Vertikalt Landskab ­verdens navle. 2012.

Allan Otte på Kunstmuseum HEART – Nytænkning og digitalisering

Af Brynhild Bøtker Eriksen - 24. Oct 2020

Imponerende billeder og teknik

Soloudstillingen, ”NATURLIGVIS – Landskabsmalerier af Allan Otte” har i første omgang fundet vej til HEART i Herning, og den skal senere både til Kunstmuseum Brandts i Odense og til Fuglsang Kunstmuseum i Toreby på Lolland. Det er en imponerende udstilling med flere en 50 værker, men det imponerende ligger ikke kun i antallet af malerier, men i allerhøjeste grad i billedernes fortællinger og den enestående teknik, hvorpå Otte mixer fotografi og maleri.

Næsten fotorealistisk

På afstand ligner Allan Ottes malerier fotografier, men kommer man tættere på, oplever man, at hans værker er ganske specielle. Allan Otte tager som regel udgangspunkt i egne fotografier eller fotografier fra nettet, som han bearbejder på computeren til en slags kollage, for derefter at overføre motivet til lærred eller plade vha. guidelines, som danner små eller store firkanter, små prikker eller baner af maling i vand- og lodrette strøg. På den måde fremstår hans værker som malet i pixels, hvilket er helt unikt, og giver Allan Ottes landskabsmalerier et helt anderledes og meget moderne look. Især guldaldermalernes landskabsmalerier er ikke lige Ottes kop te. Hans værker kan nærmest ses som et opgør med 1800-tallets nationalromantiske, idylliske landskab.

Post Drama. 2013.

Maler i pixels

Et af Allan Ottes meget interessante værker hedder Lundbye Remake (2011), og udgør en særlig reference til kunsthistorien, idet det er en parafrase over den danske guldaldermaler J. Th. Lundbyes Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde (1847). Parafrasen af Hankehøj består i, at Otte moderniserer Lunsbyes maleri. Han skærer træerne, vogterdrengen og køerne bort. Han fører billedet helt up to date, ved at indføre de nutidige wrapballer og til sidst meget minutiøst male det med akryl på plade i små lodrette og vandrette ”pixels”.

Naturskildring (avlsarbejde). 2018.

Allan Otte blev aldrig tømrer

Allan Otte (f. 1978) er vokset op på et landbrug med et halvt hundrede malkekøer i nærheden af Aars i Vesthimmerland. Han og hans to brødre deltog i gårdens daglige drift, som han fik et indgående kendskab til, selv om han måske ikke lige var den ivrigste malkedreng. Allan tegnede næsten fra han kunne holde en blyant i hånden, men kunst var der ikke mest af i hjemmet, så det var først, da han startede på Vesthimmerlands Gymnasium, og opdagede Per Kirkebys (1938-2018) store farverige udsmykninger på skolen, at hans interesse for kunst blev vakt. Ret hurtigt søgte han ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København hvorfra han dimitterede i 2007.

Nedbrydning. 2019.

Allan Ottes fødegård

Allan Ottes baggrund på et landbrug lader sig ikke fornægte, og langt det meste af udstillingen på HEART drejer sig om natur og landbrug. Studerer man hans malerier nøje, og lægger man også mærke til titlerne, kan det ikke skjules selv for folk, som aldrig har sat deres ben på en gård, at der er sket et kæmpe teknologisk fremskridt også i landbruget. Jeg har allerede nævnt wrapballerne på markerne og manglen på køer på marken. Det er ikke nogen tilfældighed, at de er væk, ligesom det også er helt naturligt, at lugten fra gårdenes møddinger og fra gyllesprederen er på vej ud. Mange af Allan Ottes motiver tager deres udgangspunkt i den fædrene gård og i hans oprindelige hjemegn i Himmerland. Et hovedværk i denne sammenhæng er det store maleri Nedbrydning (2019). En stor gravemaskine er i gang med at bryde en gammel stald ned, og tempoet understreges af, hvordan de mange mursten falder ud af væggene, hvordan bliktaget skrælles af, men ikke mindst af hvordan faderen i arbejdstøj med hænderne i siden roligt (?) betragter den igangværende nedrivning af gården.

Interessant er det, at to andre malerier Slut (2008) og Ny begyndelse (2010) kan ses i sammenhæng med Nedbrydning. Den tilbageværende del af gården på to forskellige årstider. Spændende er det, om der bliver malet flere versioner af fødegården.

Løsdriftsstald (foderskubber), 2017.

Teknologien vinder indpas

Allan Otte går i mange af sine malerier bagom de teknologiske fremskridt i landbruget. Her viser maleriet Løsdriftsstald (foderskubber), (2017) f.eks. en del af den moderne kostald, hvor al gammeldags romantik er forsvundet. Køerne finder selv foderet og søger hen til malkemaskinen, når de er klar til at blive malket. Køerne bruger teknologien, men er også selv teknologi i den forstand, at de er blevet omhyggeligt fremavlet som de mest effektive leverandører af kød, mælk og gener i dette system.

Det brutalt moderne

Når man går gennem de store udstillingssale på HEART, er det ikke gamle idylliske bindingsværksgårde, man ser på malerierne. Ej heller er det køer, der bliver drevet ind i stalden til malkning, bondemanden, der pløjer eller sår eller mælkejunger til afhentning. Otte skildrer i sine malerier det moderne landbrug i dagens Danmark: Døde grise, kælvene køer, avlsarbejde på tyrestationen, havarerede køretøjer og Arlas mælkevogn på vej væk.

HEART
Herning Museum of Contemporary Art
Bitten & Aage Damgaards Plads 2, Herning
Frem til 24. januar 2021

Artikel fra: Nr. 09 / 2020 – Oktober /November