Ib Spang Olsen - Gå på museum.

Alletiders Spang Olsen på Kunstmuseum Brandts i Odense

Af Jens Rolighed - 17. Dec 2022

Udstillingen på Brandts har fået titlen, ”Verdens bedste Ib Spang Olsen” og sandt for dyden må man sige, at der er noget om, at Ib Spang Olsen med sine tegninger har sat et imponerende aftryk hos flere generationer af danskere. Det er ikke mange danskere, som ikke kender hans meget karakteristiske måde at tegne på. Mange af tegningerne har tidligere været vist på Nivaagaard, men der er kommet flere værker til og udstillingsdesignet er helt anderledes.

Gå på museum

Den første store tegning, man møder, når man går ind i det første udstillingsrum, er værket, ”Gå på museum”, som var et bestillingsarbejde, fordi man gerne ville have flere til at gå på de forskellige museer – her i København.

Plakaten er selvfølgelig en opfordring til at gå på opdagelse på meget forskelligartede museer. I Odense bliver den indgangen til Ib Spang Olsens fortryllende verden. Designerne på udstillingen, Nadia Olive Snack og Carla Logo, har sammen med kurator, Ellen Egemose, skabt en virkelig super ramme for og introduktion til udstillingen. Værket er i sig selv næsten en ”Find Holger” plakat. Hvor er det nu lige Glyptoteket eller Nationalmuseet er?

På Kunstmuseum Brandts er plakaten også en introduktion til alle de andre værker af Ib Spang Olsen. Det ser man klart, fordi de farver, som ses på plakaten, viser frem mod de udstillingsrum, som afslører Spangs Olsens utroligt mange kompetencer. En stor cadeau til Kunstmuseum Brandts for at farvelægge rummene alt efter hvilken kunstner, som udstiller. Gennemgående i designet er også rundbueportalen, som gentages mange steder rundt om værker.

En mand med holdninger

Det kan godt være, at man forbinder Ib Spang Olsen med nogle utroligt fine tegninger af børn og hans samarbejde med Halfdan Rasmussen i en ABC, men han havde også mange holdninger til det samfund, som han levede i. Helt karakteristisk kunne han med sin kunst være med til at ændre og diskutere temaer om f.eks. børns vilkår eller forbrugssamfundet. I 1975 fik han til opgave at lave en plakat for Handelsministeriets Energispareudvalg.

Det er tankevækkende, at en plakat fra 1975 stadig er aktuel. Sørg nu for at isolere bedre, lad være med at bruge så meget strøm osv, men Spang Olsen bringer altid lidt humor med i sine værker. Den uskyldige pige til venstre i billedet og ser ud over byen. Helt typisk for Spang Olsen er der gang i den i alle lejlighederne. Alle hygger sig på hver sin måde, men den industrielle verden prøver at følge trop: den store fabriksbygning i øverste venste hjørne har kun et vindueslys tændt for at spare på energien. Humoren kommer fx frem, når der på et skilt reklameres for is af butiksindehaveren, Ole Ring og de tre i forlængelse af hinanden bliver til isolering.

Ib Spang Olsen – Spar på energien. 1975.

Memory Lane

Ib Spang-Olsen er en fantastisk tegner og skildrer af sin samtid. Udstillingen spænder fra Spang Olsens fine babytegninger af sine børn, illustrationer til et utal af bøger, et rum kun med nisser og til de mere samfundskritiske værker. På mange måder bliver det et gensyn med en tid, der var. For mange vil Spang Olsens værker- ikke kun hans illustrationer til Halfdan Rasmussens ikoniske alfabetudgivelse – være en del af den danske kulturarv.

På denne udstilling kan man heller ikke lade være med at lægge mærke til det rum, som kaldes et voksenfængsel, hvor børn kan holde voksne ”fængslet”, så de har tid til at snakke med børnene. Det er samtidig en suveræn kommentar til nutidens virkelighed, hvor internettet fylder mere og mere.

Det er svært at forestille sig, at der kunne være nogle børn eller voksne, der ikke kender Spang Olsens tegninger, så man kan kun opfordre alle til at komme på museum, så man kan få genopfrisket erindringer og samtidig se hele nye sider hos en af Danmarks bedst kendte tegnere.

Kunstmuseum Brandts
Amfipladsen 7, Odense
Frem til 29. maj 2023

Artikel fra: Nr. 11 / 2022 – December / Januar