Lars Ibsen - Kube. Stentøj. Foto: Bent Jakobsen

En oplevelse for sanser og refleksion på Dronninglund Kunstcenter

Af Grethe Hagensen - 23. May 2026

Mønstres kendetegn er gentagelsen. Mønstre findes allevegne blandt de ting, vi omgiver os med i dagligdagen: På tallerkner, tapet, på tekstil, papir, lærred, keramik, glas, lys, skulptur og ikke mindst i naturen. For at synliggøre i hvor mange forbindelser, materialer, kunstneriske udtryk og teknikker mønstre indgår, præsenterer Dronninglund Kunstcenter en gruppe kunstnere, som alle anvender mønstre i forskellige farver og former.

Fortællingen er lagt væk

I denne udstilling er det ikke fortællingen, der er i centrum. Her møder vi en abstrakt verden, hvor det er mønstrets natur, der styrer oplevelsen. Man kan ikke identificere sig med et mønster, men man kan lade sig rive med af tern og striber, hvide eller kulørte prikker, der vandrer ind og ud af de enkelte billeders flader. En leg med farver og utilsigtede former, som i sig selv ikke er noget, men sat sammen pludselig skaber et forhold, hvor den ene form trækker den anden med sig. Mønstrene og linjerne skaber retninger, tilføjer rytme og bevægelsesdimensioner i billederne.

Søren Friis – Bølgepaprelief, malet. Foto: Bent Jakobsen

Motivet forsvinder

Med 22 udstillere giver det sig selv, at variationen og spændvidden i værkerne er stor. Amanda Betz, uddannet arkitekt og udøvende billedkunstner arbejder f.eks. med forskellige foldeteknikker. I al sin enkelhed forsøger værkerne at indfange det mønster, som opstår i den kapillære bevægelse af farvens indtrængen i det foldede ark.

For Søren Friis, der også har en baggrund som arkitekt, er arkitekturen hans indgang til billedkunsten. Han tager ofte udgangspunkt i konkrete og funktionelle ting, som bearbejdes til de bliver ren form. Bølgeplader i forskellige former er blevet bemalet i stærke farver – men denne gang viser han relieffer i bølgepappets naturlige farve. I enkelte værker er der dog brugt sort og hvid spraymaling. En æstetisk nydelse! Alle værkerne i bølgepap tager udgangspunkt i geometriske former, som vendes, drejes, spejles og gentages.

Inger Houbak – Romans on the Run 2. Akryl på lærred. Foto: Bent Jakobsen

Inger Houbak er fascineret af det abstrakte maleri. Hun arbejder med geometriske former, rytmiske gentagelser og farvefelter, og Lars Ibsen, der som arkitekt altid har interesseret sig for design og formgivning, har i sine klare farveglade krukker, skåle og kuber, hentet inspiration fra Bauhaus.

Alle de andre udstillere fortjener også omtale, men pladsen tillader det ikke, så jeg må nøjes med at kippe med flaget for alle udstillerne og for de frivillige, der i 25 år har understøttet kunsten på Dronninglund Kunstcenter.

Dronninglund Kunstcenter
Thorup Hedevej 1, Dronninglund
Frem til 14. juni

Artikel fra: Nr. 05 / 2026 – Maj / Juni