Den unge mand stirrer måbende på beskueren. Han forundres, men er tydeligvis også nysgerrig. Det er, som om han tænker: ”Hvorfor kigger du på mig?” Svaret er, at netop det måbende udtryk i den portrætterede får beskueren til at glo – og måske også måbe. Således kan Jens Juel (1745-1802) – for det er hans selvportræt – 259 år efter, at han malede sit eget måbende ansigt, indgå i en drilsk dialog med beskueren.
Man skal ikke se mange af Juels værker, før man forstår, at man her præsenteres for portrætkunst i en helt særlig klasse. Juel var ganske enkelt en eminent håndværker. Men er det nok til, at man skal bruge sin tid på at se på mennesker, man ikke kender? Det gør man jo hver dag? Svaret er klart ja, for selvom Jens Juel givet har pyntet på de portrætterede og eksempelvis udglattet rynker og undladt at overføre bumser og vorter til lærredet, så er det dog ikke rene idealbilleder, han har malet. Godsejer Frederik Christian Rosenkrantz for eksempel er lige så vindøjet på sit portræt, som han må have været i virkeligheden. Således bliver Juels portrætter noget af det tætteste, vi kommer på et indtryk af, hvordan mennesker i slutningen af 1700-tallet så ud. Bortset fra tøjet ligner de os ganske meget.
Hustru til to landsforrædere
At Juel pyntede på dem, han portrætterede, kan man tilbageskuende finde forståeligt på et andet plan, for mange af dem var blevet formuende på den danske slavehandel. Det satte sig ikke spor i deres ydre, men i deres eftermæle. På sin vis er mange af de portrætterede nogle skurke. At kritisere magthaverne var dog en farlig affære dengang, hvilket P.A. Heiberg måtte sande, da han blev landsforvist. Hans kritik og satire var uønsket. Heibergs hustru, Thomasine, blev i Danmark og søgte om skilsmisse. Pudsigt er det, at hun derefter giftede sig med en mand, der også var blevet dømt for landsforræderi: svenskeren Carl Frederik Gyllembourg, der var søgt til Danmark efter sin forvisning. Thomasine Gyllembourg blev senere en anerkendt forfatter.
Juel malede dog også andet end portrætter. En del af udstillingen viser motiver, der har fået datidens beskuere til at gyse lidt over det fremmedartede. For eksempel malede Juel en hyæne, der var blevet ført til kongens menageri ved Frederiksberg Slot. De blottede tænder og den krumme ryg gør det helt rart for beskueren, at dyret blot er gengivet på lærredet. Dog er pelsen malet så naturtro, at man let kommer til at måbe.
Ribe Kunstmuseum
Sct. Nicolaj Gade 10, Ribe
Frem til 25. maj
