Af Tom Jørgensen
Redaktør på Kunstavisen
Skribent på Jyllandsposten
Allan Otte er paradoksernes mester. På den ene side fastholder han guldaldermalernes forkærlighed for det landlige danske landskab. På den anden side afmonterer han ethvert tilløb til nationalromantik. Han er ultracool i sin tilgang til maleriet, bearbejder motiverne på sin computer og bruger med stor konsekvens udelukkende sin pensel til vertikale og horisontale penselstrøg. På samme tid er disse strøg imidlertid malet med en så stor indføling, at det nærmer sig de gamle mestres. Han er intellektuel og konceptuel, men samtidigt har hans motiver en følelsesmæssig appel ligesom han ved forskellige perspektiviske greb involverer beskueren, så denne ligesom bliver suget ind i billedet. Han er gravalvorlig i sin skildring af landzonen som domineret af fabriksagtige svinefarme og betonsiloer med rustne plove og udbrændte traktorer som de sidste vidnesbyrd om fortidens små landbrug. På den anden side er der noget næsten FOR katastrofalt over hans katastrofer. Noget nordjysk deadpan-agtigt og bidende tørt. Der er kort sagt forbløffende mange lag i Allan Ottes billeder. For mig at se, er han ubetinget ét af de allerstørste talenter i dansk kunst i mange år.
