del til, og hendes i Paris bosatte søstre skulle komme til at få betydning på min senere færd, men mere om det senere. Se Davids produktioner på: www.isforbliss.com.
Gerrit
I løbet af de ca. to uger, jeg brugte på mit første job, fik jeg i kraft af, at det var en udendørsfacade ud til en relativt befærdet vej, et par i perioden faste bekendtskaber. Et af de mere minde –og mærkværdige var Gerrit, en hollænder bosat i Haag. Gerrit var i Berlin for at se på byens kunstskatte, i højere grad i form af street art og små gallerier end de mere etablerede museer og monumenter.
Da han først henvendte sig til mig, tog jeg ham ærlig talt for en af disse af storbyen avlede snyltere, der indledningsvis udviser een venlighed og imødekommenhed, men slutteligt altid ender med at bede om penge. Dette kunne dog ikke have været længere fra sandheden. Han var vel i starten af halvtredserne, klædt i beskedent, sine steder hullet, tøj, altid udstyret med sin taske, sit kamera (med revnet display) og sin filthat. Hvad jeg først havde antaget for at være et lettere manisk blik, skulle vise sig at stamme fra en overordentlig stor interesse for alt, hvad der foregik omkring ham.
Han brugte sin tid i Berlin på at gå rundt imellem forskellige gallerier, tale med kunstnere og tage billeder. Hver dag, han kom forbi, tog han et billede af mit fremadskridende værk og havde nyt at berette om steder, jeg enten skulle besøge eller holde mig væk fra. Gerrit var, omend meget ydmyg og ligesom affejende omkring det, selv skabende kunstner og fortalte mig om hans nyeste projekt: en bog med titlen “This is a stupid and useless book”. Han havde fået et computerprogram til at lave alle de mulige kombinationer, der findes med disse ord, og det var altså bogen, knap 300 sider lang. Han fortalte mig også om adskillige andre lignende projekter, som han dog ikke havde ambitioner om skulle få nogen form for kommerciel succes.
Jeg nåede næsten ikke at få noget at vide om Gerrits liv i Haag. Hver gang man kom ind på, hvad han lavede eller levede af, svarede han med at smil, at han “dovnede den af” eller “kiggede op på himmelen”. Så det er altid sådan, jeg forestiller mig ham, når jeg tænker på ham. Den forestilling har jeg intet imod, og måske er det også derfor, han er den person, der definitivt fik mig til at forstå, hvorfor man ikke skal fortælle beskueren for meget om sit værk. Kort før han tog afsted, købte han min skitsebog og et af mine malerier.
Martin
Martin mødte jeg, imens jeg boede i lejligheden i Prenz Lauerberg og var igang med at udsmykke baren “Kirchen von Unten”. Jeg nåede kun at kende ham i forholdsvis kort tid, dvs. igennem to yderst udmattende byture, hvor vi fik talt en del sammen. Oprindeligt fra Berlin havde han dog rejst en del, og det var netop disse beskrivelser af hans rejseeventyr, der får mig til at huske ham så godt. Umiddelbart ville man ikke tro, at han med sit drengede ansigt og sin i alle retninger springende filosofi allerede var fyldt de 38, men sin alder var han i høj grad bevidst om og vrængede på næsen, hvis det blev nævnt.
Han havde, som de fleste mennesker, der ikke føler, de i forhold til deres alder og evner har opnået tilstrækkeligt med deres liv, en vis nervøsitet og rastløshed over sig. Både når han selv og andre talte, havde hans øjne aldrig ro, som om han var bange for at gå glip af eet eller andet storslået, hvis han fikserede sine øjne eet sted. Han havde nogle år tilbage egentlig været godt i gang med en uddannelse inden for kommunikation, da han under en gadekoncert i Madrid pludselig havde oplevet lyksaligheden i at optræde med sin guitar.
Han havde derfor opgivet sin uddannelse og valgt at satse på en musikkarriere, som dog aldrig rigtig var blevet skudt ordentligt i gang. Han spurgte endda mig, om jeg ikke havde lyst til at lave eet eller andet med ham, hvilket siger mere om hans desperation end om mine evner som musiker. Da han efter sin beslutning havde fundet ud af, at det ikke var så nem en sag at komme til at leve af sin musik, havde han besluttet sig for at tage tilbage til “det forjættede land”, Spanien, hvor man “forstod hans musik”. I 11 måneder havde han levet fra hånden til munden, konstant ventende på en form for gennembrud, som aldrig var kommet.
Da han ingen penge havde tilbage, havde han simpelthen fundet en grotte at bo i, i udkanten af en by i Sydspanien. Her havde han levet i hvad man vist kan kalde “yderste armod”, uden penge til at reparere sin guitar eller købe salve til at behandle en ret så ubehagelig hudsygdom, han havde pådraget sig. Den smule penge, han tjente på at spille på gaden, brugte han på øl, da øl åbenbart indeholder næringsstoffer nok til at overleve på. “That’s great information”, udbrød jeg, hvortil han svarede: “No, that’s some of the worst information you’ll ever receive, I shouldn’t have told you”, og dette uden så meget som antydningen af et skælmsk smil.
Martin levede nu i en for ham højest utilfredsstillende balance imellem at opgive sine drømme og blive ved med at forsøge, dog tilsyneladende uden den fornødne ærgerrighed,. Denne skæbne og disse beretninger fik mig naturligvis til at sætte min egen situation i perspektiv. Jeg kunne se, at han, som jeg, egentlig ikke var i tvivl om sit talent – det var bare omstændighederne, der var imod ham. Jeg beder til, at jeg aldrig må skelne.
I næste artikel besøger Christian Gundtoft et kunstnerkollektiv i Lohemülle og får til opgave at lave et vægmaleri. En ikke ubetinget god oplevelse.
