Digitalt foto: Torben Hansen.

Aarhus byder ind til ny, ambitiøs kunstmesse

Af Inge Schjødt - 30. Aug 2021

Works Art Fair er navnet på Aarhus’ nye kunstmesse, som finder sted i Godsbanens Rå Hal fra 17. – 19. september. Med godt 60 stande præsenteres en blanding af gallerier, etablerede og upcoming kunstnere. Initiativtager og arrangør er Torben Hansen, som har en baggrund som grafisk designer og kunstner. Med erfaring fra deltagelse i flere messer ønsker han at skabe en messe, der gør tingene lidt anderledes.

En afslappet gallerifornemmelse

“Vi vil gerne skabe noget, der minder mere om en uformel gallerifornemmelse, når man går rundt på messen. En oplevelse, der indbyder til, at man går mere på opdagelse i kunsten, fremfor blot at stå og kigge på et udstillingsvindue,” fortæller arrangør Torben Hansen.

Standene på Works Art Fair er designet med flere åbninger end den normale messestand. Det åbne design betyder, at de forskellige stande hænger sammen på en anden måde og inviterer gæsterne indenfor og indbyder til at man driver gennem standene i stedet for, at mange instinktivt holder sig uden for standen, fortæller Torben Hansen.

Julio Garcia. Foto: Torben Hansen.

En grafisk designer som afsender

I Godsbanens rå industrielle udtryk kommer arkitekturen til at stå i spændende kontrast til Work Art Fairs udstillede kunst. Som grafisk designer med eget bureau ligger det ham også meget på sinde, at messens visuelle kommunikation kan matche den høje kunstneriske kvalitet hos udstillerne.

– Works Art Fair skal præsentere et højt internationalt niveau i både indhold og form. Kvaliteten af alle ansøgere er vurderet individuelt – dels for at sikre en bredde i udstillerne og dels for at sikre, at det kvalitetsbevidste publikum ikke går forgæves.

Målet er en messe med højt niveau, der præsenterer både danske og internationale kunstnere og gallerier. Allerede nu, hvor messen afholdes første gang, præsenteres en række internationale udstillere, siger Torben Hansen.

Digitalt foto: Torben Hansen.

Lokalt og internationalt

Når Works Art Fair slår dørene op i Godsbanens Rå Hal er det med en ambition om at skabe et nyt tilbagevendende arrangement i Aarhus. Håbet er helt klart, at den internationale deltagelse skal vokse over de kommende år, og at messen ligeledes vil tiltrække et internationalt publikum.

– Works Art Fair bliver en messe med internationale ambitioner, der giver lokale, nationale og internationale kunstnere og gallerier mulighed for at sælge kunst direkte til et kvalitetsbevidst publikum, virksomheder og kunstforeninger.

– Aarhus er en kulturby og er blevet et meget populært rejsemål for turister fra hele verden. Jeg vil rigtig gerne lave et godt arrangement, som vi kan være stolte af også at indbyde et tilrejsende kulturpublikum til. Jeg vil gerne have, at Works Art Fair bliver endnu et argument for, at Aarhus er en stærk international kulturby,” slutter Torben Hansen.

Works Art Fair åbner fredag d. 17/9 kl. 13.00. Om aftenen på åbningsdagen indbydes til LATE WORKS, hvor en DJ skruer op for musikken. Hele programmet kan ses på https://www.worksartfair.dk/

God fornøjelse. God kunstvandring i Aarhus.

WORKS ART FAIR
Den Rå Hal Godsbanen, Aarhus
17. – 19. september

Claudie Poinsard. Foto: Torben Hansen.