Af Louise Staugaard
louise.staugaard@gmail.com
Med udstillingen "Agnes Cleve – Modernist og Mønsterbryder" åbner Øregaard Museum dørene op for en af nordisk kunst mest banebrydende kvindelige aktører. Det er første gang der vises en stor særudstilling med et bredt udsnit af Cleves værker i Danmark og, det er vidst på sin plads at sige, det var også på tide. For vi har her at gøre med en kvindelig kunstner, som i sin samtid i den grad var med på beatet og som, på relativ utraditionel vis, når man tænker på kvindelige kunstneres forhold dengang, blev anerkendt for sin kunstneriske praksis.
Svenske Agnes Cleve (1876-1951) udstillede ofte, fik god kritik og havde en stor international omgangskreds, såvel som hun fik stor international anerkendelse. Hun var således et forbindelsesled til den europæiske kunstscene med sine mange kontakter.
Men da den svenske kunsthistorie om modernismen blev formet og skrevet efter 2. Verdenskrig, blev hun sat ud på sidelinjen. Først i slutningen af 1980’erne blev stilheden omkring Agnes Cleve brudt i Sverige med den første særudstilling i nyere tid. Og nu også i Danmark.
Agnes Cleve var en eklektisk og legende kunstner. Hun turde gå sine egne veje og gøre op med forskellige kunstneriske retningers dogmer. Hun gik til sin kunst på en sammensmeltende facon. Cleve afprøvede kræfter med modernismen, kubismen såvel som fauvismen og ekspressionismen. Enten adskilt i forskellige værker, eller blandet sammen i harmoni i maleriet. På den måde må Cleve anses for at være banebrydende og nytænkende for sin tid.
Også på det private plan tænkte Cleve alternativt. Hun kunne ikke forlige sig med det traditionelle familieliv og brød derfor ud af de vante rammer og blev enlig mor til to. Hun ville hellige sig ønsket om at være en fri og selvstændig kunstner – og sådan blev det.
Udstillingen på Øregaard Muse-um giver et skønt indblik i en kvindelig kunstner som stod ved sit jeg og sine ønsker. Som gik sin egen vej og som kæmpede for sin plads i kunstens ellers mandligt dominerede verden. Cleves væsen er evigt aktuelt og inspirerende og udstillingen lander på en dansk kunstscene hvor der løbende debatteres om fordelingen af fokus på mandlige og kvindelige kunstnere. En vigtig diskussion og en vigtig udstilling.
Øregaard Museum
Ørehøj Allé 2, Hellrup
Frem til 31. maj 2015
