Alle mine flagermus

Af Lis Engel - 19. Feb 2019

Bogreception i Villa Villekulla

Lisbeth van Deurs digtsamling som udkom den 27. januar på Medans Forlag er en intens indsamling af øjeblikket, af mennesker, dyr, tanker, der frit bevæger sig ud og ind af hinandens livsrum.

Det er knivskarpe observationer, der får ordene til at danse og billederne til at strømme. Stemte billeder –billeder der bevæger. Verden har brug for denne indbydelse til at danse på tværs af grænser. Til at vågne og mødes på tværs af det kendte og det ukendte.

Receptionen i Villa Villekulla er et spændende møde på tværs af forskelle. Vi er netop ankommet og unge og gamle mennesker, bliver modtaget af forlagschef Ulla Tarp og kunstner og forfatter Lisbeth van Deurs, der hilser og snakker med alle. Der er kunstnere, skuespillere, familie og venner og venners venner, der er dukket op og nu sidder så tæt som det er muligt omkring en lille åbning i midten, der skal fungere som scene for dans, oplæsning på flere sprog af den netop udkomne digtsamling- Alle mine flagermus.

digte, dans, oplæsning, sprog – en performance der krydser grænser

Vi oplever først et digt danset af en ung kgl. balletdanser, der kan kunsten at danse ordenes kropslighed sådan at vi alle svæver i et åndeløst nu. Ordene danser i kroppens rytmer og tone. Lidt senere fortolkes nogle andre udvalgte digte af et svensk par, der danser en intenst nærværende tango. Den mest lidenskabelige tango med minibevægelser, der viser os tydeligere end noget, at kunstens nerve er i nærværet- ikke i en udvendig en bravour teknik – men i et betingelsesløst nærvær i det som er. Vi betages. De visualiserer i tangoens billeder ordenes rytmer, balancer, passion. En performance om øjeblikket og det levende møde som skabelsens sted. Intet kunne bedre have iscenesat bogen essens – at ære øjeblikkets betydning. At give slip på at ville kontrollere og betvinge og i stedet lade mødet ske. Uforudsigeligt. Nærværende. At være lydhør for dine flagermus.

Det svenske ægtepars tango på verdens mindste tangogulv var en performance af livets nøgne puls – i et nu i en så intens udveksling af vi igen blot var i et vægtløst lidenskabeligt nærvær- uden begyndelse og uden slutning.

Ganske som de intense digte åbner sig for os med billeder af sorg, længsel, skønhed og liv – i sine skarpe observationer vævet mellem en observerende, moderne bevidsthed, der drages af den logiske og skarpe afgrænsning for igen og igen at lade sig vælte af flagermusenes uforudsigelige mønstre. Møder sker. Betydning sker. Billeder sker.

I Lisbeths digte er der både mørke og lys og en intens sanselig kropslighed, der smelter sammen med en på en gang fysisk og kosmisk livsfølelse.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale alle at mødes i dette univers, hvor ord bliver til billeder og billeder til ord.

Et stort til lykke til Lisbeth for den fine udgivelse af underfulde poetiske billeder skrevet med hjertet, sjælen og kroppen i en fri tango med flagermus og livets puls.

Bogen er udkommet på Ulla Tarp Danielsens lille forlag Medan og kan også fås som lydbog og e-bog på www.bogportalen.dk