Et rent farveorgie
Det er altid en stor fornøjelse at besøge CHP&EA Museet, og sådan er det lige netop med nærværende udstilling med Karel Appels udstilling af værker fra de mange epoker, som har præget ham, og som han har præget med sine ualmindeligt voldsomme former, farver og energi. Som Bestyrelsesformand, Finn Poulsen, slutter sin indledning i den digre antologi, som er udgivet til udstillingsåbningen: ”… når først hans farver har ramt dig, bliver verden aldrig helt den samme”.
En spændende kuratering
CHP&EA Museet er særdeles velegnet til en meget omfattende udstilling som denne med Karel Appels værker fra de mange meget forskelligartede epoker i hans liv; fra hans helt unge år over Cobraårene og hans eksperimenterende år, hvor han undsiger sig de konforme rammer, som kunsthistorien har placeret ham i, til han som et vildt dyr barbarisk kaster sig over de enorme lærreder med ekspressive farver for i sine sidste leveår åbner for sin passion for musik og kunst. Udstillingen er særdeles spændende kurateret, og den indeholder flere videoklip og en film om- og med Karel Appel, ligesom der er gjort meget ud at bibringe omgivelserne de rette farver, så de store værker gør sig bedst muligt.
Stor variation i såvel materialer som motiver
Udstillingen er en ualmindeligt spændende rejse gennem Karel Appels (1921 – 2006) særdeles varierede kunstneriske liv. Man stifter bekendtskab med nogle af Appels tidlige kreationer fra slutningen af 1940’ene som f.eks. ”Barn med blomster”, akvarel, kridt og tusch på papir og ”Dyr med fuglenæb”, kridt og gouache på papir. Begge karakteristiske i materialer og tegne- malemåde for hans tidlige værker. I den første sal, man går igennem i museets underetage, Prismesalen, finder man et bredt udvalg af Appels værker. Nogle lidt mindre, glasindrammede værker som f.eks. værket ”Tyr”, olie på lærred fra 1949 og værket ”Fisk og fugl”, gouache på papir fra 1946, men også flere noget større værker malet i olie på lærred og en del plakater fra hans udstillinger sammen med Corneille og Constant efter dannelsen af Cobra.
COBRA
I et mindre, tilstødende lokale finder man en spændende oversigt over Cobra bevægelsen (1948 – 1951) og forbindelsen til bl.a. de danske kunstnere Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt. Her ses og læses også fotos og artikler fra Høstudstillingen på ”Den Frie” i København nov. -dec. 1948. En interessant Cobra-niche, som giver den besøgende indblik i hvordan Appel søgte sammen med ligesindede kunstnere, som havde et politisk mål med deres kunst. De ville skabe en ny kunst til en ny tid efter 2. Verdenskrig og gik væk fra det naturalistiske og realistiske billedsprog og eksperimenterede med farver og materialer ofte med udgangspunkt i børnetegninger. De ville vække de kreative og skabende kræfter i samfundet, hvor alle kunne lave kunst.
Biografisk oversigt
Stadig i prismesalen, men på bagsiden af en væg, som ligesom løber på langs i rummet, finder man en fin biografisk oversigt over Karel Appels liv fra fødsel i Amsterdam i Holland i 1921 over oplæring som barberlærling i faderens barbersalon, over Kunstakademiet i Amsterdam og videre i mødet med bl.a. Corneille, Constant og Asger Jorn i dannelsen af Cobragruppen og stor i slaget både med skulpturer og malerier, ivrigt eksperimenterende. Han udstiller livligt, også i Danmark på Charlottenborg i København, hvor han betegnes som ”En barbarisk artist”, hvilket han jo faktisk slet ikke lægger skjul på, at han er. I sine sidste leveår, inden sin død i Schweiz i 2006, viser han sin passion for både kunst og musik, idet han står bag det sceniske koncept til operaen Noach samt scenografien til opførelsen af Mozarts Tryllefløjten.
”I don’t paint, I hit”
Mødet med Appels store værker i den tilstødende sal, Ovenlyssalen, er imponerende. Selve den store sal er malet i en dyb, mørk grøn farve, som gør at Appels farveorgie kommer ekstremt fint til sin ret. Blikfang i salen er i første omgang en enorm stor fotostat i den ene ende af den store sal. Appel står foran Twin Towers i New York. Han holder en bemalet Fokker F-100 fly op foran sig, som ønsker han at sende den ud i rummet – ud til sine mange store oliemalerier, som understreger budskabet i udstillingens film, ”Karel Appels virkelighed, 1962”, hvor han utallige gange voldsomt nærmest råber ”I don’t paint, I hit” (Jeg maler ikke, jeg slår). Et andet bemærkelsesværdigt værk, er et vanvittigt stort foto af Appel i sit atelier i Paris. Det gør også indtryk.
I udstillingens sidste lidt mindre rum møder man udover Appels farvestrålende oliemalerier nogle af hans store komplekse skulpturer, som f.eks. ”Kigger gennem det åbne vindue” i bemalet bronze. Her i udstillingens sidste rum finder man desuden et par værker malet i akryl på lærred, hvilket i 1969 og 1971 var rimeligt nyt at anvende. I et filmlokale med indgang fra dette sidste udstillingslokale vises den ca. 15 min. lange helt fantastiske film, ”Karel Appels virkelighed, 1962”.
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
Birk Centerpark 1, Herning
Frem til 8. marts 2026
