Af Peter Tiemroth
Indtil 17. marts viser Bornholms Kunstmuseum en stor særudstilling af stemningsladede og magtfulde værker med himmel, hav og høje horisonter af Poul Anker Bech (1942 – 2009) og Niels Lergaard (1893-1982), der flot lever op til museets dramatiske naturomgivelser.
Udstillingen er ledsaget af et et rigt illustreret katalog, hvoraf det fremgår, at ideen kommer fra Poul Anker Bech selv, der en kort stund som helt ung havde Lergaard som lærer og siden aldrig blev færdig med inspirationen fra hans kunst. Og forbløffende er det da også, hvorledes Bechs superrealisme med surrealistiske effekter og gådefulde fortællinger og Lergaards monumentale umiddelbart »lukkede« naturabstraktioner spiller op til hinanden og åbner for nye og uventede visuelle indsigter.
Politisk ukorrekt
Trods sine »moderne« billeder med rod i 1970’ernes internationale tendenser erklærer Bech et sted, at han »dybest set er romantiker«, der skulle have virket omkring 1890.
Bech, der i øvrigt også var cand. mag. i kunsthistorie forestiller sig, at Lergaard livet igennem måtte bekæmpe en grundlæggende »gammeldags« romantisk disposition for stemning og lyrik, fordi det var kunstpolitisk ukorrekt i samtiden, da unge Lergaard sled for at realisere en tilværelse som kunstner.
Og da Lergaard med sine emner og motivvalg – myter og den kosmiske fornemmelse – jo umiskendeligt er ude i et romantisk ærinde, foreslår Bech, at han som modgift opererer med forenklinger.
Trolden fra Gudhjem
På tværs af de maleriske forskelligheder var de to udstillere fra hver sin generation fælles om en optagethed af eksistensen og af livets grundlæggende vilkår. Ofte sættes det flygtige over for det bestående og det abstrakte over for det konkrete.
I øvrigt giver Bech en morsom karakteristik af den ældre Niels Lergaards noget ejendommelige fremtoning, som han har anbragt i et Gudhjem-motiv fra 1999 med titlen »Trolden fra Gudhjem«, da han var taget til øen for at opsøge den for længst afdøde Lergaards motivverden.
»En lille, meget tæt krop, som uden overgang gik over i et rundt hoved, hvor næsen krummede sig ørneagtigt ned over en lille moustache…..en blanding mellem en norsk trold og en fransk vinbonde. Iført brun habit og slips gik han så med stor værdighed i gang med undervisningen«.
Otto Bruuns Plads 1, Gudhjem
Frem til den 17. marts
